Torsdag den 13. januar


Kaotisk afslutning på byrådsmøde i Gladsaxe
Tumultariske scener med protestudvandring, vredesudbrud og afstemningskaos sluttede et godt og vel tre en halv time langt byrådsmøde i Gladsaxe i aftes.
Sidste punkt på dagsordenen var et forholdsvis uskyldigt forslag fra Dansk Folkepartis Irma Henriksen om bedre borgerservice. Forslaget har været behandlet før i både byråd og socialudvalg, og de fleste mente vel egentlig, at så var den sag færdig. Men ikke Dansk Folkeparti, der havde en forventning om, at sagen skulle returnere til byrådet efter sagsbehandling i socialudvalg.
 
En forholdsvis enkel lille sag om procedure, der kunne være blevet løst gnidningsløst, hvis ikke det havde været fordi, der ved de større sager på byrådsdagsordenen var blevet varmet op med en lettere irritation og til tider synlig frustration fra fleres side.
Så vidt det nu lykkedes ordstyrer, borgmester Ole Andersen, at gøre stemmerne op ved den sidste sag, så gik 21 medlemmer ind for at sende den tilbage til socialudvalget.
To af Dansk Folkepartis tre medlemmer udvandrede i protest mod dét forslag, mens socialudvalgets formand Erling Schrøder rasede over endnu engang at skulle se på forslagene i sit udvalg.
 
Tilbage sad Dansk Folkepartis tredje medlem, der på det tidspunkt tilsyneladende havde opgivet at finde hoved eller hale i noget som helst og derfor helt undlod at stemme.
En farceagtig afslutning på et byrådsmøde med ellers nok så alvorlige sager på dagsordenen.

Byråd vedtager udlicitering af hjemmehjælp
På tilhørerpladserne i Gladsaxe byrådssal i aftes var bænket flere hjemmehjælpere, der ikke fortrak en mine under den afgørende afstemning, der sender deres arbejde ud i licitation til nye arbejdsgivere.
Til gengæld så de lettere betuttede ud undervejs i byrådsdiskussionen, hvor så fjerne emner som butikstyveri og valg af melodi til dagens indledningssang blev inddraget og til tider helt overskyggede udliciteringsdebatten.
 
Selv får hjemmehjælperne ikke mulighed for at byde ind på opgaven, og løn- og medarbejderrettighederne under forsøget ser noget usikre ud i forhold til dagens vilkår i Gladsaxe Kommune.
Venstrefløjen og socialdemokraten Sven Nielsen havde ellers netop de to ændringsforslag med til aftenens møde.
Men efter en times debat blev udliciteringen af Stengård distrikt vedtaget med stort flertal.

Blaagaard Statsseminarium fravælger stor uddannelsemesse
Når landets største uddannelsesmesse "Porten Til Fremtiden" i dag slår dørene op, bliver det uden
deltagelse af Blaagaard Statsseminarium.
Seminariet har tidligere år været repræsenteret på messen, men i år har de, i lighed med mange andre videregående uddannelser meldt fra. De investeringer det kræver at deltage på messen opvejes ikke af udbyttet af deltagelsen, siger rektor for Blaagaard Statsseminarium Laust Jacobsen.

Beboerne i Høje Gladsaxe skal hjælpe politiet
Det er ikke kun politiet der har intensiveret indsatsen i det uro-plagede Høje Gladsaxe. Også beboerne er på mærkerne og holder skarpt øje med begivenhederne i området. Ud over at holde opsyn har man indført en dusør, som gives for oplysninger der kan føre til videre opklaring.
 
Kriminalinspektør Palle Sanvig hilser initiativerne meget velkomne men advarer samtidig kraftigt imod at udøve nogen form for selvtægt. Alle oplysninger relateret til de nuværende problemer skal i stedet videregives til politiet der så vil overtage derfra.

Tre store punkter på Børne- og Undervisningsudvalgets møde udsat til d. 25 januar.
De nye skolepolitiske mål, en ny fordeling af kompetence og ansvar for folkeskolen og de nye rammer for forbruget af lærerressourcer var for stor en mundfuld for børne- og undervisningsudvalget på deres møde i tirsdags. De tre store sager blev alle udsat.
 
Ifølge udvalgsformand Karin Højberg Holst skal udvalget simpelthen bruge mere tid på at sætte sig ind i de meget komplekse problemstillinger der ligger i forslagene.
De tre forslag skal op på udvalgets næste møde d. 18. januar, men heller ikke der kan udvalget tage endelig stilling. Først skal der holdes møde med lærerforeningen d. 19. januar og den 20. skal forslagene drøftes i skolerådet og først d. 25. januar tager udvalget stilling til forslagene på et ekstraordinært møde, så de er klar til byrådsmødet i februar.
 
De tre forslag er af stor betydning for skolernes budgetlægning for år 2000, og derfor skal de være færdigbehandlede i januar.

Nye navne til Novo selskaber
Bagsværd virksomheden Novo Nordisk planlægger en ny opdeling af koncernen fra årsskiftet 2000/2001.
Men allerede i tirsdags kunne Novo afsløre at koncernen bliver opdelt i tre selskaber, der kommer til at hedde henholdsvis Novozymes A/S, der arbejder med enzymer, Novo Nordisk der tager sig af den såkaldte Health Care forretning og Novo A/S der er navnet på Novo´s Holdingselskab.
 
For at understrege familiesamhørigheden vil alle tre selskaber anvende en skrifttype i deres nye logoer, som er specielt udviklet til Novo gruppen, samt en fælles blå farve, der ifølge Novo skal "udtrykke den visuelle identitet"

Talenter søges!
Hvis man går rundt med en drøm om at stå på scenen i en gigant-opsætning af en kendt musical, så er chancen der nu. Gladsaxe Teater søger statister til det store kor i forestillingen "Piraterne Fra Pinzance" som får premiere premiere d. 10 marts. For at komme i betragtning skal man både kunne synge og danse, og slipper man igennem nåleøjet venter der en rolle som pirat eller politibetjent.
 
Seneste frist for tilmelding til audition er i morgen kl. 12 og der er audition lørdag mellem 10 og 18.
 
"Piraterne fra Pinzance" erstatter musicalen Ragnarock som for nylig blev aflyst på grund af teatrets økonomiske vanskeligheder.