Torsdag den 9. November


Norsk bunkefnat på plejehjem

Plejehjemmet Bakkegården i Bagsværd er blevet ramt af en meget smitsom fnat-type, den norske bunkefnat.
Smitten er kommet fra en beboer, der var hjemsendt fra et hospital, der troede smittefaren var ovre.
Det betyder at 12 andre beboere og 12 fra personalet er blevet smittet med den kløende hudlidelse.
 
Vicekontorchef i omsorgsafdelingen i Gladsaxe kommune, Mette Bryde Lind, siger om situationen: "Vi har haft eksperter fra dermatologisk afdeling på Gentofte Amtssygehus ude for at se på sagen. Der er kun én smittet med den norske bunkefnat, vedkommende har så smittet 24 andre, men heldigvis kun med den almindelige fnat".
 
Den norske fnattype smitter bare man opholder sig i samme rum, mens den almindelige fnat kun smitter, hvis man ligger under samme dyne.
Situationen på Bakkegården er under kontrol og alle smittede er i behandling.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Byggeri kan fortsætte

Gladsaxe Kommune skal ikke stoppe byggeriet af syv boliger til sindslidende på Buddinge Hovedgade.
Kurt Loftkjær fra Gladsaxelisten havde ellers henvendt sig til Naturklagenævnet for at få byggeriet stoppet med øjeblikkelig varsel. Han mener ikke, at lokalplanen for området levner plads til de nye boliger.
 
I første omgang har nævnet taget stilling til, om henvendelsen gav grundlag for opsættende virkning, altså om byggeriet skulle stoppes, men det finder Naturklagenævnet ingen grund til.
Først senere kommer der svar på, om lokalplanen overtrædes med opførelsen af de nye boliger.

Tyveri blev til røveri

To sliksyge mænd blev i tirsdags grebet i at stjæle en større mængde karameller, lakridser og andet sødt fra Super Brugsen på Søborg Hovedgade.
Den ene mand havde held med at slippe væk fra stedet på en cykel, mens kammeraten blev tilbageholdt og taget med på politistationen.
 
Men manden modsatte sig anholdelse og blev nærmest voldelig, og derfor er der nu nærmere tale om røveri, hvilket kan få stor betydning for strafudmålingen, fortæller vicekriminalispektør Ole Andreasen.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Livlig aktivitet for Operation Dagsværk

I går forsøgte diverse gymnasie-elever ihærdigt at hive penge ud af folk på den ene eller anden måde. Nogle solgte postkort, mens andre lavede gadegøgl eller servicerede Gladsaxe-borgerne med diverse lækkerier på gader, stationer og i S-toge.
Årsagen var den årlige Operation Dagsværk, hvor unge i Danmark hjælper unge i den fattige del af verden. I år går pengene fra Operation Dagsværk til de såkaldte romaer, en flok fattige og udstødte sigøjnere i Makedonien.
 
90% af de 800 elever på Gladsaxe Gymnasium var positivt stemte omkring projektet, men kun ca. 225 elever var på gaden i går. Årets indkomst er endnu ikke opgjort, men man regner med at bidraget fra Gladsaxe Gymnasium ligger på mellem 45 og 50.000 kr., og på landsplan ca. 5 millioner kr.
 
(lyt til lydududgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)


Hør flere nyheder i torsdagens lydudgave

af Nyhedsmagasinet