Tirsdag den 7. marts


Ingen kvinder i absolutte topstillinger i Gladsaxe Kommune
Hvis Gladsaxe Kommune var en krop ville den have skæg og lakerede tånegle.
De ansatte i kommunen fordeler sig nemlig sådan, at der er flest kvinder i bunden og flest mænd i toppen.
Selv om tre ud af fire ansatte i Gladsaxe Kommune er kvinder, er alle forvaltningscheferne mænd. På trin to i kommunens pyramide – i stillingen som forvaltningssouschef – er 60 procent mænd og 40 procent kvinder.
Det viser ligestillingsredegørelsen for Gladsaxe Kommune 1999 som vi har kigget i i anledningen af kvindernes internationale kampdag i morgen.
 
Gladsaxe Kommune er langt fra den eneste kommune, hvor alle forvaltningschefernes taler med dybe mandestemmer mens de fleste almindelige medarbejdere har lyse kvindestemmer.
85 ud af 190 kommuner har også skrevet 0 ud for antallet af kvindelige forvaltningschefer, fortæller Kim Kort.
Han er fuldmægtig i ligestillingsrådet og sammenligner alle kommunernes ligestillingsredegørelser.
Kim Kort fortæller dog også at andre kommuner har mere succes med ligestillingen end Gladsaxe Kommune.
 
Gladsaxe Kommune har netop nu opslået to topstillinger. Den ene er som socialdirektør. Den anden er som vicesocialdirektør.
Når de blive besat kan det måske rykke ved kønsfordelingen, siger Svend Erik Haase, der er formand for Gladsaxe Kommunes ligestillingsråd.
I stillingsopslaget bliver både kvinder og mænd opfordret til at søge .

Konservativ: Undersøgelse af tilsyn med plejehjem
Den konservative gruppe i Gladsaxe byråd vil nu have sat gang i en undersøgelse af, hvordan de lovpligtige tilsyn med plejehjemmene er tilrettelagt og praktiseres.
Udgangspunktet er den offentlige debat om, hvorvidt kommunalbestyrelserne fortsat skal have ansvaret for den lovpligtige tilsyn med plejehjemmene.
 
Lars Abel, konservativt byrådsmedlem mener, en undersøgelse vil give lejlighed til at feje for egen dør her i Gladsaxe, hvor han mener, der kan blive tale om en opstramning.
 
Spørgsmålet om de lovpligtige tilsyn med plejehjemmene stilles på byrådsmødet onsdag aften – Radio Gladsaxe transmitterer direkte fra kl. 18.

Forbedrede budgetoverførselsmuligheder
Decentrale institutioner med egen brugerbestyrelse under Gladsaxe Kommune får nu lov til at overføre ubrugte driftsmidler fra det ene budgetår til det andet.
Sådan har det også fungeret hidtil, vel at mærke, hvis der samlet set har været overskud på hele den pågældende forvaltnings budget.
Det har der langt fra været de seneste år på socialforvaltningens budget, hvor især udgifterne til børn og unge anbragt udenfor hjemmet er eksploderet.
Det har givet to-cifrede millionbeløb i budgetunderskud.
 
Derfor har eksempelvis fritidsklubben SOVI for fysisk og psykisk handicappede børn og unge ikke fået lov til at overføre opsparede og uforbrugte beløb.
Det har SOVI klaget til Tilsynsrådet over og fået skabt så meget blæst omkring problemet, at der nu lægges op til en ændring.
 
I hvert fald tages første skridt på vejen i dag, hvor politikerne i økonomiudvalget skal diskutere forslaget om overførselsgaranti til de decentrale institutioner.

Olieforurening koster én million
1.000 ton jord skal graves op og køres til rensning efter fundet af en større olieforurening på Transformervej i Mørkhøj Erhvervskvarter.
I første omgang viste undersøgelser fund af flygtige olier, der kan udrenses af jorden på stedet.
Men ved nærmere eftersyn viste forureningen sig at være så alvorlig, at et 10 x 15 meter stort område skal graves op i fire meters dybde – i alt 600 m3 svarende til ca. 1.000 ton.
 
Forureningsbekæmpelsen kommer til at koste godt og vel én mio. kroner.

Endnu et forslag til nyt Søborg Torv
Søborg Torvs fremtidige udformning bliver nu igen taget op af Gladsaxe Kommune.
Forslagene og planerne for torvet har været mangfoldige det seneste årti, sidst med en arkitektkonkurrence med et flot vinderprojekt.
Eneste problem var blot, at det var alt for dyrt i forhold til det afsatte beløb til renovering af torvet på 11 mio. kroner.
Siden har de kommunale arkitekter og ingeniører set nærmere på de eksisterende forhold på torvet og er nu ved at barsle med et nyt projekt.
Det skal teknik- og miljøpolitikerne diskutere på deres møde næste mandag.

Bedre servicering af publikum på Gladsaxe Stadion
Gæster på Gladsaxe Stadion, nok især i forbindelse med AB´s superligakampe, har hidtil måttet finde sig i alenlange kødannelser ved stadions udskænkningssteder – til stor irritation for de pølsehungrende eller øl-trængende stadiongæster.
Men nu har BBP Arkitekter udarbejdet et idéudkast til nyindretning af udskænkningsstederne, så kødannelsen mindskes, og serviceringen af publikum på stadion bliver bedre.
 
Idéudkastet blev fornylig godkendt af Kultur- Fritids- & Idrætsudvalget, og nu starter så iværksættelsen af arbejdet.
De forbedrede forhold indgår som en helhed i det ny-udbyggede stadion.
 
Alle omkostninger i forbindelse med nyindretning af Gladsaxe Stadions udskænkningssteder står AB a/s selv for.