Mandag den 19. juni


Sigtet for knivdrab
En 30-årig mand fra Søborg blev i går varetægtsfængslet, sigtet for drabet på en 27-årig bekendt.
Den 27-årige opsøgte lørdag aften den sigtede på bopælen på Buddingevej, medbringende en økse.
Da han nægtede at lukke ham ind, smadrede den 27-årige en rude ved siden af døren, i forsøg på at trænge ind i lejligheden.
Men den sigtede stak en kniv ud gennem ruden og ramte den jævnaldrene i brystet.
Den 27-årige var stadigvæk i live da han blev indlagt på Amtssygehuset i Herlev, men døde senere af blodtabet.
 
I går blev den 30-årige så stillet for grundlovsforhør i retten i Ballerup, sigtet for drab. Han er varetægtsfængslet indtil den 30 juni, og nægter sig skyldig.
 
Ifølge Gladsaxe Politi, skyldes opgøret både nyt og gammelt uvenskab mellem de to jævnaldrene mænd.

Dårligt signal om SSP-samarbejde
"Et dårligt valgt tidspunkt til at skabe signalforvirring om SSP-arbejdet".
Det siger Gladsaxe politis SSP-medarbejder, Bent Nicolaisen, som reaktion på, at skoler i Høje Gladsaxe-området skærer ned på ressourcerne til SSP-samarbejdet.
 
Af besparelsehensyn har 10. klassecentret således helt sparet SSP-kurserne for lærerne væk, mens Høje Gladsaxe skole har reduceret i midlerne til samme slags kurser.
Det er uheldigt, siger Bent Nicolaisen, i en tid, hvor kommunen samtidig opruster med et særligt udrykningshold overfor de unge, og vi i politiet også er ekstra på vagt.
 
Det er op til skolerne selv at fordele ressourcerne, heriblandt altså også til SSP-samarbejde – der ikke opstillet krav fra byrådets side.

Ældrepleje til rengøringsfirma
Det blev Forenede Care, der løb med millionordren med den udliciterede hjemmehjælp i Stengård distrikt.
Det skete for snuden af fire andre tilbudsgivere, blandt andre ISS, der har en lang, og i øvrigt blandet, erfaring med den type service
Hjemmehjælpen, der i dag koster Gladsaxe Kommune 16 mio. kroner at få udført i distriktet, udliciteres som et forsøg, der skal afgøre, om der er penge at hente, uden at kvaliteten sænkes.
Der var næsten dobbelt så stor forskel på det dyreste tilbud og det billigste, som altså Forenede Care kom med.
Forenede Care er i øvrigt en del af selskabet Forenede Rengøring med hovedsæde på Buddingevej i Gladsaxe.
Udliciteringsforsøget ventes igangsat til efteråret.

Gladsaxeborgere skal formentlig sortere affald
"Ups, bananskrællen skal jo i den anden pose".
Sådan kommer en del gladsaxeborgere formentlig snart til at sige til sig selv og hinanden. Efter alt at dømme skal 1500 familier nemlig til at dele skraldet op i to portioner:
Æbleskroge, den sidste klump babymos, en gammel frikadelle og andet, der kan rådne i den éne sæk og alt det andet i den anden.
Gladsaxe Kommune er næsten klar til at indgå i et forsøg med affaldssortering, hvor såkaldt organisk dagrenovation – altså det, der kan rådne – bliver samlet og sendt til et biogasanlæg, hvor det bliver omdannet til gas.
 
Baggrunden for forsøget er populært sagt, at der er for lidt gylle i København. Mange steder i Jylland går det nemlig fint med at bioforgasse husholdningsaffaldet, fordi det bliver blandet sammen med gylle og andre af dyrenes efterladenskaber. Men uden køer og grise er det sværere at bioforgasse salatresterne og de uspiste leverpostejsmadder.
Det betød for nogle år siden, at et stort biogasanlæg i Helsingør måtte lukke, fordi det ikke fungerede ordentligt.
Men nu sætter Miljøstyrelsen altså gang i et forsøg, hvor der skal eksperimenteres med bioforgasning af storkøbenhavnernes husholdningsaffald. For eksempel ved at blande det med industriaffald.
 
Teknik- og miljøforvaltningen i Gladsaxe Kommune foreslår, at Gladsaxe melder sig som forsøgskommune, og sagen skal nu gennem teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget. Først hvis forslaget vedtages, bliver det bestemt, præcis hvilke 1500 husstande, der skal deltage.
 
