Fredag den 10. marts
- Lærerprotester mod forringet budget
- De var godt og grundigt mukne, de små 200
folkeskolelærere fra Gladsaxe, der tirsdag var til den
årlige generalforsamling.
- Mukkenheden er rettet mod byrådet, der
efter lærernes mening sparer på en række vitale
områder.
- I en udtalelse fra generalforsamlingen
hedder det, at budgettet vil resultere i færre
vikartimer, færre holddelingstimer, ringere
efteruddannelse af lærerne, forringet skole- og
ungdomsvejledning, ringere tilsyn med faglokaler og
færre timer til mødevirksomhed.
- Lærerne opfatter byrådets budgetlægning
som en bevidst nedprioritering af folkeskolen.
- Ifølge lærerne, så bruger byrådet
også den nye overenskomst til at finde besparelser
svarende til 21 stillinger, hvilket de anser som værende
en helt urimelig personalepolitik.
-
- Formanden for børne- og
undervisningsudvalget, socialdemokraten Karin Søjberg
Holst, er ikke overrasket over lærernes udtalelse.
- "Vi har omlagt budgettet, men
om udmøntningen så kommer til at forme sig sådan, som
lærerne forestiller sig, det kan jeg vanskeligt sige
noget om, den enkelte skole bestemmer jo selv langt hen
ad vejen", siger udvalgsformanden til
Nyhedsmagasinet.
-
- Der er ansat omkring 700 lærere på
Gladsaxe Kommunes 14 folkeskoler.
- Uenighed om brugerdemokrati
- Det mere positive brugerdemokrati faldt
med et brag, i hvert fald i den form, som Dansk
Folkepartis medlem af Gladsaxe byråd, Irma Henriksen,
havde valgt at forelægge det i.
- Byrådets flertal forkastede nemlig onsdag
Irma Henriksens lange række af forslag, spændende fra
opsættelse af ris- og ros-kasser på socialkontorerne
til udskiftning af sagsbehandler efter borgerens
forgodtbefindende.
- Flertallet fandt, at flere af de i alt
otte forbedringsforslag enten allerede var effektueret
eller ville være meget uhensigtsmæssige at sætte i
værk.
-
- Irma Henriksen selv synes afstanden
mellem byrådspolitikeren på de bonede gulve og borgeren
er blevet for stor.
- Ulovlige kædebreve via e-mail
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går,
så er de såkaldte pyramidespil igen ved at blusse op
herhjemme. Men de er ikke alene om at friste med lettjente
og hurtige penge.
- Ulovlige kædebreve sendt via e-mail er
også et fænomen der er begyndt at dukke op, fortæller
vicekriminalinspektør Ole Andreasen fra Gladsaxe Politi.
-
- Det typiske kædebrev indeholder som regel
et løfte om en form for indtjening, og afsenderen gør
meget ud af at fortælle om brevets troværdighed. Men de
er som regel ikke skrevet særlig professionelt, der er
mange gentagelser, og budskabet om lettjente penge lyder
som regel helt usandsynligt, siger Ole Andreasen.
-
- Seneste ulovlige kædebrev i omløb er en
e-mail med henvisning til computergiganten Microsoft.
Brevet lover store beløb, 245 dollars, for hver person
man videresender det til og yderligere 243 dollars
for hver gang dén person videresender den pågældende
e-mail.
- Glasklar afgørelse
- Det kan godt betale sig at engagere sig i
det lokale liv, ikke mindst når der er politiske
beslutninger på vej fra Gladsaxe byråd.
- Det viser to glasklare afgørelser fra det
senste byrådsmøde, hvor en repræsentant for Søborg
Grundejerforening var på talerstolen for at opponere mod
krav i et nyt lokalplanforslag.
- Specielt er grundejerforeningen utilfreds
med et krav om glasdækkede udestuer, der fordobler
byggeprisen og gør stuerne ulideligt varme om sommeren.
-
- Argumenterne fra Søborg Grundejerforening
var med til at få politikerne til at udsætte
lokalplansagen for endnu engang at se på problemet med
de glasdækkede udestuer.
- En lokalplan for et område omkring Peder
Hesselsvej i Haspegård kvarter, der også indeholder
krav om udestueglas blev taget af dagsordenen af samme
grund.
- Kommuneshopping aktionen starter onsdag
- Nu strammes nettet for alvor om borgere,
der svindler med offentlige midler.
- Nedtællingen til den store
kommuneshopping aktion er i gang, og fra på onsdag den
15. marts, og et år frem, skal 2 medarbejdere
udelukkende beskæftige sig med at finde frem til og
bekæmpe socialt bedrageri.
-
- Kommuneshopping, som socialt bedrageri
populært kaldes, koster hvert år kommunerne store
summer, og netop derfor gør man nu flere steder i landet
en ekstra indsats for at komme svindlen til livs. Og i
Gladsaxe har man altså nu ansat 2 medarbejdere på dén
konto en socialformidler og en skatterevisor.
-
- Som vi tidligere har fortalt i
Nyhedsmagasinet, planlægger man i den forbindelse at
tilbyde borgerne frit lejde i en hel måned. Der vil der
være mulighed for at få bragt forholdene iorden - hvis
man nu skulle have glemt at melde adresseændring, eller
uberettiget modtager sociale ydelser fra det offentlige
uden at det får nogen form for økonomiske
konsekvenser.
-
- Forslaget om Frit lejde aktionen skal
endelig godkendes på Økonomiudvalgets møde næste
tirsdag.
- Flere to-sprogede i Gladsaxe søger gymnasiale uddannelser
- Antallet af to-sprogede elever i Gladsaxe
der søger de gymnasiale uddannelser, er markant højere
end i flere andre dele af landet.
- Godt 77% af de to-sprogede elever fra
Gladsaxe søger ind på en gymnasial uddannelse, dvs.
gymnasiet, HF, HHX eller HTX. I nabokommunerne og
Københavns Amt er det kun 61%, og på landsplan søger
gennemsnitligt 63,6%. Men, interessen blandt de
to-sprogede for de gymnasiale uddannelse er altså
betydeligt større i Gladsaxe.
-
- Anderledes ser det ud, med søgningen til
erhvervsuddannelserne. Her ligger Gladsaxe nemlig, med
23,1% betydeligt under både landsgennemsnittet og
nabokommunerne som tæller et sted mellem 36- og 38% af
de to-sprogede elever.
-
- Tallene og udviklingen var i øvrigt til
debat forleden på Integrationsrådet i Gladsaxe´s andet
møde.