Tirsdag den 29. februar


Konservativ: Samarbejde med private investorer om nyt kulturhus
Kultur-Fritids- og idrætsudvalget mødes i aften for første gang for at drøfte det foreløbige udkast til visonsdelen for Gladsaxe Kulturplan 2000. Et af de mere omdiskuterede forslag i planen, er idéen om et nyt kulturhus i Bagsværd med biograf og bibliotek. Og én af måderne at realisere forslaget på, er gennem et samarbejde mellem kommunen og private investorer, mener medlem af udvalget, Henrik Sørensen, de konservative.
 
Han foreslår, at de private investorer skal være ansvarlige for driften af den nye biograf – en biograf som er nødvendig, hvis Gladsaxe fortsat skal kunne klare sig i konkurrencen med de mange nye og store biografer, siger Henrik Sørensen til Nyhedsmagasinet.

Nye og omfattende opgaver på vej til skolevejlederne
Alt for mange unge gennemfører ikke deres oprindelige uddannelse, men springer i stedet fra midt i forløbet. Dét skal der gøres noget ved. Et endnu ikke vedtaget forslag fra Undervisningsministeriet lægger op til, at skolevejlederne fra næste skoleår skal have personlige samtaler med samtlige elever fra 6. klasse og opefter, med det formål, at forberede eleverne bedre på fremtiden og den videre uddannelse.
 
Som det fungerer i dag, er det kun 9. klasses elever, og enkelte elever fra 8. klasse der kommer til personlig samtale. Men, hvis forslaget gennemføres, skal de unge fra henholdsvis 6. og 7. klasse
fra august til én personlig samtale årligt, og eleverne fra 8. og 9. klasse til samtale to gange indenfor et skoleår. Resultatet af hver samtale skal skrives ned i en såkaldt uddannelsesbog, som skal følge eleven i hele uddannelsesforløbet, samtidig med at der sendes et brev hjem til elevens forældre.
 
Skolevejleder på Stengård skole, Jens Kjær Jensen, mener det er en spændende idé, som på sigt vil give en bedre vejledning af eleverne. Men samtidig betyder forslaget mere end en fordobling af skolevejlederens arbejdsopgaver, og ude på skolerne er de nu spændte på, om de nye tiltag kan undgå at gå ud over kvaliteten af skolevejledningen. "Der er trods alt stadig kun 24 timer i et døgn, og de nye arbejdsopgaver lægges jo oveni de allerede eksisterende" siger Jens Kjær Jensen til Nyhedsmagasinet.

Får kontanthjælpsmodtagere læsehjælp?
Læsefærdighederne hos børnene i kommunen skal styrkes. Et af to ekstra indsatsområder for kommunen hedder bedre læsefærdigheder hos børn fra børnehaveklasse til 10. klasse, men hvad med de voksne?
Det spørgsmål stiller viceborgmester Peter Brooker fra SF nu i Socialudvalget.
 
Det er især kontanthjælpsmodtagere han har i tankerne med sine spørgsmål, for som han siger til Nyhedsmagasinet, det er fint at vi lærer børnene at læse godt, men hvad med dem der er gået ud af skolen og har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Mangler de læsefærdigheder? For de tilbudt læseundervisning? Undersøger man deres læsefærdigheder?
Peter Brooker mener, at hvis det ikke er tilfældet, skal der sættes ind på området hos kontanthjælpsmodtagere, der har været ledige i over 6 måneder.
 
Svaret fra forvaltningen skulle ligge klar i starten af næste måned.

Stor klagelyst i Gladsaxe
42 gange er der blevet klaget til overordnede instanser over Gladsaxe Kommune inden for de seneste to år.
Naturklagenævnet har set på 21 sager, Tilsynsrådet 19 sager og Ombudsmanden 2 sager.
Klageoversigten er en del af den systematiske kvalitetsudvikling af serviceydelser og sagsbehandling i forhold til borgerne.
Både embedsfolk og politikere ser nærmere på de tabte sager for at lære nyt.
 
