Fredag den 9. juni


Varmestue lukker
Problemerne er store for mange af beboerne på Buddingevej 203 i Gladsaxe.
Nogle er narkomaner, andre alkoholikere eller sindslidende.
En del har problemer med dagligdags ting som at sørge for at få noget ordentligt at spise, eller at forstå et brev fra kommunen.
Derfor har beboerne indtil nu kunnet få særlig hjælp fra i alt fire støttepersoner, der deler en fuldtidsstilling og blandt andet sørger for, at beboerne to gange om ugen kan få varm mad i en fælleslejlighed.
Men nu har flertallet i social- og økonomiudvalget besluttet, at fælleslejligheden skal lukkes, og at der ikke længere skal være tilknyttet støttepersoner til stedet.
 
Baggrunden er et ønske om at spare 200.000 kroner om året i kommunekassen.
Samtidig sparer Københavns Amt også 200.000 kroner.

Fængselsstraf omsat efter fire år i amerikansk statsfængsel
En 38-årig dansk kvinde har i fire år siddet fængslet i USA for narkotikasmugling.
I torsdags omsatte retten i Gladsaxe straffen, og imødegik dermed kvindens ønske om at afsone sin straf i Danmark.
 
Kvinden blev i juli 1996 pågrebet i Miami International Airport, Florida. På sig havde hun godt 5 kg. kokain, indført fra Colombia.
Efter anholdelsen blev hun i juni 1997 idømt op til 57 måneders fængselsstraf for narkotikasmugling, med afsoning i et amerikansk statsfængsel.
På grund af de amerikanske fængselsforhold, der, set med danske øje, betragtes som værende meget barske, søgte kvinden om lov til at afsone straffen hjemme i Danmark.
Men de amerikanske myndigheder nægtede i 1997 at omsætte straffen, fordi sagen stadig var åben, og den danske kvinde tilbragte derfor de næste tre år i et nordøstamerikansk statsfængsel.
 
I torsdags stod kvinden så foran en dommer i retten i Gladsaxe, tydeligvis lettet over at være tilbage i Danmark.
Efter en kort retssag på kun 14 minutter, besluttede dommeren at omsætte fængselsstraffen på 57 måneder til Danmark, hvoraf hun altså allerede har afsonet de fire år i USA.
Anklageren ønskede ikke at begære fængsling, hvilket betød, at kvinden blev prøveløsladt med det samme, evt. med tilsyn af kriminalforsorgen.
Hun skal desuden betale 2200 kroner i sagsomkostninger samt den beskikkede forsvarers salær.
 
Den 38-årige kvinde var lettet, men fåmælt da hun forlod retten.
"Nu kan jeg endelig komme hjem og få noget ordentligt tøj på", var den eneste kommentar..
Hun er gift med en amerikansk mand og har ikke boet i Danmark siden 1990, men planlægger nu at bosætte sig i Gladsaxe.

Sociale udgifter undersøges
Hvad koster de dyreste socialt belastede familier Gladsaxe Kommune?
Det spørgsmål vil Klaus Kjær, medlem af Gladsaxe byråd for Dansk Folkeparti, nu have svar på.
Baggrunden er forlydender i dagspressen om, at familien med de to nu så berømte palæstinensiske børn, Nashra og Nidal, skulle have kostet 200.000 kroner om måneden i sociale foranstaltninger – også i den periode, de boede i Gladsaxe.
 
Klaus Kjær ønsker en liste over familier, der belaster det kommunale sociale system med over 200.000 kroner, med mellem 100.000 og 200.000 kroner og med mellem 50.000 og 100.000 kroner.
"Før end jeg har set listen, har jeg ikke de store kommentarer, men tanken bag er selvfølgelig i sidste ende at finde alternative og billigere muligheder", siger Klaus Kjær til Nyhedsmagasinet.
 
Socialudvalgsformand Erling Schrøder anslår overfor radioen, at op mod halvdelen af de godt og vel 170 udenfor-hjemmet-anbragte børn koster mellem 50.000 og 100.000 kroner om måneden.

Mobilsamtaler kan fælde 7. mand i kidnapningssag
I går genoptog Østre Landsret kidnapningssagen fra Gladsaxe, hvor seks mænd af forskellig etnisk afstamning sidste år blev idømt fængselsstraffe mellem to og syv år, for bortførelsen af en kinesisk kvinde.
Sagen blev genoptaget, fordi en syvende mand måske også var medvirkende. Manden blev ved den første retssag frifundet for manglende beviser, men nye undersøgelser af telefonsamtaler, og det faktum, at en af de dømte har fortalt, at den 24 årige var med til bortførelsen, har altså startet en ny retssag.
 
I Østre Landsret fremførte anklageren en lang række mobiltelefonsamtaler imellem de syv mænd, op til gerningsøjeblikket, som bevisførelse. Samtalerne kunne ligeledes spores til at være planlagt på en cafe i Vanløse. Den 24-årige mand, der er taxachauffør, havde lørdag aften den 18. april 1998, dvs dagen for kidnapningen, haft en travl aften, men mellem kl. 21 og 23 havde han holdt en pause, forklarede han i retten. Det var i dette tidsrum at bortførelsen fandt sted.
 
Den bortførte, en kinesisk restauratør-datter blev tvunget ind i sin bil ved Kildebakkegårds Allèen. Herefter blev hun kørt til en lejlighed i Vanløse, hvor hun blev holdt indespærret i tre døgn, og det meste af tiden lænket til en seng. Kidnapperne forlangte 400.000 kr. i løsesum.
 
Retssagen ventes afgjort i næste uge.

Byggekonsulent tog fejl
I et indslag i Nyhedsmagasinet torsdag udtalte byggekonsulenten fra Gladsaxe Kommune, at beboere fra omsorgscentrene Kildegården og Bakkegården ville blive flyttet til det nye center, når de to gamle centre skal ombygget.
"Den mulighed eksisterer da også, men der er endnu ikke taget beslutning om, hvordan det kommer til at foregå, når Bakkegården og Kildegården skal bygges om til tidsvarende plejehjem", siger socialudvalgsformand Erling Schrøder til Nyhedsmagasinet.
 
"Den forkerte udtalelse i radioen har skabt unødig ængtelse og vi har fået flere henvendelser fra urolige beboere", fortsætter udvalgsformanden, "men jeg kan godt garantere, at ombygningen kommer til at ske så lempeligt som overhovedet muligt for beboerne", siger udvalgsformanden.

Pinseradio
Radio Gladsaxe sender også 2. pinsedag, hvilket betyder at morgenfladen i tidsrummet 7 til 9.30 kommer til at se lidt anderledes ud, i forhold til det sædvanlige program mandag morgen.
Nyhedsmagasinet klokken syv erstattes af "Brecht I Gladsaxe"– et genlyt med en af udsendelserne i programserien "Livet I Gladsaxe".
 
Og fra klokken otte til halv ti er der mulighed for et genhør med programmerne fra de populære sommerferieaktiviteter. Sidste sommer tilbragte en håndfuld børn i alderen 9 til 12 år en uge af deres sommerferie på Radio Gladsaxe. Her fik de til opgave at producere en radioudsendelse, og de unge reportere besøgte blandt andet Gladsaxe Teater og talte om butikstyveri med politiet i Gladsaxe, ligesom de også fik besøg i studiet af en vaskeægte tv-stjerne.
 
God fornøjelse med 2.pinsedag på Radio Gladsaxe.