Torsdag den 20. januar


Mulig lysforurening fra planteskole skal undersøges
Gladsaxe Kommune erkender en fodfejl af dimensioner i det svar til Naturklagenævnet, der snart afgår fra teknik- og miljøforvaltningen omkring Aldershvile Planteskole.
Naboerne blev nemlig ikke hørt, da en planlagt ny 1.500 m2 stor glasbygning blev flyttet fra en beliggenhed tæt på Bagsværdvej til en placering længere inde på grunden.
 
Men ud over den fejl, så mener politikerne i teknik- og miljøudvalget ikke, at der er noget i vejen med projektet. Dog vil udvalgsformand Tove Eckhardt (SF) godt have undersøgt, om det store lyshav fra den nye glashal virker forurenende i området.
 
Desuden mener udvalget, at der skal tyndes ud blandt de høje træer på planteskolen, så der igen kan komme søkig fra Bagsværdvej.

Slagsmål om regning på 50.000 efter jordforurening
Forsikringsselskaber for tidligere og nuværende husejer, VVS-folk, ejendomsmægler og ingeniøren bag tilstandsrapporten taler i dag højlydt til hinanden om, hvem der skal betale oprydningen efter en petroleumsforurening af jord på en villagrund i Bagsværd.
 
Villaen blev tidligere opvarmet med petroleum. Men et hul i ledingen betød en kraftig forurening ned i to meters dybde. Så kraftig, at embedslægen før jul anbefalede de nye beboere at flytte pga. fare for akut giftpåvirkning.
 
Ingen havde lyst til at bekoste undersøgelser eller oprydning, så Gladsaxe Kommune gik ind i sagen og dækkede udgifterne – i første omgang i hvert fald.
Nu efterstår så en større disput om ansvarsplacering, hvor der kan blive tale om politianmeldelse for at klarlægge den del af sagen.

Borgerlige røde pølser
Ristet hotter med det hele på vej til Buddinge, vedtager et borgerligt politisk flertal.
Gud og hver mand, med undtagelse af Allah måske, har snart også været inddraget i sagen om en pølsevogn på DK-benzintanken på Buddinge Hovedgade.
Senest har også politimesteren i Gladsaxe været hørt, men heller ikke han har trafikale eller andre indvendinger mod vognen.
 
Naboerne har heller intet mod pølsevognen, så nu står Hydro-tanken ved siden af alene med sin utilfredshed over pølseperspektivet. Pølsekunderne vil nemlig parkere og være til gene på deres tank, mener Hydro-folkene.
 
Men et borgerligt flertal har altså stemt vognen igennem, så nu er det vel bare et spørgsmål om tid, førend den liflige pølseduft kan blive blandet op med højoktan-lugt fra benzinen.

Skolelelevers færdigheder undersøges påny
De danske skoleelevers færdigheder har de seneste år været genstand for megen diskussion og mange undersøgelser. Læser eleverne godt nok? Kan de finde ud af at gange og dividere og ved de hvad hovedstaden i Tyskland hedder?
Men til foråret vil udvalgte 9. klasseselever stifte bekendskab med en ikke helt almindelig undersøgelse. Gladsaxe Kommune er sammen med andre af landets kommuner inviteret til at deltage i en stor internationational OECD-undersøgelse.
 
Til forskel fra tidligere undersøgelser, lægger den også vægt på de tværfaglige og personlige, såkaldt "bløde" kompetencer, som også regnes for nyttige senere i livet.
Undersøgelsen varer samlet 3 timer og indeholder både tværfaglige opgaver indenfor læsning, matematik og naturfag og derudover et spørgeskema om elevernes fritid og interesserer.
 
Den nye OECD-undersøgelse, som gennemføres på udtrukne skoler til marts og april, fik positv opbakning på Børne- & Undervisningsudvalgets møde i tirsdags.

De ældre har det godt på plejehjemmene i Gladsaxe siger distriktsleder.
Mens debatten om omsorgssvigt på de danske plejehjem raser over hele landet, har de ældre på plejehjemmene i Gladsaxe det godt og der bliver passet godt på dem. Det mener i hvert fald distriktsleder på omsorgscenter Egegård Lis Larsen.
 
Men de mange afsløringer af omsorgssvigt og lange kaffepauser, har skabt debat blandt personalet, indrømmer Lis Larsen, der også ser det som noget positivt at det kommer frem. "Det gør at vi alle bliver nød til at kigge på vores arbejdsrutiner. Vi kan altid bliver bedre" udtaler hun.
 
"Vi har et dygtigt personale der interesserer sig for de ældre og bruger tid sammen med dem, men det kan blive svært i fremtiden, når nye generationer stiller stigende krav. Blandt andet er reglen i dag, at man får ét ugentlig bad, og det er der nok ikke mange der vil nøjes med i fremtiden" siger altså Lis Larsen fra omsorgscenter Egegård.

AB køber egne aktier igen
Superligaklubben AB har igen øget sin beholdning af egne aktier. Dermed ejer AB A/S nu 9,4 procent af den samlede aktiekapital. Den 22 november i fjor købte klubben også op af egne aktier og nåede da op på 8, 4 procent, altså en stigning i beholdningen af egne aktier på 1,2 procent.
 
Ifølge regnskabschef Peter Ebbesen fra AB A/S, siger firmaets vedtægter, at de må købe op til 10 procent af egne aktier, og Peter Ebbesen udtaler til Nyhedsmagasinet at grunden til opkøbene er for at sikre stabiliteten af egne aktiekurser. AB aktien har længe været den laveste noterede fodboldaktie herhjemme, men siden nytår er kursen på AB aktier steget fra kurs 45 til i dag kurs 52, så opkøbene har altså virket.
 
Opkøbene får ingen indvirkning for magtfordelingen i klubben, idet Amatørafdelingen Akademisk Boldklub ejer 9,5 procent af aktierne og 51,2 procent af stemmerne i den professionelle afdeling.

Ex-kærester og kollegaer som regel bag telefonchikane
Folk der udsættes for trusler på livet og sex-chikane over telefonen kender som regel personen i den anden ende af røret. Som oftest er det en tidligere kæreste eller arbejdskollega, fortæller vicekriminalinspektør Ole Andreasen fra Gladsaxe Politi, der årligt har godt 100 sager om telefonchikane.
 
I første omgang anbefaler politiet som regel folk at anskaffe en nummerviser eller skifte telefonnummer, men i yderste konsekvens kan politiet bl.a. skaffe sig oplysninger fra teleselskaberne og på den måde finde frem til chikanøren.

Ny pris til Novo
For fjerde gang indenfor de seneste 15 år fik Novo Nordisk i Bagsværd Den Danske Finansanalytikerforenings Informationspris, oplyser Ritzaus Bureau.
 
Selskabets informationspolitik betegnes som værende i særklasse, blandt andet på grund af informative regnskaber og årsberetninger.