Onsdag den 1. November
Slagsmål mellem Superbrugs og Netto forsinker boligbyggeri
- En slåskamp mellem supermarkedskæderne
Netto og Superbrugsen har nu på snart femte år sat en
stopper for en ny torvebebyggelse ved Erik Bøghs Allé
og Søborg Hovedgade.
- Det er AB, Arbejdernes Boligselskab, der
står som bygherre for projektet, der skulle indeholde
almindelige lejligheder, ældreboliger og en butik, som
skulle bygges sammen med Superbrugsens areal på den
anden side af gaden.
-
- Men AB lavede en aftale med City Holding,
der gav selskabet råderet over bebyggelsens stueetage.
City Holding indgik derefter en aftale med Netto om en
butik lige overfor Superbrugsen. Så ville Brugsen ikke
være med mere, for dér havde man nemlig tænkt sig at
placere en Fakta, der hører til samme supermarkedskæde
som Brugsen.
-
- Siden har projektet med de eftertragtede
boliger og butikken ligget stille. Dog ikke mere stille
end at AB først i retten i Gladsaxe har forsøgt at få
ophævet aftalen med City Holding, hvilket ikke lykkedes,
for så at anke sagen til landsretten.
- Imens står folk i lange køer for at få
fingre i både de almindelige lejligheder og de
ældreboliger, der er planlagt i projektet.
-
- Sagen starter i dag ved Østre Landsret.
Mystik omkring dødsfald
- Der er formentlig ikke tale om drab på en
61-årig kvinde, der blev fundet afklædt på sit
badeværelse i Høje Gladsaxe-bebyggelsen, men om en
naturlig dødsårsag.
- Kvinden blev fundet den 24. oktober efter
at have ligget død i seks til otte dage.
- Hun var ikke mødt op til aftaler på
socialkontoret og derfor blev låsesmed og politi
tilkaldt.
-
- Kvinden har angiveligt tidligere fået
bank af unge 2. generationsindvandrere, men hverken
ligsyn eller obduktion tyder på drab, oplyser
kriminalinspektør Palle Sanvig til Nyhedsmagasinet.
- Der mangler dog endnu enkelte tekniske
prøver, førend et drab helt kan udelukkes.
Natlige tyverier
- Fire 15-17-årige fra Gladsaxe står til
domme med tilsyn og klækkelige erstatninger efter at
være grebet på fersk gerning i tyverier fra biler
natten til mandag.
- En vågen beboer på Bindeledet i
Bagsværd hørte ved tre-tiden lyde fra nogle af de
parkerede biler på vejen og tilkaldte politi.
- En tjenestehund fik snuset sig frem til en
15-årig, der forsøgte at gemme sig mellem bilerne og
snart efter var de øvrige tre også anholdt.
-
- De går alle fire i skole, og et godt
spørgsmål til forældrene kunne være, hvad deres unge
sønner egentlig foretog sig på gaden kl. tre om natten
før en skoledag.
- Gladsaxe politi véd det godt, de unge
mænd stod nemlig for indbrud i 10 biler og forsøg på
at stjæle én.
Forskellig baggrund forskellige favoritter
- Der er stor forskel på, hvilke fag der
volder problemer for henholdsvis tosprogede og danske
elever på htx, højere teknisk eksamen.
- Det viser en netop offentliggjort
undersøgelse blandt eleverne på bl.a. Faghøjskolen,
det tidligere Frederiksberg/Gladsaxe Tekniske Skole. Her
er ca. 15 procent af de 370 elever på htx tosprogede.
- De danske elever mener at fremmedsprog,
pånær engelsk, hører til blandt de sværeste fag, mens
de tosprogede klassekammerater har det sværest med
samfundsfag og teknologi.
- Til gengæld er eleverne rørende enige
om, at matematik og fysik ikke lige er de fag, der ligger
højest på ønskelisten.
-
- Der er også markante forskelle at spore,
når det kommer til god gammeldags flid.
- Undersøgelsen viser nemlig, at de
tosprogede elever bruger længere tid sammen med
lektiebøgerne end de danske elever. 35 procent af de
tosprogede bruger i gennemsnit mere end to timer om dagen
på lektier det gælder kun for 14 procent af de
adspugte danske elever.
-
- "Det er jo ikke noget der
nødvendigvis afspejler sig i resultaterne, og der er
selvfølgelig stor forskel på, hvilke grupper af
tosprogede det drejer sig om, men faktum er i hvert fald,
at det i forbindelse med eksamen sidste år var en
tosproget elev der scorede det højeste snit på
11,1" siger uddannelses og erhvervsvejleder ved
Faghøjskolen, Michael Larsen.
Midlertidige skoleinspektører på Høje Gladsaxe og Marielyst Skole
- Der skal sættes et nyt navn på
skoleinspektørens dør på både Høje Gladsaxe og
Marielyst Skole.
- Skoleinspektør Kurt Schirmer Nymann fra
Høje Gladsaxe skole har nemlig sagt op, og indtil hans
afløser bliver fundet, skal skoleinspektør Jørn West
Larsen fra Marielyst Skole indtage inspektørkontoret i
Høje Gladsaxe.
- I mens rykker viceskoleinspektør Lis
Bigum ind på Jørn West Larsens kontor i Marielyst.
-
- Når den nye skoleinspektør bliver ansat,
kan Jørn West Larsen og Lis Bigum flytte tilbage til
deres respektive kontorer. Det sker formentlig den
første marts.
Hør flere nyheder i onsdagens
lydudgave
af Nyhedsmagasinet