Onsdag den 31.maj


Falck strejker
Falck strejker i dag onsdag.
Det får ikke betydning for nødsituationer, hvor man eksempelvis ringer efter en brandbil. Men derimod er det ikke sikkert, man kan få hjælp til mindre problemer, som for eksempel en bil, der er gået i stå.
 
Stationslederen hos Falck i Gladsaxe, Åge Johansen, opfordrer alligevel kunder med Falck-abonnement, der er kommet i vanskeligheder, til at ringe til Falck, så de kan høre, hvad de skal gøre.
Der kan eksempelvis blive tale om at bruge en taxa og senere få udgifterne refunderet, siger Åge Johansen til Nyhedsmagasinet.

Dusør gives: vidner til overfald med køller søges
Fællesdriften af Høje Gladsaxe tager nu affære i sagen om det usædvanlig grove overfald af en beboer forrige søndag.
De har netop udsat en dusør på 5000 kroner for oplysninger, der kan føre til pågribelse af gerningsmændene, og opfordrer i en meddelelse enhver, der har overværet det voldsomme overfald til at henvende sig til politiet.
 
Både afdelingsbestyrelsen og driftsledelsen er dybt bekymret over den voldelige episode, hvor en ung mand en søndag eftermiddag blev overfaldet af en gruppe bevæbnet med køller. Offeret ligger stadig indlagt på sygehuset med dybe flænger, hjernerystelse og mistet hørelse på det ene øre.
 
Kriminalinspektør Palle Sanvig siger til Nyhedsmagasinet, at dusøren er et glimrende initiativ. Politiet arbejder i øjeblikket med efterforskningen, og er naturligvis stadig interesseret i flere oplysninger i sagen, siger Palle Sanvig.

Novo-image i top, trods støj og møg
Novo Nordisk er det danske firma, der viser mest ansvarlighed overfor fabrikkens omgivelser og miljø.
Det siger i hvert fald årets Imageliste fra Børsens Nyhedsmagasin.
Udnævnelsen sker, selvom Novo i Bagsværd sidste år havde tre væsentlige uheld, hvor en containerfuld insulinopløsning løb i kloakken, en ordentlig portion flydende rensemiddel røg ud i Smørmosen og saltsyre strømmede frit ud på jorden fra et hul i et rør.
 
Dertil kommer en lang række klager fra naboer over støj og stank fra fabriksanlæggene.
Alene om natten larmer Novo med mellem 43 og 56 decibel, hvilket svarer nogenlunde til støjen fra telefoner, computere og hvad der ellers befinder sig i et kontorlandskab.
Ifølge Novos egne beregninger vil det koste 8,5 mio. kroner at nedbringe støjniveauet til 40 dB, som ligger lige under støjen fra avislæsning i en dagligstue.
 
På Børsens Nyhedsmagasins Imageliste, der handler om kundetilfredshed og omdømme, indtager Novo en samlet 2. plads blandt landets 200 største virksomheder, kun overgået af A.P. Møller.
Blandt Gladsaxes øvrige store virksomheder ligger Velux på en 13. plads, Sophus Berendsen er drattet 112 pladser ned til nummer 171, i øvrigt efterfulgt af Danmarks Radio på plads 172. Listen er udarbejdet på baggrund af over 100.000 vurderinger lige fra ledelse, over miljø, til samfundsmæssig betydning.

Penge til nødtelefoner
Organisationen Børns Vilkår får nu økonomisk støtte fra Gladsaxe Kommune til de to landsdækkende rådgivninger, Børnetelefonen og Forældretelefonen.
Telefonerne er bemandet med voksne fagpersoner, der arbejder frivilligt.
Pengene, 4.000 kroner i år, bliver da også taget fra den pulje på 300.000 kroner, der i år er afsat til frivilligt socialt arbejde.
 
Børnetelefonens nummer er 35 55 55 55, og Forældretelefonen er 35 55 55 57.