Fredag den 26. maj


Politiker smidt på plejehjemsporten
Emilce Nielsen, byrådsmedlem i Gladsaxe for Enhedslisten, er nu i realiteten blevet frataget hvervet som politisk tilsynsførende på plejehjemmet Egegården.
Den beslutning står et flertal i socialudvalget bag, efter at plejehjemmets leder har sagt sin stilling op i protest mod det, hun kalder den tilsynsførendes undergravende virksomhed og modarbejde.
13 ledere på plejehjemmet har derudover i et brev bedt socialudvalget finde en anden tilsynsførende.
"Emilce Nielsen optræder ensidigt kritisk og med en meget negativ indfaldsvinkel", hedder det blandt andet i brevet.
 
Heller ikke sygeplejerskerne er trygge ved situationen.
"Det er med udtalt undren, at vi i personalegruppen skal miste en så engageret leder på grund af en lokalpolitiker, der tilsyneladende har forfejlet sin mission som tilsynsførende", siger tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne ved Egegården, Pia Jepsen.
Hovedpersonen, Emilce Nielsen, mener sagen handler om, at hun vil til bunds i klager over patientforhold på plejehjemmet.
 
Flere af de mere vægtige klager er blevet behandlet i socialudvalget.
"Der er ikke noget at komme efter – sagerne hører bestemt til i afdelingen for småting og vi har i udvalget blot taget klagerne til efterretning", siger udvalgets formand, socialdemokraten Erling Schrøder.
 
Emilce Nielsen har protesteret mod at blive udskiftet som tilsynsfører og har begæret sagen taget op i byrådet.

Slagsmål efter fodboldkamp
Syv Brøndbytilhængere blev anholdt efter masseslagsmål med politi efter superligakampen på Gladsaxe stadion i aftes mod AB.
Uroen startede omkring Marielyst Bodega på Gladsaxevej, hvor en større flok fodboldfans fra vestegnen yppede til kiv og efterhånden fik sat gang i hærværk og et større slagsmål.
 
Der måtte 18 betjente og syv anholdte til, førend gemytterne var faldet tilstrækkeligt til ro.

Vold på byggelegeplads i Værebro
Det startede med et skænderi mellem drenge og endte med en voldssag i Gladsaxe Ret.
Den 6. april i år blev en 31-årig mand ringet op på sit arbejde af sin 11-årige søn. Sønnen klagede over at en jævnaldrende dreng havde slået ham på byggelegepladsen i Værebro. Faderen kørte straks af sted for at hjælpe sin søn.
Da faderen kom frem, opstod der ballade i computerrummet på byggelegepladsen. Det var den 11-årige dreng, der havde slået sønnen, der opførte sig meget temperamentsfuldt, alt imens han spillede computer. Faren bøjede sig ned mod drengen, og forsøgte at tale ham til rette, hvorefter den 11-årige svingede ud med først den ene, så den anden arm.
 
Den 31-årige mand, der havde sin gravide kone med, forsøgte at beskytte sine briller og kone, og greb resolut fat i drengens arm og tvang den om på ryggen. Så pressede han den 11-årige fremad i stolen.
Hvad der bagefter skete, står ikke helt klart, men faktum er i hvert fald, at drengen bagefter havde en hævelse omkring det ene øje. Noget, der muligvis skyldtes, at han blev presset ind i en radiator, muligvis, at den 31-årige slog ham.
 
I går blev den 31-årige mand dømt for voldsudførelse på den 11-årige. Straffen lød på 20 dagbøder a 500 kroner, til dækning af sagen. Dommen blev godtaget, selv om forsvareren ville have den 31-årige helt frikendt og anklageren anbefalede en strengere straf.

Penge vender hjem
101 mio. kroner er de seneste uger havnet i lommerne på skatteydere i Gladsaxe Kommune.
Det lyder ulovligt, men er såmænd noget af det mest lovlydige, der overhovedet tænkes kan.
Pengene er nemlig blevet betalt for meget i skat sidste år og er altså nu på vej tilbage til der, hvor de hører til – i borgernes lommer.
Det er den skønne tid for årsopgørelser, der er oprunden – skøn for de, der får penge tilbage i hvert fald.
Det gør hovedparten da også. Hele 31.000 borgere skal nemlig dele de 101 mio. kroner.
 
12.000 andre Gladsaxeborgere har til gengæld levet over evne i 1999 og skal betale 60 mio. i ekstra skat.
Der er omkring 53.000 skatteborgere i Gladsaxe og ifølge oplysninger fra skattechef Henrik Pontoppidan, så har kun 3.000 kunnet få indtægt og skat til at gå op i en højere enhed.

Idrætsdag helt aflyst
Vejrguderne gav i går institutionernes idrætsdag kniven.
Da sportsudvalget torsdag morgen hørte vejrudsigten med melding om regn, regn og stærk vind sidst på eftermiddagen, aflyste de arrangementet.
"Vi vil jo gerne have, at det skal være en god dag, hvor der ikke er nogen børn, der fryser og kommer op og skændes. Tærsklerne går jo ned, når vejret er dårligt", sagde en nedbøjet idrætskonsulent, Pia Bagger, i går til Nyhedsmagasinet.
 
Idrætsdagen er helt aflyst. Den bliver ikke flyttet til en ny dag, for den 1. juni er store skiftedag, hvor de ældste børnehavebørn begynder i skolefritidsordningen og de ældste vuggestuebørn bliver børnehavebørn. Og så skulle idrætsdagen planlægges helt forfra, fordi der skulle laves helt nye hold til alle arrangementerne. Derudover mener Pia Bagger, at det kan virke lidt overvældende, hvis børnene, der netop er startet i nye omgivelser, ret hurtigt skal i gang med et stort arrangement som en idrætsdag.
"Derfor holder vi fast i, at idrætsdagen skal afholdes i maj, hvis den skal afholdes, siger Pia Bagger.
 
I år var det 17. gang, idrætsdagen skulle være afholdt, og det er kun anden gang, den bliver aflyst.