Mandag den 9. Oktober


Hadsk stemning op til menighedsrådsvalg i Gladsaxe Kirke

Når valgkortene til menighedsrådsvalget i Gladsaxe Kirke om nogle uger dumper ind ad brevsprækkerne i Gladsaxe Sogn, bliver folkekirkemedlemmerne blandet direkte ind i en strid mellem sognepræsten og det nuværende menighedsråd.
Menighedsrådsformand Pia Andersen siger, at der er blevet kampvalg mellem to lister, fordi en stor del af det nuværende menighedsråd ikke ville acceptere, at præstens hustru skulle med i menighedsrådet.
Hun ville være inhabil på flere områder, og menighedsrådet ville ikke få mulighed for at diskutere ting uden om præsten, siger Pia Andersen.
 
Ifølge menighedsrådsformand Pia Andersen er der for øjeblikket en ubehagelig stemning imellem hende og sognepræst Fínn Houmann Gladsaxe Kirke.
"Sognepræsten har udskreget mig som det mest hadende menneske i sognet. Der er ikke just en kærlig stemning imellem os", siger hun til Nyhedsmagasinet.
 
Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra sognepræst Finn Houmann og hans hustru Jette Jul Houmann, men de er bortrejst til i morgen.
Kirsten Hersom, der sammen med Jette Jul Houmann opstiller på liste to og dermed kæmper mod Fælleslisten med Pia Andersen og andre af de nuværende menighedsrådsmedlemmer, ønskede i fredags ikke at udtale sig om sagen. Til gengæld vil hun formentlig udtale sig i morgendagens Nyhedsmagasin.
Menighedsrådsvalget afholdes den 14. november.

(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)


Uheldige vejbroer

Det er kun tilfældigheder, der har afgjort, at der endnu ikke er sket dødsulykker på Hillerødmotorvejen på grund af de lave vejbroer.
Det sker nemlig flere gange dagligt, at lastbiler med den lovlige læssehøjde på 4,0 meter støder mod en af de fem broer, der kun har en frihøjde på 3,80 meter.
Nogle lastbiler får revet en del af godset af, der så ligger til gene for de øvrige trafikanter, andre lastbiler når at stoppe op, men det er heller ikke nogen god løsning på en motorvej, hvor trafikken bevæger sig afsted med 110 km/t.
 
I vejdirektoratet har det tidligere været drøftet enten at løfte broerne eller at grave motorvejen længere ned, men endnu er intet sket og Gladsaxe politi har derfor igen henvendt sig til Vejdirektoratet, siger leder af færdselspolitiet, Jan Korsgaard, til Nyhedsmagasinet.
 
I Vejdirektoratet siger den ansvarlige ingeniør, Jan Frölich, at der er ved at være en sikkerhedsanalyse om broerne klar, og at advarselsblinket er én af de muligheder, der skitseres.
Hvis motorvejen skal graves længere ned under broerne, eller broerne løftes, så vil udgifterne dértil beløbe sig til omkring 50 mio. kroner.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Olieudslip på Buddingevej

Et olieudslip forsinkede i fredags weekendtrafikken på strækningen mellem Buddingevej og motorringvejen.
Episoden fandt sted ved middagstid, da en bilist forsøgte at bremse op, men i stedet gled op i bilen foran. Det viste sig, at der lå olie, formentlig dieselolie, i højresvingsbanen, og først lidt i otte fredag aften var politi og Falck helt færdige med at spule kørebanen og rydde op på stedet.
 
Udslippet medførte kødannelser, men derudover så forløb alt stille og roligt, fortæller vagthavende hos Gladsaxe Politi, der regner med, at olieudslippet skyldes et tankdæksel, der ikke var sat ordentligt på.

25-årig kommunal aftale med AB

Idrætsklubben ABs amatørafdeling er ved at indgå en ny 25-årig overenskomst med Gladsaxe Kommune, endnu mangler kun den politiske godkendelse.
Den ny aftale piller ikke ved det faktum, at ABs professionelle førstehold i fodbold skal afvikle hjemmekampene på Gladsaxe stadion.
 
Omvendt præciseres det i aftalen, at AB kun kan pantsætte med kommunens udtrykkelige godkendelse.
Det sker efter, at ABs amatørafdeling tidligere på året lånte 8 mio. kroner af financieringsinstituttet FIH mod en sikkerhed i den nuværende AB-hal.
Det burde kun være sket med kommunal godkendelse, siger Gladsaxe kommune, der nu altså har sørget for, at det også står nedfældet i overenskomsten og ikke kun ligger som en slags usagt gentleman-agreement.
 
Økonomiudvalget tager stilling til den nye overenskomst i morgen.

Udstilling med indblik

Som et led i Gladsaxe Kommunes indsats for at fremme den kulturelle forståelse mellem danskere og flygtninge/indvandrere, er der i oktober hele to kalligrafiudstillinger på hovedbibilioteket.
Det er den pakistansk-fødte kalligrafikunstner Huma Nasar, der udstiller arabiske, persiske og urdu skrifttegn.
 
Det er meningen at udstillingen skal give et indblik i den islamiske kultur, hvor kalligrafi er en meget respekteret religiøs udtryksform, og er en måde at udtrykke sin religiøse tro på. I islam er det nemlig ikke er tilladt at lave religiøse billeder, så derfor bruger man i stedet ordene fra de religiøse tekster og skaber kunst af dem.
 
Huma Nasar kom til Danmark for fire år siden, og er i dag bosiddende i Værebro, og faktisk er det højst usædvanligt, at kvinder dyrker kalligrafi.
Ikke desto mindre kan værkerne opleves på hovedbiblioteket fra i dag og måneden ud, ligesom der også vil være mulighed for selv at erhverve sig en samling af de udstillede kunstværker.


Hør flere nyheder i mandagens lydudgave af Nyhedsmagasinet