Fra de tre førnævnte instanser er der dog ikke meget nyt at hente, idet kommunen sidste ikke tabte én eneste afsluttet sag dér.
Anderledes ser det ud i Skatteankenævnet og fx Det sociale Nævn, hvor omkring 20% af sagerne enten tabes eller skal gå om.
 
De to nævn behandler hver ca. 300 sager fra Gladsaxe årligt.

Dømt for vold imod kammerat
En Gladsaxe-borger, tidligere straffet for vold og tyveri, blev fredag i retten i Gladsaxe idømt 14 dages hæftestraf for et mindre tyveri fra et supermarked, og for, under påvirkning af alkohol og stesolid, at have begået vold. Tidligere på året slog han en ligeledes beruset kammerat med knyttet næve 6 gange i ansigtet og sparkede ham i ryggen gentagne gange, i dennes lejlighed i Værebro, hvor han desuden udøvede hærværk.
 
Anklageren havde ønsket en grovere straf på godt et halvt års fængsel, bl.a. under henvisning til voldens grove karakter og den endnu ikke overståede prøvetid i forbindelse med straffen for den tidligere kriminalitet.
Dommeren fandt ikke anklagepunkterne fuldt bevist, så tvivlen kom i sidste ende den anklagede til gode.

Gladsaxe imponerede ved landsindsamling
Weekendens nødhjælpsindsamling for Folkekirkens Nødhjælp blev en både indsamler- og indsamlingsmæssig succes – specielt i Gladsaxe.
I alt 82 Gladsaxe-borgere, fordelt på 4 sogne, meldte sig som indsamlere. Og resultatet blev 63.000 gode kroner, hvilket er meget, meget flot, siger kampagneleder Ulrik Piltoft til Nyhedsmagasinet.
 
Det er kun anden gang Folkekirkens Nødhjælp inviterer kirkesognene til at samle ind i deres eget område. Sidste år samlede kun et enkelt sogn ind, mens der i år som nævnt var 4 sogne, hvoraf både Mørkhøj og Søborg var helt dækket ind med indsamlere.
 
Der blev i øvrigt, til sammenligning, indsamlet godt 6 millioner kroner på landsplan, ved søndagens indsamling.

Inkassofolk hentede 78 mio.
Ved udgangen af 1999 skyldte borgere i Gladsaxe 173 mio. kroner til kommunen – et tal, der nemt kunne være blevet meget større, hvis ikke den kommunale inkassoafdeling samtidig havde kradset 78 mio. ind.
Samme afdeling er i øvrigt begyndt at gå meget målrettet til værks, hvad der har betydet en nedgang på 6,5% i skyldte kroner.
 
I år regner inkassofolkene med at inddrive 76 mio. kroner, at gennemføre 550 udlæg samt at sætte ekstra hårdt ind overfor borgere med skatterestancer mellem 50.000 og 150.000 kroner.

Nyt talent hædret ved musikprisuddeling
Den knap 30-årige Christina Bjørkøe modtog lørdag den anerkendte Gladsaxe Kommunes Musikpris 2000, ved en velbesøgt koncert med Sjællands Synfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi, i Høje Gladsaxe Skoles festsal.
Koncerten bestod af Mozarts klaverkoncert nr. 23 i a-dur, hvor prismodtageren selv var solist, og Tjaikovskijs symfoni nr. 6 – dén med tilnavnet "Pathetique".
 
Gladsaxes borgmester, Ole Andersen, motiverede valget af Christina Bjørkøe bl.a. ud fra bedømmelseskomiteens henvisning til hendes flittige koncertvirksomhed og især hendes betydelige talent, sikre teknik og musikalske vilje.
 
Christina Bjørkøe har i øvrigt netop udsendt sin første solo cd med bl.a. Chopin-præludier.