Tirsdag den 12. september
- Tvivl om afvisning af videoafhøringer
- Der bliver nu sået tvivl om det grundlag,
landsretten brugte til at afvise videoafhøringer af
børn fra Mosen.
- Den advokat, der forsvarede den 23-årige
tidligere pædagogmedhjælper i byretten, afviser nemlig
at have begået de fejl, der er en væsentlig begrundelse
for at landsretten udelukkede de videoafhøringer, der
blev vist i byretten.
-
- Ifølge forsvareren i landsretten, Thomas
Rørdam, fik den 23-årige hverken mulighed for at tale
med sin advokat om sagen før videoafhøringerne eller
for at se videoafhøringerne kort tid efter, at de var
optaget. Han fik derfor heller ikke mulighed for at
kræve genafhøring af børnene.
- Men den version af sagsforløbet afviser
forsvareren i byretten, Jesper Madsen, kategorisk.
- "Ud fra mine notater kan jeg på
klokkeslæt se, at han har været her før
videoafhøringerne", siger han til Nyhedsmagasinet.
- Jesper Madsen siger også, at han kan
dokumentere, at den nu frikendte mand inden retssagen i
byretten fik lejlighed til at læse en udskrift fra
videoafhøringerne.
-
- Selv om Jesper Madsen således modsiger
Thomas Rørdam, er han tilfreds med landsrettens
frifindelse af den 23-årige.
- "Jeg er meget glad for, at min
tidligere klient er blevet frikendt, for jeg har hele
tiden troet, at han var uskyldig. Men jeg vil ikke
hænges ud for noget, jeg ikke har gjort, og det undrer
mig at landsretten ikke ringede til mig", siger han
til Nyhedsmagasinet.
- Thomas Rørdam siger, at han har
dokumenteret sin version af sagsforløbet i landsretten.
-
- Og så skal vi til slut slå fast, at det
er en misforståelse, at landsretten har afvist
videoafhøringerne fordi, den 23-årige ikke overværede
dem i monitorrummet.
- Reglerne om overværelse i monitorrummet
gælder ikke med tilbagevirkende kraft.
- Mangel på hjem for autister
- Der er stadig mangel på særlige hjem for
mennesker med autisme.
- For 25 år siden blev det første af
slagsen bygget i Gladsaxe, hvor det stadig ligger. Siden
er der kommet flere til, men det er langt fra nok,
vurderer forstanderen på Højtoft, der var den første
institution for autister.
- Han tror kun, hver en tredjedel af de
mennesker, der har brug for det, bor på en særlig
institution for personer, der lider af autisme.
- Resten bor sammen med mennesker med andre
typer handicap eller hjemme hos deres forældre.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
tirsdag)
- Top-point til Gladsaxe-virksomheder
- Fire selskaber med hovedsæde i Gladsaxe
optræder på årets liste over virksomheder, der har
været bedst til at skabe vækst, indtjening og afkast
til investorerne.
- Listens udarbejdes af Børsens
Nyhedsmagasin, og bedste Gladsaxe-virksomhed blandt de
122 fremmeste er Søndagsavisen på en 4. plads. Novo
Nordisk optræder på en 11. plads. Højgaard Holding,
der er en del af Højgaard & Schultz-koncernen, der
snart åbner nyt hovedsæde i Gladsaxe, er at finde på
en 67. plads, og Sophus Berendsen på plads nr. 119.
-
- I-data i Bagsværd er ikke med på listen,
fordi et af kriterierne er, at firmaerne skal have været
børsnoteret i mindst tre år.
-
- Fodboldklubberne Brøndby og AGF er begge
med på listen, hvorimod det lokale fodboldaktieselskab
AB ikke er med.
- AB optræder til gengæld på Berlingske
Tidendes liste over både ugens største kursfald og
årets dårligste afkast. AB-aktien ligger og roder på
en kurs omkring de 40.
- Studenterhuen giver job
- En studentereksamen er mere værd i dag
end den var for ti år siden.
- Det er nemlig blevet lettere at få et
arbejde, selvom man "kun" har en gymnasial
uddannelse med i bagagen.
- Nye tal fra Danmarks Statistik for 1999
afslører, at næsten 87 procent af folk i alderen 30 -
59, hvis højeste uddannelse er en studentereksamen, har
et arbejde - en markant stigning i forhold til 1991, hvor
tallet var knap 83 procent.
-
- Men de nye fremtidsudsigter får ikke
nødvendigvis eleverne på Gladsaxe Gymnasium til at
ændre fremtidsplaner.
- De mener stadig, at de studerende vil
søge de videregående uddannelser efter gymnasiet.
