Mandag den 23. Oktober


Kraftig eksplosion på Rundgården – 70-årig varetægtsfængslet

En ca. 70-årig mand blev i weekenden varetægtsfængslet, sigtet for brandstiftelse og for at have bragt andres liv i fare.
En kraftig eksplosion i en tre-etagers ejendom på Rundgården medførte natten til lørdag stor-alarm hos Falck og politi. Falck sendte fem ambulancer og fire slukningskøretøjer til adressen på Rundgården, ligesom også et lægehold rykkede ud, skriver Ekstra Bladet.
 
Da brandfolkene nåede frem, så de den ældre mand hænge ud af vinduet fra sin lejlighed. For at slippe væk fra røgen og ilden kastede han sig ud af vinduet, og blev grebet af brandfolkene. Manden og to betjente blev kørt til amtssygehuset i Herlev til observation for røgforgiftning. Der var ingen alvorligt tilskadekomne i forbindelse med eksplosionen.
 
Kriminalpolitiet i Gladsaxe kender foreløbig ikke årsagen til ulykken, men teorien går på, at den ældre mand havde anbragt en spraydåse i en varm ovn, hvorefter dåsen eksploderede.
Efterforskningen fortsætter de kommende uger.

Handelslivet i Gladsaxe er truet

Mens andre kommuner bygger- og renoverer nye butikcentre i flæng, så er udviklingen i Gladsaxe helt gået i stå, mener det konservative medlem af byrådet, Henrik Sørensen, der nu opfordrer de lokale politikere til at gribe ind.
 
"Handelslivet i Søborg står overfor en række store trusler, bl.a. nu hvor det store Fisketorvet er kommet. Dvs. at de lokale butikker selv, skal indrette sig på en måde, så forbrugerne får lyst til at handle der. Men vi skal også fra kommunens side være behjælpelige hvor vi kan, og give butikkerne nogle vilkår de kan vokse under" siger Henrik Sørensen til Nyhedsmagasinet.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Anklaget i syv måneder for pædofili

I syv måneder har anklagen om pædofili hængt over en pædagog fra skolefritidsordningen på Søborg skole, men nu har anklagemyndigheden, som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet, opgivet at rejse straffesag.
Pædagogen blev anholdt og varetægtsfængslet i 14 dage den 10. marts i år, sigtet for at have forgrebet sig på et barn tre gange.
Samtlige forældre på skolen blev under massiv presseopdækning kaldt til informationsmøde om anholdelsen, og frygten for en ny Vadstrupgårdsag bredte sig.
Den frygt holdt i syv måneder, indtil sagen altså blev frafaldet.
 
Den politimæssige efterforskning med afhøringer blev afsluttet sidst i maj, hvorefter sagen blev givet videre til den lokale anklagemyndighed i Gladsaxe, der siden sendte sagen til statsadvokaturen.
Gladsaxe Kommune vil nu sende informationsbrev ud til alle forældre om sagens afslutning.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Økonomisk støtte til teaterprojekt

Gladsaxe Teater har modtaget 200.000 kroner i støtte til forestillingen "Lifelines", som får premiere næste år.
Det er Undervisnings- og kulturudvalget i Københavns Amt der har ønsket at give økonomisk støtte til projektet, der er et nyt samarbejde mellem Gladsaxe Teater og Experimentarium. "Lifelines" er nemlig såkaldt videnskabsteater – temaet er genteknologi, og publikum vil i løbet af forestillingen blive stillet overfor en række etiske spørgsmål.
 
"Koblingen af æstetik, naturvidenskab og teknik vil give publikum nye muligheder for at forstå og tage stilling til genteknologien. Videnskabsteater er et spændende forsøg på at overskride de kendte rammer for formidling af såvel kunst som videnskab" siger formanden for Undervisnings- og kulturudvalget i amtet, Lars Abel.
 
Forestillingen "Lifelines" er skrevet af forfatteren Rolf Heim, og stykket får premiere i Væksthuset på Gladsaxe Teater i begyndelsen af 2001.


Hør flere nyheder i mandagens lydudgave

af Nyhedsmagasinet