Torsdag den 8. juni
- Kidnapningssag fra Gladsaxe genoptages
- Østre Landsret genoptager i dag sagen om
kidnapningen af en kinesisk restauratørdatter i Gladsaxe
i 1998.
- I marts sidste år blev syv mænd af vidt
forskellig etnisk afstamning idømt fra to til syv års
fængsel for at have kidnappet og frihedsberøvet den
kinesiske kvinde i tre døgn.
- En ottende tiltalt mand af tyrkisk
afstamning blev dengang løsladt af retten på grund af
mangel på bevis, men nye oplysninger har fået
statsadvokaturen til at genoptage sagen mod den nu
24-årige tyrker, her mere end to år efter den
dramatiske kidnapning.
-
- Den 18. april 1998 blev den kinesiske
kvinde sent om aftenen tvunget ind i sin egen bil ud for
bopælen på Kildebakkegårds Allé og med tape for
munden kørt til en lejlighed i Vanløse.
- Her blev hun holdt indespærret i tre
døgn, det meste af tiden lænket til en seng.
-
- Ifølge oplysninger til Radio Gladsaxe har
en af de dømte senere fortalt, at den løsladte var
med til den fuldbyrdede kidnapning, hvilket understøttes
af senere nærundersøgelser af telefonaflytninger mellem
sagens personer.
- Ny planstrategi for Gladsaxe Kommune
- Gladsaxe Byråd er klar til at sætte det
rigtig lange lys på.
- Der skal nemlig laves en ny kommuneplan,
Kommuneplan 2001, der er en overordnet målsætning for
Gladsaxes udvikling. Det er også meningen, at borgerne
skal tænke tanker og blande sig i den langsigtede debat.
- I første omgang har politikerne lavet et
forslag til ændringer i Kommuneplan 97.
- Der er to hovedemner, nemlig kvalitet i
bymiljøet og erhvervskvarterernes udviklingsmuligheder.
-
- Afsnittet om kvalitet i bymiljøet handler
blandt andet om, hvordan Gladsaxe kan blive en smukkere
og mere levende by at leve og arbejde i. Det skal for
eksempel ske ved, at der fremover skal stilles strengere
kvalitetskrav til nybyggeri og bygningsændringer.
- Afsnittet om erhvervskvarterernes
udviklingsmuligheder går blandt andet på, at der skal
skabes muligheder for højteknologiske virksomheder og
kontor- og servicevirksomheder i byens tre store
erhvervskvarterer.
-
- Forslaget til den nye kommuneplan bliver
fremlagt til offentlig debat i perioden fra den 8. august
til den 3. oktober 2000, og i den periode bliver byens
borgere opfordret til at komme med skriftlige forslag og
ideer. Så der er altså lagt op til en langvarig debat,
som vi sikkert kommer til at høre mere til.
- Musical om Grevinden af Bagsværd
- Aldershvile Slotsruin danner i disse dage
kulisse til en splinterny musical, frit efter historien
om Grevinden af Bagsværd.
- Det er eleverne fra Bagsværd Friskole der
står bag. 150 entusiastiske børn og unge, fordelt på
alle klassetrin, har de sidste 14 dage arbejdet intenst
for at blive færdige til gårsdagens premiere.
- Musicalen er samtidig afslutningen på
dette skoleår.
- I aften torsdag spiller Bagsværd Friskole
for sidste gang på den udendørs scene i Aldershvile
Slotsruin.