- Selvom det er blevet lettere at få et job
med en studentereksamen, så viser tallene fra Danmarks
Statisk, at beskæftigelsen trods alt stadig er højest
blandt de folk, der har gennemført en videregående
uddannelse, nemlig hele 93 %.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
tirsdag)
- 40 km/t i alle boligområder
- Om en uge bliver Frodesvej i Bagsværd
landskendt.
- Ikke fordi vejen i sig selv er noget
særligt, men fordi det er dér hele forsøget med 40
km/t i alle boligkvarterer i Gladsaxe indvies.
- Det sker med både borgmester- og
ministertale og er da også al opmærksomhed værd
ikke mindst fra bilisternes side.
- De skal nemlig nu til at tage sig i agt
for 55 nye vejbump og risikoen for at miste kørekortet,
hvis grænsen på de 40 km overskrides med for meget.
-
- Det er det eneste sted i landet, hvor
samtlige boligområder dækkes totalt og overalt af en
ens hastighedsgrænse, og forsøget, for der er tale om
et forsøg, bliver derfor fulgt med stor interesse.
- Alle erfaringer fra andre
"bebumpede" områder med lavere
hastighedsgrænser viser tydelig effekt, senest siger
undersøgelser fra flere jyske byer, at antallet af både
alvorligt og lettere tilskadekomne er blevet halveret ved
de fartdæmpende initiativer.
-
- Skulle enkelte bilister ikke endnu have
opdaget de nyetablerede vejbump, så husstandsomdeles der
i hele Gladsaxe foldere og plakater med de ændrede
regler.
- Naturlig varme i roklub
- Bagsværd Roklubs bygning på Skovalléen
er en sand strømsluger.
- Huset, der er fra 1974, bliver i dag
varmet op ved hjælp af gamle, nedslidte el-radiatorer,
som er dyre i strøm og vedligeholdelse og meget lidt
miljøvenlige.
- Børne- & kulturforvaltningen har
derfor foreslået, at roklubben konverterer fra el til
naturgas.
- Ikke alene vurderes naturgas som værende
en mere miljørigtig løsning der er også penge
at spare.
- Det vil koste rundt regnet 35.000 kroner mindre
om året at varme op i lokalerne i roklubben med
naturgas i stedet for med elvarme.
-
- Selve etableringen af nyt gasfyr og
vandbårent opvarmningsanlæg vil beløbe sig til næsten
600.000 kroner, men de udgifter kan dækkes ind ved
hjælp af tilskud fra Gladsaxe Kommunes miljøpulje,
fælleskontoen til fritidsformål, ligesom det er muligt
at søge om tilskud fra Elsparefonden.
-
- Forslaget om konvertering fra el til
naturgas i Bagsværd Roklub er til drøftelse på aftenes
møde i Kultur- fritids- og idrætsudvalget, hvorefter
det skal i Økonomiudvalget.
- Tilsynsråd, besparelser og flyttesager
- på byrådsdagsorden
- "Hvilke konsekvenser får lukkedagene
1. maj og 5. juni på den daglige normering i
daginstitutionerne", og "hvordan vil de 0,2%
besparelse på vikarkontoen blive udmøntet"?
- Sådan vil der blandt andet blive spurgt,
når Gladsaxe byråd i morgen aften holder møde.
- Spørgeren får svar på sine i alt seks
spørgsmål samme aften, fordi spørgsmålene er blevet
afleveret til byrådet inden kl. 12 ni dage før mødets
afholdelse.
- Ellers kunne spørgsmålene være blevet
henvist til administrativ besvarelse, altså uden den
opmærksomhed, der naturligt følger et byrådsmøde med
tilhørere i salen, direkte radiotransmission og i
øvrigt med pressens ekstra bevågenhed.
-
- Udover den traditionelle spørgetid, så
er hele planlægningen omkring flytning af beboere på
plejehjemmene på dagsordenen. Både Bakkegården og
Kildegården skal bygges om, og mens det sker, så bliver
beboerne i et vist omfang flyttet til det nye Rosenlund.
- Gebyrsagen om udrykninger til blinde
alarmer er sammen med flere anlægssager og to
tilsynsrådssager ligeledes på dagsordenen.
-
- De sidste to handler dels om procedure ved
aflæggelse af årsregnskab og manglende aktindsigt, dels
en klage fra Vadstrupgårds tidligere leder.
- Hun ønsker en vurdering fra byrådets
side vedrørende hendes rolle og medansvar som leder i
forbindelse med de pådømte overgreb mod børn i
institutionen.
-
- Vi sender direkte fra mødets start kl. 18
i morgen og genudsender torsdag fra kl. 9.30.