torsdag den 25.maj


Handelsforeningen Bagsværd By overvejer sagsanlæg mod Grand Prix-helte
Det kunne have været så flot - men stjerneskudet var en fuser.
Når arrangementet Go´Nat Bagværd i morgen løber af stablen, bliver det uden Brødrene Olsen,
Det på trods af, af arrangørerne, Handelsforeningen Bagsværd By, skrev kontrakt med Grand Prix-vinderne for flere måneder siden, og så sent som i torsdags fik bekræftet, at de nye folkehelte, som lovet, ville træde op i Bagsværd.
 
Derfor var det en chokeret handelsforening der mandag morgen fik at vide at koncerten med Brødrene Olsen er aflyst.
Formand Jesper Ryby, er meget skuffet over den sene aflysning og har nu forelagt kontrakten med Brødrene Olsen for handelsforeningens sagfører, der skal se nærmere på, hvorvidt der er tale om kontraktbrud. I så fald vil foreningen overveje at lægge sag an mod de internationale Grand Prix-vindere.
 
Jesper Ryby er dog stadig indstillet på at få det bedste ud af situationen.
Handelsforeningen har brugt det meste af ugen på at skaffe en værdig erstatning for Grand Prix-vinderne, og på rekordtid er det lykkedes foreningen at hyre det danske fest-orkester Diskofil, der er kendt for sine livlige og alternative versioner af populære 70´er og 80´er hits.
Derudover bliver der på dagen et væld af andre aktiviteter og musikalske indslag rundt omkring på torvene i Bagsværd.
"Go´Nat Bagsværd er trods alt meget andet end Brødrene Olsen" siger Jesper Ryby.
 
Men hvad siger du? Er det iorden at Grand Prix-heltene smeder mens jernet er varmt og satser på karrieren i udlandet, eller skulle de i stedet skamme sig noget så gevaldigt over at have vraget det danske publikum.
Ring på Radio Gladsaxes lytterbåndoptager på telefon 39 66 11 11 eller giv din mening til kende via e-mail på adressen radio@gladsaxe.dk.

Groft overfald med køller i Høje Gladsaxe
En ung mand blev søndag eftermiddag offer for et usædvanlig voldsomt overfald på det lille torv i Høje Gladsaxe.
Her sidder han sammen med et par venner og nyder en stille eftermiddagsøl, da han uheldigvis taber en flaske på jorden så den går i stykker. En gruppe af mænd, bevæbnet med køller dukker op og går til angreb med manden – hvorefter de stikker af.
 
Overfaldet var så voldsomt, at offeret stadig ligger indlagt på Amtssygehuset i Herlev med hjernerystelse og dybe flænger, ligesom han nu har mistet hørelsen på det ene øre.
 
Kriminalpolitiet i Gladsaxe efterforsker i øjeblikket sagen – der er ingen forbindelse mellem offer og gerningsmænd, og politiet vil ikke udelukke, at det er en gruppe der kan finde på at begå vold igen.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet)

Selvmordshyppighed højest i Gladsaxe
Dødbringende piller, kniven gennem pulsåren eller et skridt ud foran et buldrende tog.
Gladsaxe er den kommune i Københavns Amt, hvor selvmordshyppigheden er højest.
Hvert år tager gennemsnitlig femten gladsaxeborgere deres eget liv.
Det viser en netop offentliggjort undersøgelse som Embedslægeinstitutionen for Københavns Amt og Frederiksberg har lavet for perioden 1992 til 1997.
 
"Jeg kan ikke give nogen forklaring på, hvorfor antallet af selvmord er særlig højt i Gladsaxe, og det tror jeg heller ikke, der er andre der kan, siger embedslæge Søren Klebak" til Nyhedsmagasinet.
"Men man kan bruge tallet som et springbræt til at gøre noget. Vi vil gøre opmærksom på, at det kunne være et indsatsområde i kommunen", fortsætter han.
 
Aldersmæssigt fordeler selvmorderne fra Gladsaxe sig sådan, at der sker flest selvmord blandt de 45-64-årige og færrest blandt de unge mellem 15 og 24.
Seks procent af selvmordene blev begået af en ung, mens 35 procent blev begået af en midaldrende.
 
Men selv om selvmordshyppigheden altså er højest i Gladsaxe, er den også faldet i kommunen. Den er bare kun faldet 20 procent i Gladsaxe mod 30 procent i Københavns Amt.

Snyd med det offentlige
37 sager om socialt bedrageri i perioden 1991 til ’99 i Gladsaxe er blevet anmeldt til politiet.
Det er alle sager, hvor beløbene overstiger 10.000 kroner, fremgår det af tal fra Gladsaxe Kommune.
Sager under de 10.000 behandles alle administrativt.
Men i socialforvaltningen er der ikke styr på, hvor mange sager, det drejer sig om.
Den uberettigede brug af sociale ydelser er nemlig kun registreret i den enkeltes personsag og ikke centralt i forvaltningen.
 
To af de fem sager, der faldt dom i i 1999, handler om sort arbejde og uretmæssig modtagelse af sociale ydelser – den ene for knap en kvart million kroner, den anden for 65.000 kroner.
 
I de tre øvrige sager er personer startet arbejde samtidig med at have modtaget socialhjælp i to til tre måneder. Her er beløbene på 11, 21 og 28.000 kroner.

Dyr folkeafstemning
ECUen koster kroner. Sådan cirka 800.000 af dem.
Det er i hvert fald den nette sum, det koster at stable hele apparatet omkring afstemningen til september op.
 
Den 28. september skal danskerne tage stilling til eventuel deltagelse i den Økonomiske Monetære Union, og det sker som ved alle folkeafstemninger på skoler og biblioteker rundt omkring i Gladsaxe.
Dét koster altså 800.000 kroner - penge, der skal fiskes op af kommunekassen.

Grønt regnskab for Gladsaxe
Og så er det grønne regnskab for Gladsaxe Kommune udgivet for anden gang.
Her kan man blandt andet finde tal for ressourceforbruget i kommunens institutioner og eksempelvis finde svar på, hvor mange liter vand vuggestuen Andedammen bruger og hvor meget elektricitet den aldersudvidede institution Gnisten anvender.
 
"Et grønt regnskab giver ingen miljøforbedringer i sig selv", skriver borgmester Ole Andersen i forordet.
"Men det er håbet, at det grønne regnskab kan være med til at styrke miljø- og energistyringen på de mange institutioner og dermed medvirke til at reducere det samlede ressourceforbrug til glæde og gavn for miljøet omkring os", fortsætter Ole Andersen.
 
Det grønne regnskab viser blandt andet, at der er meget stor forskel på vandforbruget i de enkelte institutioner. For eksempel bruger hver person på Værebro Skole i gennemsnit 12,3 liter vand, mens gennemsnittet kun er 4,6 liter på Gladsaxe Skole, der har etableret vandbesparende komponenter.