Mandag den 27. marts


Vælgerforening: Lad nydanskerne komme til os
Politisk foreningsarbejde er vejen til bedre integration.
Det mener i hvert fald Bagsværd socialdemokratiske vælgerforening.
"Vi vil ikke bidrage til at mistænkeliggøre eller true de unge med udvisning blot på grund af anden etnisk baggrund", siger foreningens formand Lars Poulsen.
"Vi vil i stedet opsøge dem i boligområderne og i samarbejde med integrationsråd og lokale foreninger forsøge at ansvarliggøre dem og vække deres politiske interesse – det vil lette integrationen", mener foreningen.
 
Den nye politiske kampagne kommer til at ske i samarbejde med Søborg socialdemokratiske vælgerforening, der dækker et af de to kerneområder, Høje Gladsaxe.

Planer om transportstyring møder konservativ modstand
"Det offentlige skal ikke blande sig i, hvordan medarbejderne kommer til og fra arbejde", mener det konservative medlem af teknik- og miljøudvalget, Henrik Sørensen.
Transportstyring på virksomheder i forbindelse med hjem/arbejdsplads-transport, er titlen på et nyt projekt, som skal få medarbejdere i Gladsaxe til at benytte cyklen, de offentlige transportmidler eller delebiler når de skal til og fra arbejdet. Alt sammen med det formål, at reducere antallet af biler på vejene.
 
I projektet gemmer sig en række initiativer, bl.a. omkring samkørsel.
Der findes i øjeblikket to såkaldte pendler-databaser på internettet, - den ene er hos KRAK og den anden hos vejdirektoratet – og databasen er et samlingssted for medarbejdere, der søger eller tilbyder samkørsel til og fra arbejde. Men også kommunerne kan tilmelde sig, og være med til at markedsføre idéen om samkørsel overfor borgerne.
Og Foreningen af tekniske chefer i Storkøbenhavn har netop besluttet at anbefale, at bl.a. Gladsaxe Kommune tilmelder sig begge databaser.
 
Men forslaget om transportstyring møder altså modstand hos det konservative medlem af teknik- og miljøudvalget, Henrik Sørensen, der mener, det må være op til medarbejderne selv, at planlægge deres vej til og fra arbejde.
 
Næste gang projektet er til behandling er på Økonomiudvalgets møde i morgen tirsdag.

Nye penge – og nye aktiviteter i Ungdomspuljeudvalget
En café, et modeshow og et stort anlagt livearrangement.
Ungdomspuljeudvalget har nu taget sin opgave op til revision, og givet sig selv et regulært spark bagi.
Manglende interesse for udvalget har i en periode resulteret i en vis modløshed, men nu er Ungdomspuljeudvalget klar til at give den en skalle igen, og de unge har, i fællesskab, fundet ud af, hvad de vil satse på af aktiviteter i år 2000.
 
En af idéerne går på at indrette en café i Det Politiske Ungdomshus i Søborg. Her vil udvalget arrangere fodboldaftener, stand-up comedy aftener og fortælleraftener – men først og fremmest skal stedet danne ramme om regulære caféaftener, hvor unge mødes for at være sammen.
Derudover planlægges et modeshow, hvor det er unge selv der sammensætter tøjet og går cat-walk på podiet.
Endeligt vil Ungdomspuljeudvalget gerne følge op på idéen med lys-levende musik på Høje Gladsaxe Skole. I 1998 gav gruppen Infernal koncert på skolen, hvilket blev en stor succes dengang.
 
Udvalget har af Folkeoplysningsudvalget fået bevilget i alt 100.000 kroner til afvikling af arrangementerne – ud af de penge lægges ca. 20.000 i en puljekasse, som andre Gladsaxe-unge så kan søge midler fra til arrangementer.
Men penge, der altså samlet set skal være med til at puste nyt liv Ungdomspuljeudvalgets aktiviteter.

Udestuer af glas og plast
Udestuer af glas er ikke lige sagen for Søborghave Grundejerforening.
Det gav foreningens formand klart udtryk for ved seneste byrådsmøde på Gladsaxe rådhus, hvor et nyt lokalplanforslag for området var til behandling.
Byplanlæggerne har foreslået, at udestuer skal udføres helt i glas for at give området et ensartet udseende, men grundejerne vil godt have flere muligheder for materialevalg.
Og det får de.
 
Byrådet udsatte nemlig punktet, og fik teknikerne til at se på sagen endnu en gang.
Det har resulteret i et nyt forslag, der læmper lidt på kravene.
For selvom facader stadig skal udføres i glas, så kan tagene på udestuer være enten af glas eller af klare plane plastplader.
 
Lokalplanforslaget skal nu igennem en ny politisk behandling.

Ros til Dinas Bog
Når folkene bag Gladsaxe Teater klipper avisanmeldelserne af Dinas Bog ud, smiler de sikkert.
For efter de fine anmeldelser af Piraterne fra Penzance, har Gladsaxe Teater nu igen fået ros på tryk.
Denne gang er det Marianne Mortensens monolog, der bygger over Herbjørg Wassmos kendte roman, Dinas Bog.
De 500 sider er kogt ned til fem kvarters monolog, og det store persongalleri er skrumpet ind til Marianne
Mortensen, der i rollen som Dina fortæller historien.
"Marianne Mortensen spiller hende rent og skarpt", skriver Henrik Lyding fra Jyllands-Posten.
 
Også Politiken har ros til Marianne Mortensens præstation:
"Marianne Mortensen tuder som en ulv, kaster sig i mudderet og flår kjolen af sig i rituelle afmagtshandlinger. Det gør virkelig avs. Dog ikke konstant på publikum, selv om dampen står og celloen synger om Dinas ulykkelige hoved", skriver Lise Garsdal.
 
Berlingske Tidende kalder det en fin, fin præstation, selv om Per Theil gerne ville forføres lidt mere.
"Der er mere sjæl end natur i hende. Der rides meget, og der tales meget om hest. Men hørmen af hestekvinde? Jeg kan ikke lugte Marianne Mortensen godt nok", skriver han.
 
Dinas Bog spiller på Væksthusscenen på Gladsaxe Teater frem til den 7. april. Derefter rykker den til Jomfru Ane Teatret i Aalborg og på turné.