Torsdag den 22. juni
- Ny uro på Buddingevej 203
- En forkullet campingvogn. En udbrændt bil
og et svedent træ.
- Det er de synlige resultater af de
frustrationer, der i øjeblikket koger på Buddingevej
203, hvor sindslidende, narkomaner og alkoholikere bor
dør om dør.
-
- Stedet har den sidste tid været omtalt
flere gange i Radio Gladsaxe. Dels fordi der i weekenden
skete et drab, hvor en beboer stak en anden ihjel med en
kniv. Dels fordi ordningen med faste støttepersoner og
varm mad to gange om ugen, nu skal fjernes af
sparehensyn.
-
- Da Nyhedsmagasinet i går besøgte
Buddingevej 203, fik vi flere forskellige forklaringer
på de ødelagte ting. De gik lige fra teorier om den
irske befrielseshær IRA til, at det kan være nogle
beboer, der er gået amok i afmagt over weekendens drab
og nedlæggelsen af støttefunktionen.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
torsdag)
- Senere klassedannelse på Marielyst Skole
- Lærerne skal kende eleverne, før de
sætter børnene sammen i klasser.
- Det mener de på Marielyst Skole, hvor man
efter sommerferien som forsøg først vil
sammensætte klasserne for de elever der starter i
børnehaveklasse på den anden side af vinterferien, dvs.
seks måneder inde i første skoleår.
- Formålet er at skabe mere homogene
klasser, med både såkaldt svage og stærke-, rolige og
urolige elever.
-
- Eneste kriterie for klassedannelse i dag
er normalt en ligelig kønsfordeling. Men uden et større
kendskab til børnene, risikerer man en uheldig
sammensætning af elever, siger Jørn West Larsen,
inspektør på Marielyst Skole.
-
- Forsøget med senere klassedannelse er
netop blevet godkendt i Børne- &
undervisningsudvalget, og formanden for udvalget, Karin
Søjberg Holst, siger til Nyhedsmagasinet, at forsøget
måske endda på et senere tidspunkt vil kunne danne
grundlag for klassedannelse på andre Gladsaxe-skoler.
-
- Forældrene til de kommende
børnehaveklasseelever på skolen er blevet orienteret om
det nye initiativ, og også her har der været stor
interesse for forsøget.
- Erstatning for varetægtsfængsling
- Rollerne var byttet om, da Gladsaxe Byret
i går behandlede en særlig retssag.
- En mand, der tidligere selv sad på
anklagebænken, kunne i går forlade retten 10.000 kroner
rigere.
- Han havde blandt andet krævet erstatning,
fordi han uskyldigt blev varetægtsfængslet i ét døgn
for fem år siden.
-
- Dengang blev han dels sigtet for at have
snydt skattevæsnet ved at bringe 400.000 kr ud af
landet, dels mistænkt for at have skaffet de mange penge
ved narkohandel.
- Men manden blev frikendt. Han var
kioskejer og havde tjent de mange penge ved at arbejde
ekstra meget og bruge ualmindelig lidt. For eksempel
boede han som voksen sammen med sine forældre.
-
- Mandens advokat krævede 3700 kroner for
den ene dags varetægtsfængsling, og forlangte derudover
en erstatning på 50.000 kr., som han begrundede med, at
der gik tre år før domsafsigelse. En lang ventetid, der
gav psykiske mén, især fordi presset var ekstra stort,
fordi manden ikke er dansk statsborger, og derfor
frygtede at blive udvist, hvis han blev dømt.
-
- Mandens kone fik også en erstatning på
10.000 kr, og det blev begrundet med samme psykiske
følger som for manden.
-
- Begge var tilfredse med erstatningen.
- Krav om garage i to etager
- En garage i to etager.
- Dét lyder umiddelbart som noget, man kun
har brug for, hvis man har to biler, og den ene har
vinger.
- Ikke desto mindre kræver kommunen måske,
at en husejer på Søborg Hovedgade 53 bygger sin nye
garage, så der både bliver stue og første sal.
- Lokalplanen for Søborg Hovedgade siger
nemlig, at alt nybyggeri skal bygges i mindst to etager,
og hvis husjeren river sin nuværende, faldefærdige
garage ned og bygger en større, gælder det som
nybyggeri.
- Blandt andet derfor har husjeren fået
afslag på sin ansøgning om en ny garage, og nu har han
klaget.
-
- "Jeg kan godt forstå, at han kan
komme i klemme. På den anden side kan det danne
præsedens, hvis vi giver ham dispensation for
lokalplanen", siger formanden for Teknik- og
miljøudvalget, Tove Eckhardt, til Nyhedsmagasinet.
-
- Inden næste møde i Teknik- og
miljøudvalget går politikerne i samlet trop ud for at
se på garagen, så de kan vurdere om, de vil give
dispensation.
-
- Ud over kravet om to etager strider
planerne om den nye garage også mod lokalplanens regler
for byggefelt og husdybde.
- Udfald og udbedring
- Onsdag eftermiddag var der længerevarende
udfald her på kanalen, som følge af arbejdet med den
senere tids lydproblemer på Radio Gladsaxe.
- Problemerne startede for fire uger siden
med et lynnedslag på parkeringspladsen lige bag
radiohuset, og siden da har radioen på det nærmeste
været forfulgt af uheld på lydsiden.
-
- I går blev der så foretaget målinger
på de kabler der forbinder radioen og sendemasten
og derfor blev vi nødt til at lukke radioen ned i
tidsrummet 16 til 17.30 - TeleDanmark har til
gengæld nu fundet og rettet op på fejlen.
- De kommende dage vil derfor gå med
finjusteringer, indtil signalet igen klinger fint og
rent.