Mandag den 6.marts


Boliger uden bad og toilet
Lokum i gården. Det er noget, de fleste skal på museum for at se, men er rent faktisk også hverdagskost for beboerne i mindst otte boliger i Gladsaxe.
Det viser en ny undersøgelse, der er lavet med henblik på at få lavet tidsvarende boliger.
De otte boliger uden toilet har selvsagt heller ikke noget bad, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for 330 andre boliger i kommunen.
 
Ejerne af de utidsvarende boliger opfordres nu af Gladsaxe Kommune til at få bragt sagerne op på nutidig standard.

Danskernes kostvaner under lup i ny rapport
For fedt, for sødt, for lidt grønt, fisk og kulhydrater! Sådan beskrives danskernes kostvaner, i en ny rapport fra Fødevaredirektoratet, baseret på den seneste store kostundersøgelse gennemført i 1995.
 
De unge op til 24 år spiser i store træk som resten af befolkningen, men et nyt kostmønster er alligevel på vej. De 1- til 14 årige har i dag et mere regelmæssigt måltidsmønster end unge mellem 15 og 24 – en tredjedel af den årrække springer f.eks. morgenmaden over 2 gange om ugen, og mere end halvdelen spiser kun sjældent frokost.
De unges foretrukne frokost er en blanding af traditionelt smørrebrød, pizza eller burger – og alt dette skylles som regel ned med enten sodavand eller kaffe.
Pizza og burger er også blandt favoritterne på aftensmenuen hos de unge, sammen med traditionelle retter som frikadeller, pølser og millionbøf - men 15% spiser slet ikke grøntsager som tilbehør.
 
De voksne derimod spiser i store træk som de gjorde det for 10 år siden. Traditionel varm aftensmad som hakkebøf, kylling og boller i karry, serveret med vand eller vin.
De yngre voksne spiser mere uregelmæssigt end de ældre - 40% af de 25- til 64 årige og hele 60% af de 65- til 80 årige spiser både morgenmad, frokost og aftensmad alle ugens dage.
 
Resultatet af undersøgelsen viser altså, at den danske kost er for fed, men trods alt mindre fed end for 10 år siden. Kun 10% af befolkningen lever i dag op til, at højst 30% af energien bør stamme fra fedt. Indholdet af kulhydrater i maden er generelt for lavt, og sukkerindholdet for højt, især blandt børn.
 
I år starter Fødevaredirektoratet sin tredje store kostundersøgelse, hvor danskerne over en uge skal registrere deres kost og måltidsvaner i en kostdagbog. Dén undersøgelse skal løbe over tre år.

Amatørstøtte i fare
ABs amatørafdeling kan ikke længere betragtes som en non-profit forening og står derfor til at miste det kommunale tilskud, fordi kommunen ikke længere kan være sikker på, hvad der støttes.
Det siger forstander i forvaltningsret Oluf Jørgensen til Berligske Tidende.
 
Moderklubben AB, der er lig med amatørafdelingen, købte alle A-aktierne da AB A/S blev en realitet. Ved den handling foretog amatørerne en kommerciel investering, og det gør måske den kommunale støtte ulovlig.
 
Den ny indenrigsminister Karen Jespersen har nu lovet en gennemgribende undersøgelse af kommunernes støtte til stadion, amatørforeninger og børsnoterede klubber.

Daginstitutioner til gavn for sent-arbejdende forældre måske på vej
En arbejdsdag fra tidlig morgen til sen aften harmonerer ikke rigtigt med daginstitutionernes åbningstider. Men nu er der måske håb forude for sent-arbejdende forældre.
Som vi tidligere har fortalt i Nyhedsmagasinet, har Daginstitutionsrådet på opfordring af Børne- og Undervisningsudvalget udarbejdet et forslag til et spørgeskema, som skal undersøge behovet for én eller flere daginstitutioner med udvidet åbningstid helt til klokken 21.
 
Spørgeskemaet skal sendes til 1000 tilfældigt udvalgte familier med børn i alderen 0 – 5 år, og familierne skal blandt andet svare på, om de er villige til at betale en merforældrebetaling på ca. 200 kroner om måneden for en institution med udvidet åbningstid, og om også de vil være interesserede, hvis det betyder, at børnene måske skal overflyttes til an anden institution, eventuelt i en anden kommune.
 
Det er især de butiksansatte forældre der har svært ved at tilpasse de nuværende åbningstider i dagligdagen.
 
Spørgeskemaet er nu behandlet og indstillet af Børne- og Undervisningsudvalgets, og skal videre til drøftelse på Økonomiudvalgets møde i morgen tirsdag.

Ekspertkritik
Mange medier bruger i stor grad kun eksperter til at fremme egne bombastiske vinkler og synspunkter og ikke til at nuancere og udvide journalistiske historier, så modtageren selv kan tage stilling.
Den holdning kommer til udtryk i en artikel i tidsskriftet Social Kritiks nyeste nummer.
Med udgangspunkt i bl.a. Vadstrupgårdsagen tager artiklen et opgør med mediernes brug af eksperter – og eksperternes brug af medier.
 
Når medier bruger eksperten er vedkommende for det meste uden indflydelse på dén sammenhæng og overskrift, hvorunder udtalelserne kommer.
Når eksperter bruger et medie er det oftest i en form, som eksperten selv kan stå inde for, eksempelvis en kronik eller et radioforedrag, altså ekspertens eget produkt.
 
Der er mere klogskab at hente om de to typer eksperter og medier i martsnummeret af Social Kritik.

Dyst på paratviden om det forgangne årtusind på Ungdomsskolen
Når Gladsaxe Ungdomsskole igen i år inviterer til festdag, som afslutning på vintersæsonen, er det under temaet "Tilbage Til Fremtiden". Men glem alt om 80´ernes store biografhit af en ungdomsfilm – "Tilbage Til Fremtiden" er i dette tilfælde en dyst på viden og færdigheder, inspireret af det forgangne årtusindes begivenheder og personligheder. De unge elever bliver undervejs i dysten præsenteret for personer som Gorm den Gamle, Robin Hood og også HC Andersen slår et smut forbi Gladsaxevej og den festende Ungdomsskole.
 
Hele dagen er skolen åben for besøgende, og der sluttes med fest for den hårde kerne frem mod de sene nattetimer kl. 2.
 
Festdagen løber af stablen lørdag den 11. marts.