Fredag den 24. marts
- Byrådsmedlem kræver aktindsigt i sagen om Somalisk Forenings manglende tilbagebetaling
- Irma Henriksen, medlem af byrådet for
Dansk Folkeparti, går nu videre med sagen om Somalisk
Forening til Gladsaxes borgmester, Ole Andersen.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går,
så har foreningen i en periode på snart to år tjent
penge på for meget i udbetalt deltagertilskud.
Foreningen har ikke overholdt aftaler om tilbagebetaling
af de overskydende penge, 2.836,69 kr., og har i det hele
taget ikke fremlagt nogen form for regnskab som
dokumentation.
-
- Irma Henriksen mener, der er tale om
lovbrud. Og efter at have drøftet sagen på
folkeoplysningsudvalgets møde onsdag, går hun nu til
borgmesteren, for at få aktindsigt, og svar på, hvad
der er gjort for at inddrage de penge, Somalisk Forening
har fået udbetalt i for meget deltagertilskud.
-
- Sagen havner senere i Kultur- Fritids- og
Idrætsudvalget - som bl.a. tæller Irma Henriksen.
- Og her vil hun stille forslag om, at sagen
om den manglende tilbagebetaling nu overgår til inkasso.
- To unge dømt for vold i skolegård
- En 15-årig folkeskoleelev fra Mørkhøj
blev i går dømt for gadevold.
- Han og en 17-årig kammerat, der også
blev dømt, havde den 13. februar i år sparket en anden
dreng, der sad på en bænk i skolegården på Mørkhøj
Skole.
- Drengen blev blandt andet ramt i hovedet
og på kroppen, men der skete ikke noget alvorligt med
ham.
-
- I retten fortalte den 15-årige, at han og
seks andre om aftenen ved otte-tiden var gået forbi
Mørkhøj Skole, da de pludselig hørte stemmer. Den
17-årige havde lånt en lommelygte og lyst op i
ansigterne på dem, der sad i skolegården. "Det var
ham, der smadrede min fætter", sagde han.
- Og så var nogle af drengene ifølge den
15-årige blevet enige om, "at give ham en lille
smule røvfuld".
- Den 15-årige indrømmede at have sparket
drengen to gange, mens den 17-årige indrømmede at have
sparket ham tre gange.
-
- "Det er ganske alvorlige
omstændigheder. Der var tale om meningsløs, uprovokeret
gadevold. Og det er alvorligt, at flere har gjort det i
forening", sagde anklageren, Michael Hansen.
- Alligevel slap de to drenge med en
betinget dom på 40 dages fængsel, fordi de er så unge.
En betinget dom betyder, at den kun udløses, hvis de
unge begår ny kriminalitet af samme art.
- "Der hænger 40 dages fængsel over
hovedet på jer, det næste år, så I må virkelig passe
på", formanede dommer Hans Christian Poulsen.
- Og da den 17-årige efter retssagen gav
hånd til forsvarer, anklager, dommer og domsmænd fik
han flere formaninger. "Pas nu på".
-
- Ud over de to dømte blev en tredje dreng
frifundet, fordi det ikke kunne bevises, at han havde
været med til at slå eller sparke, og han selv sagde,
han ikke havde gjort noget.
- En mio. dårlige læsere
- Er du over 44 år, ser du meget fjernsyn,
læser du ikke i fritiden og har en lav indkomst?
- Så er der stor sandsynlighed for, at du
hører til blandt de 2-300.000 danskere med de dårligste
læse- og regnefærdigheder.
- Det viser udvalgte resultater fra en
rapport om læse- og regnefærdighederne i 20 lande, der
ventes offentliggjort til sommer.
-
- Danmark hører godt nok til i det øverste
færdighedslag samlet set, men undersøgelsen
konkluderer, at omkring en mio. danskere ser ud til at
have brug for at få forbedret deres færdigheder.
- VUC i Gladsaxe har længe tilbudt
basiskurser på et niveau lige under 7.-8. klassetrin,
men der er stort ingen søgning, siger souschef Bent
Thomsen fra voksenundervisningscentret.
- Centret har årligt omkring 2.000 elever,
men næsten alle går enten på kurser svarende til
folkeskolens afsluttende år eller HF-niveauet.
- VUC tilbyder derudover et for alle ganske
gratis 70-timers kursus i basale færdigheder.
-
- Den sammenlignende analyse fortæller i
øvrigt at læsning smitter.
- Børn i familier med veluddannede
forældre, der ser deres forældre læse, bruger nemlig
selv i gennemsnit mere tid på læsning.
- Bag undersøgelsen står Amternes og
Kommunernes Forskningsinstitut.
- Tomme lokaler provokerer til hærværk
- Efter længere tids forholdsvis fred og ro
i Høje Gladsaxe-området er der igen begyndt at være
uro.
- Op til weekenden blev der således smadret
termoruder på det gamle ordblindeinstitut for et beløb
på ca. 30.000 kroner.
-
- Den del af bygningen, der også huser
kommuneskolen, ejes af Københavns amt, der nu gennem
flere år har ladet lokalerne stå tomme på grund af
indeklimaproblemer.
- Amtet forsøger stadig at sælge
bygningen, men en sandsynlig regning på et to-cifret
millionbeløb for at få bragt indeklimaet i orden har
indtil videre holdt seriøse købere væk.
-
- En i længden uholdbar situation i
bestræbelserne på at give området et kvalitetsmæssigt
løft i form af pæne og vedligeholdte bygninger - de
tomme lokaler står nemlig nærmest og skriger på
hærværksfolk
- Konservativ ønsker debat om finansieringen af Radio Gladsaxe
- Finansieringen af Radio Gladsaxe er emne
for et debatoplæg i det seneste nummer af C-orientering,
medlemsbladet for det konservative folkeparti i Gladsaxe.
- Her stiller et af partiets medlemmer
spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i det hele taget er en
kommunal opgave at finansiere stationen. Radio Gladsaxe
er landets eneste kommunalt ejede lokalradio, og er ikke
reklamefinansieret, som det er tilfældet med de øvrige
danske lokalradioer.
-
- Men hvorfor skal det egentlig være
sådan, spørger den konservative E.P.Hansen i sit
indlæg. Kunne man forestille sig en hel eller delvis
privatfinansiering af radioen, og så i stedet bruge de
kommunale penge til andre formål, som eksempelvis
reparation af hullede veje her i kommunen?
-
- Det konservative partimedlem slår i
øvrigt fast, at han på ingen måde ønsker Radio
Gladsaxe lukket, men blot ønsker en åben debat om
alternative finansieringsmuligheder for denne
radiostation.