Fredag den 1.september


Forældre vil gribe til selvtægt
Chokerede forældre vil gribe til selvtægt efter frifindelsen af en 23-årige mand, der var tiltalt for seksuelle overgreb mod deres børn.
De vil offentliggøre hans navn og bopæl på internettet og til børneinstitutioner og fritidsklubber nær hans hjem.
Forældrene er godt klar over, at det er ulovligt, men de er så vrede over frifindelsen, at de vil gøre det alligevel. Blandt andet fordi den frifundne nu har lov til igen at tage arbejde som pædagogmedhjælper eller arrangere fritidsaktiviteter for børn.
"Vores børn er blevet stemplet som om, der ikke er sket noget. Vi vil bruge alle de metoder, vi kan, til at stemple ham", siger en mor til Nyhedsmagasinet. Hun ville gerne stå frem med navn, men af etiske årsager har vi valgt at anonymisere hende.
 
"Vi vil beskytte andre familier mod den smerte, vi har været igennem. Det er en katastrofe, at han nu igen kan gå ud og have med børn at gøre. Det eneste formål med retssagen var, at han ikke skulle have lov til at arbejde med børn", siger en far, der ønsker at være anonym af hensyn til sit eget barn.
 
Den 23-årige blev sidste år i byretten idømt et års ubetinget fængsel for anden kønslig omgang end samleje med otte børn i børneinstitutionen Mosen i Høje Gladsaxe. Dengang blev han også frakendt retten til at arbejde og lave fritidsaktiviteter med børn. Han ankede dommen til landsretten, hvor han blev frifundet af en enig domsmandsret.
 
Byrettens dom byggede blandt andet på videoafhøringer af børnene, men disse videobånd måtte ikke indgå i landsrettens vurdering.
De levede ikke op til højesterets krav, der skal sikre, at der ikke bliver begået justitsmord. Problemet var blandt andet, at den nu frikendte ikke fik lov til at gennemse videoafhøringerne sammen med sin advokat, og derfor heller ikke kunne kræve at børnene blev genafhørt.
Dengang var det en helt almindelig måde at foretage videoafhøringer på.
"Der var ingen indsigelser i byretten. Det er grotesk, at man kan ændre kravene med tilbagevirkende kraft", siger den anonyme far til Nyhedsmagasinet.
 
I sin procedure i landsretten sagde forsvarer Thomas Rørdam blandt andet, at der er en ting, der er værre end at blive udsat for et seksuelt misbrug. Det er at blive uskyldig dømt i en pædofilisag.

Nedrives trods stor kulturværdi
Et bevaringsværdigt hus på Skovdiget i Bagsværd bliver nu revet ned.
Det sker med velsignelse fra samme myndighed, der har dømt huset bevaringsværdigt, nemlig Gladsaxe Kommune.
 
Huset opnåede i det såkaldte "Kommuneatlas", der er en registrant over samtlige huse i Gladsaxe, en høj karakter for dets kulturhistoriske og miljømæssige værdi.
Men stillet overfor ejerens udregninger på bekosteligheden af en renovering af det gamle hus, så er den værdisætning åbenbart ikke nok.
 
Nedrivningsplanerne får nu lokalhistoriker Arne Hermann til at foreslå oprettelse af en egentlig bygningsbevaringsfond, der kan træde til i lignende tilfælde.
Om fonden bliver til noget er endnu tvivlsomt, ideen er helt ny, men det er tidligere lykkedes Arne Hermann at få oprettet en anden lokal fond, nemlig træplantningsfonden.

Kommunen stopper byggeri af ældrebolig
I dag er det 25 år siden Danmark fik sit første egentlige hjem for mennesker med autisme.
Det ligger i Gladsaxe og hedder Højtoft.
Jubilæet skal fejres med en reception, men selv om det er en glad dag, vil forstander Johny Ruud hælde lidt malurt i bægeret, inden han udbringer sin skål.
 
En del af de 25 mennesker, der bor på Højtoft, har nemlig boet der i alle 25 år, og i takt med at de bliver ældre, får Højtoft brug for nye faciliteter. Beboerne kan ikke bare flytte et andet sted hen, for faste rammer er meget vigtige for mennesker med autisme. Eksempelvis står den samme ret i reglen også på menuen med seks ugers interval.
Derfor har institutionen ansøgt kommunen om tilladelse til at udbygge institutionen, så der kan blive plads til ældreboliger.
Men teknik- og miljøudvalget har afvist udbygningen af Højtoft, fordi der så vil blive bygget på for stor en andel af grunden.
 
I anledning af jubilæet bringer vi tirsdag den 12. september en længere udsendelse om Højtoft. Det bliver bragt i programmet Livet i Gladsaxe.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Skræddersyet "Showtime"
I aften er der premiere forestillingen "Showtime" på Gladsaxe Teater.
Og ikke alene er stykket skrevet specielt til Søren Pilmark– "Showtime" er også skræddersyet til Gladsaxe Teaters store scene, fortæller manuskriptforfatter Adam Price.
 
"Samtidig er det skønt at kunne udnytte alle teatrets virkemidler – ikke mindst når forestillingen jo beskæftiger sig med noget så specielt som trylleri, hvor man godt kan bruge lidt hjælp fra lemme, hemmelige udgange og alt det maskineri, et stort teater som Gladsaxe råder over" siger Adam Price.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Fire vil afløse Hanne Andersen
Der bliver hele fire kandidater at vælge imellem, når socialdemokraterne i Gladsaxe skal finde nuværende folketingsmedlem Hanne Andersens afløser.
De fire lokale vælgerforeninger har nemlig peget på hver deres kandidat.
 
Som tidligere omtalt har Bagsværd peget på Morten Espersen, Mørkhøj på Bent Greve, Søborg pegede forleden på Michael Jakobsen og i aftes udpegede Buddinge-socialdemokraterne så Sophie Andersen.
Sidstnævnte har også fået stemmer i to andre lokalforeninger, og kendere formoder, at hun også bliver den endelige kandidat efter urafstemningen senere i denne måned.