Torsdag den 9. marts


Pyramidespil lænser unge for store beløb
"Det burde være kriminelt".
Sådan siger vicekriminalinspektør Ole Andreasen, Gladsaxe Politi, om en genopblussen af de såkaldte pyramidespil, hvor folk lokkes til at indbetale store beløb mod en endnu større forventet indtjening.
Dén kommer som belønning, hvis deltageren kan skaffe nye indbetalere – og sådan bliver det ved, indtil kæden knækker og størsteparten står med en lang økonomisk næse.
 
Falske stillingsannoncer og firmanavne tages i brug, når især unge lokkes til pyramidespillet.

Ideologisk debat om Agenda 21
"Lallende ideologisk kommissærarbejde".
Jo, kritikken var kras og omfangsrig fra borgerlig side, da Gladsaxe byråd i aftes behandlede den kommunale Agenda 21-indsats.
Agenda-begrebet blev skabt ved den såkaldte Rio-konference i Brasilien så langt tilbage som i 1992, hvor verdens lande vedtog resolutioner om den globale miljøindsats og den lokale, kaldet Agenda 21.
De 25 lokale byrådsmedlemmer var for så vidt tilfredse med det hidtige Agenda-arbejde, men da det fremtidige skulle diskuteres begyndte flosklerne at fyge.
 
"Når det ikke er forbudt, så må det være godt og sundt nok", lød det fra både konservativ og Venstre-side, idet den konservative Henrik Sørensen fra talerstolen erkendte og bekendte sig til samme primitive logik som Venstre, som han selv udtrykte det.
En logik, der gjorde, at kun 3-4 af i alt 19 stillede forslag fandt nåde for de fleste af de borgerliges øjne.
For sandelig, om ikke der blev afsløret en lille skabsøkolog undervejs i debatten, hvor den konservative Kirsten Christophersen let rødmende indrømmede at spise økologisk brød.
 
Mødeleder og borgmester Ole Andersen, socialdemokratiet, mente nok at der var tale om meget beskedne forslag, og Enhedslisten og det radikale medlem mente, at indsatsen burde styrkes yderligere.
SF mente, sammen med byrådsflertallet, at de 19 forslag til grønne forbedringer er et udmærket sted at starte – og sådan bliver det så.

Kommunerne skal komme fremtidig personalemangel i forkøbet
Flere penge i lønningsposen skal tiltrække arbejdskraft til kommunerne! Forslaget kommer fra Gladsaxes borgmester Ole Andersen, og baggrunden er en ny rapport, lavet af Instituttet for Fremtidsforskning. Den konkluderer, at kommunerne i nær fremtid står overfor en massiv personalemangel, hvis ikke de gør en indsats for at holde på deres medarbejdere. Og borgmester Ole Andersen, der også sidder som formand for løn- og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, mener altså, at højere lønninger måske kan blive aktuelt, for at fastholde og tiltrække nyt personale. "Men der er et yderst vanskeligt område at bevæge sig ind på, grundet kommunernes økonomiske situation" siger han til bladet Danske Kommuner, og understreger, at der også skal sættes ind på det personalepolitiske område.
 
Dét synspunkt er formanden for Erhvervs- og administrationsudvalget i Kommunernes Landsforening Helene Lund enig i. "Vi skal have sat sat personalepolitikken på dagsordenen ude i kommunerne – og kommunerne skal have et bedre image, og ressourcerne i samfundet skal udnyttes bedre ved f.eks. at få de etniske minoriteter ud på arbejdsmarkedet" siger hun.
 
Dén idé har man som bekendt allerede taget op i Gladsaxe, hvor det nye ligestillingsudvalgt lige nu arbejder på at udarbejde et forslag til etnisk ligestilling her i kommunen.

Politiet åbner dørene
Den første april fylder Gladsaxe Politi 40 år.
Det skal ikke alene fejres med flag og balloner, men også med ildpåsættelser og arrestationer.
Publikum kan blandt andet se en fiktiv biljagt, der ender med en anholdelse, møde betjente til hest og få taget deres fingeraftryk.
 
Gladsaxeborgerne kan også se en politimand blive antændt med en molotovcocktail og hjulpet af sine kollegaer.
 
Arrangementet varer fra klokken 10-16.
Formålet er at gøre politiet mere synligt og komme i kontakt med borgerne, og lokalnævnet har bevilget 40.000 kroner.

Enevold genvalgt som teaterchef
Flemming Enevold kan stadig skrive teaterchef på visitkortet, når den nye teatersæson igen starter.
Det storkøbenhavnske Teaterfælleskab genvalgte i går på sit møde Fleming Enevold som chef for Gladsaxe Teater de kommende 3 år.
 
Det var ellers først i den berømte "11. time" Enevold besluttede at søge sin egen stilling på teatret igen, og det efter lange overvejelser. Gladsaxe Teater gennemlever netop nu en større økonomisk krise, som følge af for mange tomme sæder i teatersalen. Men teatret har fået stor opbakning, specielt hos lokalbefolkningen, og også foreningen Gladsaxe Teaters Venner har givet teatret kontant opbakning med et støttebeløb på 150.000 gode kroner.
 
Billetsalget til den kommende forestilling "Piraterne Fra Penzance" går forygende – mere end 21.000 billetter er foreløbig solgt, så noget tyder på, at lykken atter er ved at vende til Gladsaxe Teaters fordel.

Gebyr var i orden
En carport kan koste mere end byggematerialer og arbejdsløn.
Gladsaxe Kommune kræver et gebyr på mindst 431 kroner, når man beder om lov til at opføre en carport.
Og det er helt i orden, siger Tilsynsrådet.
De har netop behandlet en klage fra en borger, der var utilfreds med gebyret, der i hans tilfælde lød på 710 kroner, fordi carporten var ret stor.
 
Men der er ikke noget at gøre. Kommuner har ret til at kræve gebyrer som betaling for tilladelser, også selv om gebyret er større end de umiddelbare udgifter.
 

Varemærkekrig
Medicinalvirksomheden Novo Nordisk i Bagsværd har nu ikke længere eneret på navnet Novo – i Tyskland i hvert fald.
Et tysk helsefirma med navnet Novopharm har, ifølge Jyllands-Posten, vundet en retssag om retten til navnet, selvom Novo har opereret på det tyske marked siden 1920erne.
 
Navnesagen er ikke enestående – på en lang række udenlandske markeder bruger nationale firmaer navnet Novo som del af firmanavn.
I USA, et af Novo Nordisks største markeder, har navnet været beskyttet gennem flere år, mens navnet først sidste år blev varemærkeregistreret i Danmark.