Fredag den 28. januar


Byrådspolitiker: Ingen grund til kontrolundersøgelse af andre forvaltninger
"Den øvrige del af administrationen i Gladsaxe Kommune fungerer fint, så der er ingen grund til at få lavet konsulentundersøgelser hverken på teknik- og miljøforvaltning eller børne- og kulturforvaltning".
Det siger det konservative byrådsmedlem i Gladsaxe, Lars Abel, i kølvandet på den stærkt kritiske rapport, der netop er offentliggjort om den sociale forvaltnings ledelse.
 
Med så massiv en kritik af én af de kommunale forvaltninger kunne det være nærliggende at få set nærmere på de øvrige, men den tanke afviser Lars Abel.

Edb-succes på Dagcentret Christianehøj
Medlemmerne på Dagcentret Christianehøj er bidt af en gal computer!
Christianeshøjs medlemmer er alle mellem 18 og 67 år, og består af fysisk og psykisk handicappede samt førtidspensionister. Og interessen for især dagcentrets edb-hold er stor, fortæller Albert Brohauge fra Christianehøj.
 
Edb-holdene er meget efterspurgte, og til februar opretter de igen to hold med hver 5 medlemmer.
I løbet af foråret planlægger man også at introducere medlemmerne til internettet – og her vil der også blive oprettet kurser under AOF.

Ja til spillemænd, foreløbigt nej til sporten
Spillemandsglade bør allerede nu sætte kryds i kalenderen ud for den 4. juni.
Den sommersøndag løber Aldershvilestævnet med masser af musik og dans nemlig af stabelen.
Det blev sikret onsdag, da Folkeoplysningsudvalget gav tilsagn om støtte til det traditionelle arrangement.
 
Derimod må idrætsglade væbne sig med lidt tålmod, inden det bliver afgjort, om der bliver noget ud af planerne om en idrætsnat igen i år.
Dels har Gladsaxe-sportens organisation, FIG, endnu ikke afleveret regnskabet for sidste års natlige begivenheder – og førend det er sket bliver der ikke sagt ja til en ny kostbar nat – og dels har DIF stoppet sit tilskud til idrætsnætterne landet over.
Men mon ikke sidste års rimelige idrætsnatsucces alligevel sikrer sportsfolket endnu en omgang idrætspromovering.
 
Til formålet vil FIG søge om 265.000 kroner.

Vandretur ved Frederiksdal
Få øjenkontakt med en and, bestig snegleformede bakker og opdag kulturhistoriske spor i skoven!
Det lyder måske som teksten fra en kendt sang med Poul Reichhardt, men opfordringen kommer fra amtets naturvejleder, som i næste weekend inviterer på en frisk vandretur ved Frederiksdal.
 
Turen er på 4 kilometer, og går gennem Frederiksdal- og Nybro Skov og Spurveskjul og undervejs vil der blive fortalt historier om Frederiksdal gods, den gamle kobbermølle og Mølleå-kanalens rolle som en del af Københavns befæstning.

CC Gladsaxe: Bekæmp doping
Nogle cykelryttere sover med såkaldte pulsmetre på, så alarmen lyder, hvis pulsen bliver så lav, at der er fare for hjertestop.
Det er der, fordi cykelryttere og mange andre idrætsudøvere i øvrigt bruger doping i så store mængder, at der er risiko for dødsfald.
 
Doping skal bekæmpes, mener cykelklubben CC Gladsaxe, der derfor har taget initiativ til en debataften mandag den 7. februar på Gladsaxe hovedbibliotek. Professor i idrætsmedicin, Michael Kjær, vil holde oplæg med overskriften "Doping – virker det og hvor farligt er det?
 
Aftenen er arrangeret i samarbejde med børne- og kulturforvaltingen i Gladsaxe.

I Kronprinsens slædespor
Gladsaxe-borgere får mulighed for at komme selveste Kronprins Frederik i forkøbet, når Gladsaxe Internationale Venskabsforening i næste uge inviterer til lysbilledforedrag om Nordøstgrønland.
Det er Asger Fredslund Pedersen der fortæller om 38 måneders tjeneste i Slædepatruljen "Sirius" i Nordøstgrønland – samme område som Kronprinsen befinder sig i de kommende måneder.
 
Asger Fredslund Pedersen medbringer hele 200 lysbilleder fra det 160.000 kvadratkilometer store område, og han vil derigennem beskrive slæderejsen, naturoplevelserne, anstrengelserne og det helt specielle fælleskab der opstår mellem mandskabet og deres hunde.
Foredraget om Nordøstgrønland finder sted på Gladsaxe Hovedbibliotek på onsdag.
 
Og Grønland er igen i fokus senere på måneden, hvor det også er Gladsaxe Internationale Venskabsforening der arrangerer foredrag med en af Grønlands mest fremtrædende kunstnere, Christian Rosing.

Mere radio via internet, kabel og æter
Fra mandag bliver radiotilbuddet til Gladsaxe-borgerne markant bedre, idet der vil være udsendelser hele dagen fra kl. 6.30 morgen til 18 på hverdage.
Den stærkt savnede eftermiddagsgenudsendelse af Nyhedsmagasinet kl. 17 vender dermed også tilbage, ligesom flere af de populære musikprogrammer og historiske udsendelser produceret af lokale frivillige kommer til ære og ret igen.
 
Det fuldstændige ugeprogram kan ses i Gladsaxebladet, eller på vores hjemmeside på internettet, som blot hedder www.radiogladsaxe.dk.
På samme adresse er det i øvrigt muligt både at lytte og læse nyheder døgnet rundt. Og som noget nyt er det ligeledes muligt at høre samtaler og reportager fra Nyhedsmagasinet i fuld længde.
 
God fornøjelse, hvad enten signalet kommer via internet, kabel eller via det æterbårne på FM.