Torsdag den 3. februar


Sigtelse i drabssag fra Høje Gladsaxe
Kriminalpolitiet i Gladsaxe rejste i går sigtelse i forbindelse med drabet på en 42-årig mand fra Høje Gladsaxe.
Den sigtede er 39 år og er ligesom den dræbte kendt i misbrugsmiljøe. Han har derudover siddet fængslet for drabsforsøg i en sag der ligger forud for Høje Gladsaxe mordet.
 
Manden blev onsdag fremstillet i retsmøde for lukkede døre, og han nægter sig skyldig i mordet på den 42-årige fra Høje Gladsaxe.
Retten har fundet at der er begrundet mistanke og har dermed forlænget fængslingen med 4 uger.

Kritiserede socialchefer afviser i store træk konsulentrapport
"Lisberg beskriver i høj grad tingene som sort i en sort/hvid model, og sådan er virkeligheden ikke. Den består af nuancer, som er nødvendige for at få et retvisende billede."
Sådan skriver socialdirektør i Gladsaxe Kommune, Stig Kuhlmann, i et responsum på den kritiske rapport.
En rapport, der, som vi omtalte i går, har ført til, at direktør og vicedirektør skal finde andet arbejde, enten i selve socialforvaltningen eller, hvad der nok er mest sandsynligt, helt væk fra Gladsaxe Kommune.
 
Stig Kuhlmann erkender i sit svarskrift en del fejl i forvaltningen, men gør samtidig opmærksom på, at Lisberg-konsulenterne tager udgangspunkt i en teoretisk idealmodel for en kommune – en model, der hverken eksisterer i Gladsaxe eller andre kommuner, som socialdirektøren kender til.
 
Vicesocialdirektør Kirsten Hove er noget mere kategorisk i sit svar på konsulentrapportens konklusioner – hun mener simpelthen ikke, at de er korrekte.
 
Svarene har været drøftet i økonomiudvalget, men har altså ikke kunnet ændre på beslutningen om at skifte den øverste ledelse i socialforvaltningen ud.

Nyt lovforslag skal hjælpe brandvæsenet ved blinde alarmer
Ni ud af ti gange rykker brandvæsenet i Gladsaxe ud til blinde alarmer - med spildt tid og penge for brandvæsen og kommune som resultat.
Problemet ligger i de såkaldte automatiske brandsikringsanlæg, hvor ejerne tit ikke har ordentlig kendskab til anlægget.
 
Ifølge Ole Nedahl fra beredskabskontoret er det næsten altid menneskelige fejl der er skyld i de blinde alarmer, typisk håndværkere der arbejder eller ved rygning. I dag klarer man de mange fejl ved en personlig samtale med virksomheden, eller i grove tilfælde sender man et brev med trussel om at nedlægge deres linie til brandvæsenet.
 
Et nyt lovforslag der skulle afhjælpe problemet ventes at træde i kraft 1. juli 2000. Det giver nemlig kommunerne mulighed for at opkræve gebyrer for de blinde alarmer, men ifølge Ole Nedahl kan kommunerne ende med en lang næse, hvis ikke der bliver lavet om i lovteksten. Som den ligger nu, kan man nemlig ikke opkræve gebyrer ved menneskelige fejl, og så er man lige vidt siger Ole Nedahl fra beredskabskontoret.

FUU-vejledere føler sig ikke ikke godt nok rustet
Der skal mere fokus på vejlederens rolle, viser en ny rapport om Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU).
Flere vejledere føler sig ikke godt nok klædt på til arbejdet med den mangfoldige gruppe af unge på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvoraf nogle tilhører den såkaldt svage gruppe, og derfor har brug for ekstra meget vejledning.
 
Heller ikke Linda Rostrup, FUU-vejleder på Produktionsskolen i Gladsaxe, føler sig 100% rustet til opgaven. Hendes problem er at finde rundt i de mange tilbud til de unge, dvs. hvilke tilbud svarer til de unges konkrete ønsker. Linda Rostrup har en baggrund som socialformidler, og hun understreger, at de problemer vejlederne kan rende ind i, er meget forskellige, alt afhængig af deres baggrund.
 
FUU-vejledernes uddannelse består af et kort begynderkursus, og det følges op af enkelte møder og ca. 1 uges efteruddannelse.

Forlig om Novo-produkter
Krigen mellem Novo Nordisk og et af verdens største medicinalfirmaer, Eli Lilly, er slut.
De seneste fire år har de to medicingiganter kørt patentrettighedssager mod hinanden i det meste af verdenen vedrørende flere insulinprodukter.
 
Forleden kunne Novo så meddele, at de to har indgået forlig med øjeblikkelig virkning.
Et forlig, der gav Novo et for offentligheden ukendt engangsbeløb, og som, vurderer selskabet selv, vil påvirke Novos regnskabsresultat i positiv retning.

"Aladdin" med stjernebesætning
Det bliver kendte kræfter der skal stå på scenen i Gladsaxe Teaters gigantiske sommeropsætning af Adam Oehlenschlägers "Aladdin". På rollelisten står blandt andre Lisbet Dahl, Frits Helmuth og John Hahn-Petersen. Og rollen som Aladdin skal spilles af det nye talent Thure Lindhardt, der lige nu høster store roser for sin medvirken i filmen "Her I Nærheden".
 
Teaterchef Flemming Enevold står for iscenesættelsen, og udover de nævnte skuespillere er der mere end 150 medvirkende. Og så arbejder Flemming Enevold i øjeblikket hårdt på at skaffe en lys-levende elefant!
Et sådant dyr kræver naturligvis lidt ekstra plads, og meget passende spilles "Aladdin" på Danmarks største friluftsscene, Ulvedalene i Dyrehaven. Og opsætningen er blevet til via et nyt samarbejde mellem Gladsaxe Teater og Lyngby-Taarbæk Kommune.
 
"Aladdin" får premiere søndag d. 4 juni, og der er foreløbig planlagt 22 opførelser.

Røveri i DBS-kiosk i Bagsværd
Væbnet røveri i DSB-kiosken på Bagsværd station onsdag aften.
En lille spinkel mand kommer ind i kiosken, hvor han med en pistol truer sig til ca. 2000 kroner og et antal skrabelodder. Røveren forsvinder derefter hurtigt fra gerningsstedet.
 
Røveriet skete klokken 21.40, og manden beskrives som værende ca. 165 – 170 cm. høj og spinkel af bygning. Han var iført grå joggingtrøje med hætte, mørke bukser og så bar han et sort tørklæde for munden.
 
Informationer om røveriet kan gives til Gladsaxe Politi på telefon 39 69 14 48.

Ny teknisk direktør i amtet
"En uhøjtidelig leder, der helt og fuldt lever for jobbet og organisationen og ser forvaltningen som en del af amtet". Sådan beskriver Jørn Gettermann, ny direktør i amtets tekniske forvaltning pr. 1 februar, sig selv og sin ledelsesstil. Han har siden 1990 været chef for den tekniske forvaltning i Tårnby kommune, og netop samarbejdet og dialogen mellem kommunerne og amtet skal blive endnu bedre, mener Jørn Gettermann.
 
Som teknisk direktør i amtet afløser han Bent Høi Nielsen, der gik på pension i juni 1999.