Fredag den 10. November
Overforbrug af medicin
- Omkring 10% af indlæggelserne på
hospitalernes medicinske afdelinger skyldes overforbrug
og forkert brug af medicin.
- Københavns amts social- og sundhedsudvalg
mener, at godt 3.000 ældre i amtet oplever problemer og
bivirkninger med medicinforbruget, og det er en
situation, der nu skal gøres noget ved.
-
- "En del praktiserende læger er
hurtige med receptblokken og mange patienter får også
medicin med hjem, når de udskrives fra
hospitalerne", siger Preben Andersen,
socialdemokratisk medlem af udvalget.
-
- Til januar søsættes et projekt med
mellem 100 og 200 patienter og 30 praktiserende læger,
der skal klarlægge problemets præcise omfang.
- Det er også meningen, at det
sundhedsfaglige personale på plejehjem skal inddrages,
fordi de ofte er ansvarlige for beboernes medicinering.
Optagelsesprøver trods uvis fremtid
- En alternativ musicalskole på Gladsaxe
Teater vover pelsen og inviterer til optagelsesprøve,
selvom skolens fremtid langt fra er afgjort endnu.
- Det Musikdramatiske Væksthus som
projektet hedder, startede i januar som en musicalskole
for særligt talentfulde unge med mod på større
udfordringer end dem, de normalt kan få på eksempelvis
de kommunale musikskoler.
- Det første hold afsluttede forløbet i
august måned.
-
- Men, projektet var et forsøg, et
pilotprojekt, finansieret af Københavns Amts
udviklingspulje.
- Og først den 28. november skal
Undervisnings- og kulturudvalget beslutte, om amtet også
i fremtiden vil bakke op økonomisk omkring Det
Musikdramatiske Væksthus.
- Men så lang tid kan skolen ikke vente.
Hvis man venter med at indkalde til optagelsesprøver til
efter den politiske beslutning er truffet, så vil der
ikke være tid nok til at forberede et nyt
undervisningsforløb med start i januar 2001, mener
projektleder Frank Rubæk. Og derfor har Kulturel
Forvaltning nu indkaldt til optagelsesprøver
selvom det er uvist, om projektet overhovedet bliver til
noget.
-
- Det Musikdramatiske Væksthus var en del
af amtets kulturplan for 1999-2000, og formanden for
Undervisnings- og kulturudvalget, Lars Abel, har
tidligere udtalt sig i positive vendinger om det nye bud
på en musicalskole.
- Sidst der var optagelsesprøver var der
mere end 200 håbefulde ansøgere kun 20 slap
gennem nåleøjet.
Skolerengøring skal evalueres
- På onsdagens byrådsmøde klagede en
borger over rengøringskvaliteten på byens skoler.
- Han mente, den var alt for dårlig.
- Borgmester Ole Andersen sagde, at
rengøringen efter hans opfattelse er udmærket, men der
skal nu foretages en evaluering, så der kan rettes op
på eventuelle fejl.
-
- (lyt til lydududgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Stadion ikke elite-klar
- Tidligst om to år kommer Bagsværd
stadion til at leve op til kravene til et atletikstadion
i den bedste klasse.
- I dag mangler der blandt andet
tilløbsbaner og vandgrav til forhindringsløberne, og
det giver problemer for de mandlige atleter. De vandt
nemlig 1. division i år og skal derfor næste sæson
træde op i elitedivisionen.
- Men de fire hjemmekampe bliver nok ikke
afviklet på det idylliske stadion i Bagsværd, men hos
én af konkurrenterne, hvor faciliteterne er i orden.
-
- I Gladsaxe kommune arbejdes der med en
økonomisk plan, der levner plads til den nødvendige
vandgrav og andre forbedringer i år 2002 så er
der jo blot tilbage at håbe, at herreholdet fra
Bagsværd Atletik Club også ligger i den bedste række
til den tid.
- Socialdirektør deltager i Tænketank
- Gladsaxes socialdirektør Jane Torpegaard
er, i ordets bogstaveligste forstand, gået i tænketank.
- Det er indenrigsminister Karen Jespersen
der har nedsat et bredt sammensat panel, der udover Jane
Torpegaard blandt andre består af Naser Khader fra
Københavns Borger-repræsentation og professor Nina
Smith fra Handelshøjskolen i Århus.
- Deltagerne skal diskutere integration, og
komme med analyser og vurderinger af, hvordan
målsætningerne for integration kan opfyldes, også på
længere sigt.
-
- "Vi har jo ikke haft vores første
møde endnu, så jeg forholder mig i øjeblikket lidt
afventede overfor, hvad min egen rolle i forbindelse med
Tænketanken bliver", siger Jane Torpegaard til
Nyhedsmagasinet.
- Tænketanken er så ny, at der endnu ikke
er fastsat en dato for det første møde.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
fredag)
Lokalhistorisk lytterkonkurrence!
- Gladsaxes borgere får nu en enestående
chance for at lære deres by bedre at kende.
- Fredag har Radio Gladsaxe premiere på
noget så særligt som en lokalhistorisk
lytterkonkurrence med lokalhistoriker Arne Hermann som
quiz-bestyrer.
-
- "Der er så mange spændende steder i
Gladsaxe som folk, der har boet i kommunen endda i mange
år, endnu ikke har opdaget eller lagt mærke til. Og det
vil vi nu gøre noget ved", siger Arne Hermann, der
hver fredag besøger mere- eller måske især mindre
kendte steder i byen. Og det er så op til lytterne, ved
hjælp af små hints og ledetråde, at gætte, hvor Arne
Hermann er henne.
-
- "Hermanns Hemmeligheder" hedder
konkurrencen. Den kommer i programmet Nyhedsmagasinet
hver fredag, og hver måned trækker Radio Gladsaxe lod
blandt besvarelserne om en middag for to på en af byens
restauranter.
Hør flere nyheder i fredagens
lydudgave
af Nyhedsmagasinet