Onsdag den 18. Oktober


Bedriftværn afskaffes

Et af de sidste levn fra 2. verdenskrig og den efterfølgende kolde krig i 50erne og 60erne forsvinder nu.
Det er de såkaldte bedriftsværn, der har været lovpligtige på virksomheder med over 75 samtidigt tilstedeværende ansatte.
Værnenes opgaver har været at gribe ind overfor krise- eller krigssituationer, eksempelvis ulykker eller brand, hvor en offentlig indsats ikke har kunnet forventes.
 
I Gladsaxe har kun to bedriftværn i realiteten været aktive de seneste år, nemlig værnene hos male- og lakvirksomheden Dyrup & Co og tobaksfirmaet House of Prince.
14 andre bedriftværn ligger i dvale og aktiveres kun i tilfælde af krig eller anden alvorlig krise.
Otte bedriftværn er angiveligt under opbygning, men når sandsynligvis aldrig at se dagens lys.
Nye regler fra Indenrigsministeriet lemper nemlig på de enkelte kommuners krav til oprettelse af bedriftværn.
I praksis betyder det, at værnene helt afskaffes.
Det er i hvert fald det forslag, beredskabskommissionen i Gladsaxe skal tage stilling til på et møde i morgen.
 
Afskaffelsen af værnene baseres på det faktum, at miljømyndigheder, bedriftssundhedstjeneste, faglige organisationer og arbejdspladsernes egne sikkerhedsorganisationer i dag opfylder de formål, værnene tidlige udfyldte.
Desuden eksisterer der ikke længere nogen veldefineret trussel om militære angreb på Danmark, sådan som det jo var tilfældet under den kolde krig.

Overhaler med 150 km/t i nødspor

En slalomkørsel i både inder-, yderbane og nødspor i juni med 150 km/t i tæt trafik på motorringvej 3 kunne have kostet dyrt i menneskeliv.
Nu kostede en yngre mands hasarderede kørsel tidligt på aftenen den 15. juni kun to totaltsmadrede biler og lettere personskader.
Dermed slipper han formentlig med en betinget frakendelse af kørekortet i tre år og en bøde på 2.000 kroner.
Det var i hvert fald anklagemyndighedens krav, da retten i Gladsaxe tirsdag behandlede sagen.
 
Den anklagede påstod, at han havde bøjet sig efter en tabt cigaret og derved mistet herredømmet over bilen, men samtlige vidner kunne fortælle om en bevidst hasarderet kørsel, hvor den anklagede flere gange havde "slalomet" sig igennem vognbanerne, blinket med det lange lys og kørt ind foran andre bilister.
Et vidne forklarede: "Hans hvide Citroen Xantia kom som skudt ud af en kanon i nødsporet. Efter at have overhalet flere biler indenom ville han få hundrede meter længere fremme trække ind i inderbanen, og dér mister han så herredømmet over bilen. Den snurrer ind i en forankørende og begge biler ender med at holde på tværs af motorvejen".
Den øvrige trafik får bremset op i tide og den først ankomne til ulykkesstedet ser den anklagede stå ud af sin bil. "Hvor skal du hen?", spørger vidnet, hvortil den anklagede svarer: "Hvad tror du?".
Derefter stikker den anklagede af, for først at henvende sig til politiet dagen efter.
 
Dommen bliver først afsagt om en uge, men dommeren kan skærpe straffen yderligere i forhold til anklagemyndighedens krav. Der er nemlig tale om så mange overtrædelser af færdselsloven, at kendelsen kan komme til at lyde på en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Gladsaxe Kommune sætter fokus på c/o-adresser

Bor du hos kæresten, selv om din adresse er et andet sted?
Står din seng hos dine forældre, samtidig med at du får udeboende SU?
Har du en lejer i kælderen, selv om du officielt bor alene?
Så gælder det måske om at få bragt tingene i orden, så formaliteterne svarer til virkeligheden.
Gladsaxe Kommune sætter nemlig snart fokus på c/o-adresser.
 
En c/o-adresse skal kun bruges, når man bor hos en anden uden at have sit navn på døren, men nogle misforstår det, så de for eksempel tror, de skal skrive c/o, fordi deres navn ikke står på lejekontrakten.
Andre snyder og siger, at de bor på en c/o-adresse, fordi de selv eller andre ville miste nogle offentlige ydelser eller betale mere i skat, hvis de opgav den rigtige adresse.
 
I den kommende tid vil Gladsaxe Kommune ved forskellige edb-kørsler undersøge, om de registrerede boligforhold er korrekte. Kommunen vil også sende breve ud, så borgere med c/o-adresser kan bekræfte, at de er registreret korrekt.
Man skal have folkeregisteradresse dér, hvor man faktisk bor eller opholder sig.
 
I alt er 1008 personer i Gladsaxe Kommune tilmeldt en c/o-adresse.

Penge til megafoner og klokker

Nu kan der både blive råbt højt nok og ringet med klokker på behørig vis ud over Bagsværd Sø´s vande.
Kulturudvalget i Københavns amt har nemlig doneret 25.000 kroner til indkøb af megafoner, banedommerklokker og andet udstyr til Københavns Regattaforening.
 
Foreningen står for nationale og internationale regattaer og øvrige kaproninger på Bagsværd sø og dragebådsregattaer på Lyngby sø.
Sidst arrangerede foreningen VM i roning for unge op til 23 år, hvor hele 34 nationer deltog.


Hør flere nyheder i onsdagens lydudgave

af Nyhedsmagasinet