Torsdag den 5. Oktober
Taxikonflikt afblæst
- Konflikten mellem taxaselskaberne og
Storkøbenhavns Taxinævn blev i går afblæst,
- Det betyder, at det igen er muligt at
bestille en taxa, ligesom den kommunale taxakørsel, der
bl.a. omfatter afhentning af skolebørn, i dag kører som
planlagt.
-
- Taxistriden bunder i en konflikt mellem
vognmændene og Taxinævnet, der ifølge formanden for
Nord Taxa, Benny Laursen, stadig ikke har opfyldt de
ting, selskaberne blev stillet i udsigt, da de i
september gennemførte en lignende aktion. Men branchens
repræsentanter blev i går inviteret til et møde i
Storkøbenhavns Taxinævn, hvor taxaselskabernes vilkår
igen vil blive drøftet. Og indtil da, kører de
københavnske taxaer altså normalt.
-
- Til gengæld ventede mange buspassagerer
forgæves ved stoppestederne torsdag morgen.
- Chaufførerne hos Combus Ejby nedlagde i
går arbejdet, pga. stor utilfredshed med chaufførernes
vagtplaner.
- De buslinier der er berørt at
arbejdsnedlæggelsen er:
- Linie 42, 43, 69, 117, 118, 119, 129, 130,
131, 135, 136, 142, 166, 530p og 531 p.
Kampvalg i Gladsaxe Kirke
- Der bliver kampvalg om pladserne i
Gladsaxe Kirkes menighedsråd.
- Kandidater på to uenige lister opstiller
til menighedsrådsvalget den 14. november, og så skal
folkekirkemedlemmerne i Gladsaxe Sogn afgøre, hvem der
skal sidde i menighedsrådet.
- Det betyder ifølge Radio Gladsaxes
oplysninger, at en magtkamp imellem præsten, Finn
Houmann, og det nuværende menighedsråd nu kommer frem i
fuld belysning.
-
- I Gladsaxes syv andre sogne bliver der
fredsvalg, det vil sige, at menighedsrådet allerede er
sammensat i mindelighed uden at vælgerne behøver gå
til stemmeurnerne.
-
- Vi forsøgte i går forgæves at få en
kommentar fra menighedsrådsformanden i Gladsaxe Kirke,
Pia Andersen og sognepræsten Finn Houmann.
-
- Et menighedsråds opgave er at forvalte
kirkeskatten, være arbejdsgiver for kirketjenere,
organist og sangere, pege på eventuelt nye præster og
være ansvarlig for bygningerne samt eventuelt arrangere
sogneaftner eller lignende.
Tidlig alkoholindsats på arbejdspladsen.
- Arbejdspladsen har et socialt ansvar
overfor medarbejdere med alkoholproblemer.
- Det fastslår konsulent i
Forebyggelsesrådet, Tove Bonsvig, i forbindelse med den
aktuelle uge 40 alkoholkampagne, hvor Københavns Amt i
samarbejde med Forebyggelsesrådet sætter fokus på en
tidlig indsats på arbejdspladsen.
-
- "Det er jo dér størstedelen af
Danmarks befolkning befinder sig, og det er også der vi
er sammen og kender hinandens adfærd, og ser, hvis der
sker en ændring i adfærden. Derfor er det på
arbejdspladsen man skal sætte ind" siger Tove
Bonsvig til Nyhedsmagasinet. "Og det gør man, ved
at arbejdspladsen får en bevidst og aktiv
alkoholpolitik, og skriver ned, hvad det er man må
drikke i arbejdstiden, hvis man i det hele taget må
drikke, og hvor og hvor meget man må drikke" siger
hun.
-
- Alkoholproblematikken på arbejdspladsen
er i øvrigt til debat senere på måneden, hvor lederne
fra alle amtets større virksomheder, dvs. arbejdspladser
med flere end 200 ansatte, er inviteret til et stort
arrangement om emnet på Amtsgården.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
torsdag)
Kritiske skotske venner
- Skotterne i Gladsaxes venskabsby Paisley
er stærkt kritiske overfor, hvad der egentlig kommer ud
af samarbejdet de to kommuner imellem.
- Kritikken kom frem i sidste uge, da fire
repræsentanter fra Paisley, med viceborgmesteren i
spidsen, besøgte deres danske venner.
- Det var da også første gang i mange år,
at der var officielt besøg fra de kanter.
- Siden 1996 har der kun været besøg fra
Paisley én gang i Gladsaxe, mens skolebørn, spejdere og
venskabsbyforening fra Gladsaxe har taget turen til
Skotland hele ni gange.
- De manglende skotske genvisitter skyldes
primært to ting; en ringe økonomi og så den omtalte
skepsis overfor gavnen af samarbejdet.
-
- Både internt politisk i det skotske
byråd og fra den lokale presse er der blevet stillet
kritiske spørgsmål. Eksempelvis har flere spurgt til
det rimelige i de bekostelige rejser i en tid med
nedskæringer på det kommunale budget, rejser, der
ovenikøbet ofte har haft nærmest privat karakter og
været uden større gavn for det skotske lokalsamfund.
-
- Kritikken har fået den skotske kommune
til at udarbejde en rapport om fremtiden for samarbejdet.
Og skal der samarbejdes, så skal resultatet være af
beviselig værdi.
- Skotterne forestiller sig, ifølge
rapporten, en række områder, hvor det vil være
gavnligt at samarbejde. Det handler om undervisning,
udvekslingsbesøg, miljø, bolig- og ejendomsspørgsmål,
økonomi, socialvæsen, internethjemmesider og
erhvervsliv.
-
- Paisley har også venskabsrelationer til
den tyske by Furth og overvejer at etablere yderligere
samarbejde med kommuner i Holland og Frankrig, alt sammen
selvfølgelig afhængig af, at gavnen af samarbejdet kan
bevises.
- Paisley hører til blandt Gladsaxes
ældste venskabsbyer, og samarbejdet rækker helt tilbage
til 1956. I dag er det faktisk slet ikke Paisley,
Gladsaxe er venner med. I forbindelse med en
kommunesammenlægning blev Paisley slået sammen med to
andre kommuner under fællesnavnet Renfrewshire.
Irma Henriksen går til Folketingets ombudsmand
- Byrådsmedlem Irma Henriksen er som
privatperson gået til Folketingets ombudsmand, fordi hun
ikke mener, Gladsaxe Politi tager hendes eksmands
chikanerier alvorligt.
- Ifølge Irma Henriksen har hendes eksmand
udført psykisk terror i 19 år.
- Blandt andet ved at ringe og svine hende
til og opsøge hende for at komme med trusler.
-
- Senest har han sendt smædebreve til
formiddagsbladet B.T. I søndagsudgaven fra den 13.
august skriver B.T. selv, at de har modtaget, men ikke
trykt, adskillige stærkt injurierende breve fra
eksmanden.
- Det fik Irma Henriksen til at gå til
Gladsaxe Politi, men hun synes ikke, de tog anmeldelsen
alvorligt.
- Og nu har hun henvendt sig til
Folketingets ombudsmand for at få ham til at kigge på
sagen.
-
- Gladsaxe Politi vil på nuværende
tidspunkt ikke udtale sig om sagen.
Hør flere nyheder i torsdagens
lydudgave af Nyhedsmagasinet