Onsdag den 8. November
BS Supermarked tildelt Gladsaxe Prisen
- Ægte gå-på mod og store visioner blev
belønnet, da Gladsaxe Erhvervsråd i går aftes for 9.
gang kunne uddele Gladsaxe Prisen.
- Den prestigefyldte pris gik i år til en
virksomhed, som i en årrække har været en del af
bybilledet i Gladsaxe, og som har været med til at give
Bagsværd Bymidte et markant kvarterløft i forbindelse
med sit nybyggeri, nemlig BS Supermarked på Bagsværd
Hovedgade.
- Prisen blev modtaget af købmand Morten
Pedersen.
-
- BS Supermarked, der startede som et lille
familieforetagende tilbage i 1963, men i årenes løb har
udvidet indtil flere gange, og i dag har ca. 300 ansatte.
-
- Uddelingen af Gladsaxe Prisen 2000 blev
overrakt i forbindelse med Gladsaxe Erhvervskonference
tirsdag aften. Med prisen fulgte et farvestrålende
maleri af kunstneren Michael Pedersen.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
onsdag)
Forslag om million-renovering af rådhuspladsen vækker politisk begejstring
- Borgmester Ole Andersens forslag om en
omfattende renovering af pladsen foran Gladsaxe Rådhus
vækker politisk begejstring, og der er tilsyneladende
bred enighed om, at rådhuspladsen trænger til en
kærlig hånd.
- "Det er hårdt tiltrængt. Vi kan
simpelthen ikke være bekendt at have sådan en plads
den ser miserabel ud", mener Det Radikale
Venstres byrådsmedlem Lis Smidsholm, der dog undrer sig
over, at renoveringen, der ventes at komme til at koste i
hvert fald 2,4 millioner kroner, ikke indgik i det
budgetforslag, som blev vedtaget fornylig.
-
- Forslaget om renovering blev også
positivt modtaget ved gårsdagens møde i
Økonomiudvalget.
- "Det er et flot og meget
velgennemtænkt udspil", mener Venstres Bjarne
Rasmussen, hvis eneste
- betænkelighed omhandler et forslag om at
rykke cykelstativerne tættere ved hovedindgangen.
-
- Ole Andersen mener rådhuspladsen i dag er
uhensigtsmæssig, både funktionelt og æstetisk. Pladsen
skal være mere attraktiv, siger borgmesteren, der bl.a.
foreslår ny flisebelægning, belysning af træer og
Robert Jacobsen-springvandet, udendørs servering ved
Bibi-caféen og en fire meter høj pylon med alle
Gladsaxes venskabsbyers navne og byvåben.
-
- Økonomiudvalget skal ved en senere
lejlighed drøfte mulighederne for finansiering af det
ambitiøse projekt.
Overvægt af pædofilisager i Gladsaxe
- En sjettedel af alle danske pædofilisager
mod mandlige pædagogmedhjælpere er opstået i Gladsaxe.
- Det viser Pædagogisk Medhjælper Forbunds
tal for de sidste to år.
- I alt har der været 36 eller 37 sager,
heraf er seks fra Gladsaxe Kommune.
- Det svarer i runde tal til, at der i
Gladsaxe Kommune har været tolv gange så mange sager,
som der skulle være, hvis sagerne fordelte sig jævn
over hele landet.
-
- "Jeg har en alvorlig mistanke om, at
Gladsaxe netop er eksemplet på, hvordan en enkelt stor
sag kan generere en hel masse andre sager. Jeg tror folk
bliver bange, og så ser man måske af frygt nogle ting,
som ikke har rod i virkeligheden", siger Finn
Danielsen, der er medlem af forretningsudvalget i
Pædagogisk Medhjælper Forbund.
-
- Før Vadstrupgårdsagen havde
medhjælperforbundet som oftest en enkelt eller slet
ingen pædofilisager i løbet af et år. Men efter
Vadstrupgårdsagen eksploderede antallet. Fra august 1998
til august 1999 var der 31 sager. Siden har der været
fem eller seks.
- Efter Vadstrupgårdsagen er ingen
Gladsaxe-sager endt med domfældelse.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
onsdag)
Gymnasieelever samler ind i dag
- I dag er det muligt at møde unge
gymnasieelever på Gladsaxes gader og stræder.
- Med en hvid raslebøsse med Operation
Dagsværks logo i hånden samler de ind til unge roma´er
i Makedonien.
- Roma´erne, der også kaldes sigøjnere,
er et af Europas fattigeste folk og pengene går til
uddannnelse.
-
- Nogle gymnasieelever vil spille musik på
gaden, andre vil sælge postkort og i alt 20 elever har
fået arbejde for en dag. De skal for eksempel lægge
fliser for pedellen på Gladsaxe Gymnasium, gøre rent
eller lave havearbejde.
- I aften bliver der en café på gymnasiet,
hvor et skoleband spiller musik. Overskudet går til
indsamlingen.
Chat med Launbjerg
- Hvordan bliver man musicalstjerne? Hvordan
er det at lægge stemme til en tegnefilm? Og hvordan er
det at konkurrere med sine brødre om roller i musicals?
- Det er måske nogle af de spørgsmål man
kan få svar på, når skuespilleren og sangeren Søren
Launbjerg i dag tager plads foran computertastatur og
web-cam for at deltage i en såkaldt VIP-chat på
internettet.
-
- Søren Launbjerg er superaktuel i rollen
som Roger i musicalen "Rent" som får premiere
på Gladsaxe Teater senere på måneden, ligesom han har
spillet hovedrollen i en anden musicalsucces på Gladsaxe
Teater, nemlig "Piraterne fra Penzance".
- Derudover har han siden 1991 spillet med i
et hav af musicals, bl.a."Atlantis" og
"Hair", ligesom han har lagt stemme til Disneys
tegnefilm om "Aladdin", og været
sanginstruktør på "Løvernes Konge",
"Pocahontas" og "Toy Story".
-
- Adressen, hvis man har lyst til at chatte
med Søren Launbjerg, er www.kulturpulsen.dk, og det er altså i dag imellem klokken 13 og
14.
Hør flere nyheder i onsdagens
lydudgave
af Nyhedsmagasinet