Gladsaxe Kommune får ikke flere udgifter ved at deltage i forsøget, da regningen skal deles mellem alle de kommuner, der bruger I/S Vestforbrænding. Altså både dem, der deltager og dem, der ikke deltager.

Nyt pointsystem giver større frihed i erhvervsligningen
Erhvervsligningen i Gladsaxe er kommet med i et nyt pilotprojekt, der giver otte forsøgskommuner langt større frihed i behandlingen af selvstændige erhvervsdrivendes selvangivelser.
Normalt er det Ligningsrådet der bestemmer, hvor mange selvangivelser kommunerne minimum skal gennemgå, og dét er gået ud over kvaliteten i sagsbehandlingen. Det nye pilotprojekt derimod, er bygget på et særligt pointsystem, og i stedet for at behandle et bestemt antal sager, skal medarbejderne i erhervsligningen nu opnå en bestemt pointsum.
 
Pointene er fordelt på tre typer af processer, fortæller vicekontorchef i erhversligningen, Michael Koch Hansen. En ligningsmæssig gennemgang, som er den hurtigste af processerne giver 1 point. Her bliver der kigget på et specifikt område, eksempelvis kørselsudgifter.
Hvis medarbejderen derimod går ind og kigger på hele dén gruppe der handler om administrationsomkostninger, dvs. laver en partiel revision, så tager det noget længere tid, og giver derfor 3 point. Endeligt kan erhvervsligningen lave en revision af hele regnskabet – den mest omfattende og tidskrævende behandling. Det giver 12 point.
 
I oversigten fra Ligningsrådet står der, at kommunerne det næste år skal behandle i alt 1084 sager, hvilket svarer til 2121 point. Men i erhvervsligningen i Gladsaxe forventer man "kun" at behandle 878 sager – altså 206 sager færre, fordi man især vil lægge vægten på partiel revision, altså den mere dybdegående og tidskrævende gennemgang.
 
"Målet er ikke at få flere penge i kassen, men jo grundigere der bliver kigget på en sag, des mere kvalitet i sagsbehandlingen", siger Michael Koch Hansen, og det giver tilfredse medarbejdere i erhvervsligningen.
Pilotprojektet, der varer et år, starter den 1.juli – og med i projektet er bl.a. også København-, Skive- og Århus Kommune.

Penge til får
Værebro Fårelaug har udsigt til at få 83.000 kroner fra Agenda 21 puljen.
Teknik og miljøforvaltningen indstiller nemlig, at de både får penge til at bygge hegn og nye overnatningsfaciliteter til moderfåret.
 
Teknik og miljøudvalget holder møde den 19. juni om eftermiddagen.

Større sikkerhed for cyklister
Teknik- og miljøforvaltningen indstiller, at teknik- og miljøudvalget bevilger 105.000 kroner til at forbedre sikkerheden for cyklister, der tramper hen til signalanlægget Stengårds Allé / Kong Hans Allé.
Forslaget går både på at lave en bedre venstresvingsbane for cyklister og et nyt lyssignal.

Navn til ny vej
En ny vej mellem Sydmarken og Gladsaxe Møllevej kommer formentlig til at hedde Knud Højgaards Vej.
Det er firmaet Højgaard og Schultz A/S, der står for byggeriet, og det er også dem, der har ønsket navnet. Hovedstadsområdets Vejnavnesamarbejde har godkendt navnet, der nu er reserveret. Teknik- og miljøudvalget skal nu også godkende navnet.
 
Knud Højgaard er den ene af stifterne af entreprenørfirmaet Højgaard & Schultz. Han levede fra 1878 til 1968.

Lille beløb med stor effekt
Røde Kors får mindst 60.000 kroner ekstra at gøre godt med til hjælpearbejde verden over.
Pengene kommer fra Gladsaxe Teaters forestilling Aladdin i Dyrehaven, hvor 1 kr. pr. solgt billet går til den humanitære organisation.
 
Det er Lyngby-Taarbæk kommunes borgmester Kai Aage Ørnskov, der har besluttet at donere pengene – på opfordring i øvrigt fra PR-manden Christian Have. Hans firma er også reklameansvarlig for Aladdin, og får for reklamestuntet med de 60.000 langt mere omtale end samme beløb ville kunne købe annoncer for.