Torsdag den 21. september


Klarhed om kommunikation på plejehjem

Beboere, pårørende og personale må aldrig være i tvivl om kommunikationsvejen på plejehjemmet. Så klar er meldingen fra lederen af omsorgscentret Bakkegården, efter at Gladsaxe Kommune har iværksat en tilbundsgående undersøgelse af omstændighederne omkring et dødsfald på plejehjemmet Egegården.De pårørende til den nu afdøde mener manglende kommunikation var den væsentlige årsag til dét fald, der senere betød døden for den ellers velfungerende beboer.
 
Men faste retningslinier og ansvarsområder for personalet kan være med til at forhindre lignende tragedier, og er i det hele taget nødvendige, for at få hverdagen til at fungere på plejehjemmet, mener lederen af omsorgscentret Bakkegården, Ruth Cyano.Nye beboere og pårørende bliver altid informeret om, hvem der er kontaktperson og hvem man skal henvende sig til, hvis kontaktpersonen ikke er tilstede. Kontaktpersonens opgave er at vurdere, hvad der er for en beboer der flytter ind, og hvad der er vigtigt for ham eller hende – og gerne i samarbejde med de pårørende, fortæller Ruth Cyano. Kommunikationen mellem beboer/pårørende og plejehjemmet foregår altså via den faste kontaktperson.
 
På Bakkegården er der 148 beboere og over 300 ansatte. "Når man tænker på, hvor mange mennesker vi er på stedet, så er der noget der tyder på, at det er den rigtige måde vi gør det på, siger Ruth Cyano.
 
En beboer på omsorgscentret Egegården døde som nævnt i starten af august af komplikationer efter et fald, til trods for, at de pårørende gentagne gange havde gjort personalet opmærksom på, at den seng der stod på værelset var for høj, og at deres far derfor risikerede at falde når han skulle fra sengen over i sin kørestol.
Familien har desuden forsøgt at få oplysninger fra plejehjemmet omkring omstændighederne i forbindelse med faldet. Men den medarbejder der var på arbejde, den nat beboeren døde, er ikke længere ansat på Egegården, lyder svaret.
 
I løbet af de kommende 14 dage ventes kommunen at have afsluttet sin undersøgelse af hændelsesforløbet.
 
Vi forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra den konstituerede leder på plejehjemmet til proceduren for kommunikation og ansvarsfordeling på Egegården.

Vejnavn opkaldt efter omstridt entreprenør

Den ene stifter af entreprenørvirksomheden Højgaard & Schultz får nu opkaldt en vej efter sig ved firmaets nye hovedsæde i Gladsaxe. Det sker selv om flere har protesteret mod navnet Knud Højgaards Vej. Senest har Det radikale Venstre i teknik- og miljøudvalget foreslået, at der findes et andet navn.
 
Begrundelsen er, at kommunen ikke bør lægge navn til en person, der forsøgte at lave statskup, gik bag om samlingsregeringen, ville afskaffe demokratiet og som mente, at en gruppe arbejdsgivere var bedre til at regere end en regering, der havde mere end 90% af befolkningen bag sig.
 
Men kun Dansk Folkepartis Flemming Albrechtsen, socialdemokraten Sven Nielsen og det radikale medlem selv stemte for at finde et andet vejnavn, da sagen blev diskuteret. Flertallet i det ni mand store udvalg sagde god for Knud Højgaards Vej.

Hård politiindsats i Mørkhøj

Politiet i Gladsaxe har slået hårdt ned på en gruppe unge mennesker, der siden marts måned har begået mange forskellige former for kriminalitet i Mørkhøj. Blandt andet hærværk og biltyverier. Politiet mener, at mindst elleve 14-19-årige har været indblandet i forbrydelserne, og at det især er en hård kerne på tre personer, der står bag.
 
Efter at politiet har afhørt mange af de unge og varetægtsfængslet den ene, er kriminaliteten faldet mærkbart i Mørkhøj, siger kriminalinspektør Palle Sanvig.

Rødt flertal på Gladsaxe Gymnasium

Hvis eleverne på Gladsaxe Gymnasium skulle sammensætte Folketinget, ville vi få et rødt flertal i Danmark.
Statsministeren ville nok stadigvæk hedde Poul Nyrup, men Holger K. Nielsen, Margrethe Auken og Søren Søndergaard skulle også have nogle gode ministerposter.
 
Hver tiende elev på Gladsaxe Gymnasium ville stemme på Enhedslisten, hvis der var folketingsvalg i morgen, og de havde stemmeret. Lidt over halvdelen ville stemme på enten SF eller Socialdemokratiet. 27 procent på socialdemokratiet og 26 procent på folkesocialisterne. Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti ville tilsammen få fem procent af stemmerne.
 
Det viser en spørgeundersøgelse som en af samfundsfagsklasserne har lavet i seks klasser.I undersøgelsen fordeler klasserne sig ligeligt mellem sproglige og matematikere, og det kan give en skævhed, da der jo er overvægt af matematikere i virkelighedens verden.

Polsk besøg i Gladsaxe

I går fik Gladsaxe gæster fra den polske venskabsby Koszalin. Ti polakker er sejlet til Danmark i en stor lystyacht og ligger nu til kaj på langelinie. Hovedparten af deltagerne er journalister, så besøget i Gladsaxe gik både til Gladsaxe Bladet og Radio Gladsaxe.
En af deltagerne, Adam Kasprzyk, kombinerer fornøjelse med arbejde for ud over at besøge Kronborg og andre turistseværdigheder, skal han lave reportager til Polens største radio RMF.
 
Euro-afstemningen har polakkernes store interesse, fordi de selv er på vej ind i EU. Selv tror Adam Kasprxyk, at afstemningen ender tæt på fifty fifty. "Danmark er et meget åbent land, og det peger på et ja. Men Danmark er også et rigt land, og de rige lande skal give nogle penge til de fattige i EU, og det peger på et nej", siger han til Nyhedsmagasinet.

År med omstilling

Trods et mildt sagt atypisk år, med omstilling, undervisning og afprøvning, kom Amtssygehuset i Herlev ganske pænt ud af året 1999. Amtssygehuset har netop udgivet sin første samlede årsberetning nogensinde – det synlige bevis på husets aktiviteter i 99. Godt 49.000 patienter blev sidste år undersøgt, behandlet og i det hele taget plejet på Amtssygehuset i Herlev.
 
Antallet af ambulante besøg, dvs. behandlinger der foregår indenfor samme dag, steg i 99 med 15%, imens antallet af indlæggelser og operationer lå på stort set samme niveau som i 1998. Til gengæld kunne sygehuset sidste år, i forhold til 98, afslutte flere patienter fra de medicinske afdelinger, der bl.a. tager sig af hjertesygdomme, gigtpatienter og fysioterapi.
 
På Onkologisk afdeling introducerede man sidste år nye, sene åbningstider for kræftpatienter i stråleterapien, hvilket har haft en positiv effekt på ventelisterne. Samtidig udskiftede huset næsten samtlig IT-systemer, indviede en ny afdeling for intern medicin, og moderniserede nye afsnit med enestuer til patienterne i den psykiatrisk afdeling.

Skulptur flyttes

Den tre meter høje Robert Jacobsen skulptur foran indgangen til boligforeningen FSB Torvegårds kontor på hjørnet af Rybjerg Allé og Krejbjergvej får snart ny adresse. Det store kunstværk står på det nærmeste "gemt" bag en stor berberishæk, og dertil kommer, at bebyggelsen snart får nyt indgangsparti. Derfor søgte ejendomskontoret for snart 5 måneder siden ejeren, Gladsaxe Kommune, om tilskud og lov til at flytte skulpturen.
 
Og Kultur- fritids- og idrætsudvalget har nu været ude at bese skulpturen, og et flertal af udvalget giver ansøgeren ret i, at Robert Jacobsens tre meter høje værk vil komme bedre til sin ret på hjørnet af Rybjerg Allé og Ejsingvej.
 
Der er bevilget maksimalt 6650 kroner til flytning af skulpturen.


Hør flere nyheder i torsdagens lydudgave af Nyhedsmagasinet