Tirsdag den 5. september
- Forsøg med privat hjemmehjælp sat igang
- Hjemmehjælpen i Stengård distrikt er nu
på private hænder, og borgerne kan fremover forvente
større sikkerhed og mere stabilitet i hjemmehjælpen,
siger de nye leverandører.
- Gladsaxe Kommune besluttede i 1999, som
forsøg, at udlicitere et af kommunens fem
hjemmehjælpsdistrikter, med det formål, at afgøre om
der er penge at spare, uden at kvaliteten sænkes. Og i
går overtog den private virksomhed Forende Care så
officielt opgaven.
-
- Forenede Care, der er en del af selskabet
Forenede Service på Buddingevej, står allerede for
bl.a. rengøringen i flere af landets kommuner, men
opgaven i Gladsaxe er den første hjemmehjælpsopgave,
der inkluderer pleje, selskabet har fået i Danmark.
- Alligevel er Forenede Care nu parat til at
bevise, at en privat virksomhed kan tilbyde borgerne
bedre hjemmehjælp end kommunen. Bl.a. har firmaet et
meget lavt sygefravær hos personalet på kun 2%,
fortæller koncernchef i Forenede Service, Peer C. Krogh.
-
- Udliciteringen i Stengård distrikt
omhandler hjemmehjælp døgnet rundt for 414 borgere.
Gladsaxe Kommune skal stadig stå for bl.a. visitation
til hjemmehjælp og kontrol med den nye leverandør,
Forenede Care.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
tirsdag)
- 1.000 kroner for at smide tøjet
- Politiet i Gladsaxe søger piger og
kvinder, der meget kontant er blevet tilbudt penge for at
smide tøjet.
- Tilbudet er kommet fra en 55-årig mand,
der onsdag i sidste uge blev anholdt efter at have fulgt
efter en 13-årig pige og spurgt, om hun ville smide
tøjet for henholdsvis 500 eller 1.000 kroner.
Alternativt kunne hun få samme beløb, hvis hun ville
røre ved ham eller se ham smide tøjet.
-
- Manden var fulgt efter pigen til hendes
hjem, men selv om han satte en fod i klemme i døren, så
lykkedes det den unge pige at få smækket døren. Og pigens
beskrivelse af manden var så nøjagtig, at han kort
efter blev anholdt.
- Han er som sagt 55 år, slank med gråt
tilbagestrøget hår, har briller med stålstel og kører
i en lysbrun Ford Orion.
-
- Gladsaxe politi kan kontaktes på 39 69 14
48.
- Fængselsrisiko bremser ikke mor
- Trussel om fængselsstraf og et
erstatningskrav på 200.000 kroner bremser ikke en mor
fra Høje Gladsaxe.
- Hun vil blive ved med at tilkendegive sin
opfattelse af om en 23-årig tidligere
pædagogmedhjælper har forgrebet sig på hendes søn.
-
- En enig domsmandsret i Østre Landsret
frifandt i onsdags den 23-årige for
blufærdighedskrænkelser eller anden kønslig omgang end
samleje med otte børn i børneinstitutionen Mosen.
- Og når en mand er frikendt, er det
ulovligt at sige, at han er skyldig, fastslår
juraprofessor på Københavns Universitet, Vagn Greve.
- Alligevel vil hverken moderen eller Ekstra
Bladet undskylde artiklen, "Jeg hænger ham ud som
pædofil," der var på forsiden af fredagens udgave
af Ekstra Bladet.
- Det kan i sidste ende betyde, at moderen
kommer i fængsel, mens Ekstra Bladet går fri.
-
- "Udgangspunktet er, at når man
citerer en person for nogle udtalelser, er det den
pågældende person, som står til ansvar for det. Der er
undtagelser, men dét er udgangspunktet, siger Vagn Greve
til Nyhedsmagasinet.
- Strafferammen for bagvaskelse går helt op
til to år. "Den er der selvfølgelig ingen, der vil
drømme om at anvende, men det er altså en alvorlig
forbrydelse", siger Vagn Greve.
-
- Forsvarer Thomas Rørdam har rejst et
erstatningskrav på 200.000 kroner over for moderen og
Ekstra Bladet. Han vil anmelde moderen for bagvaskelse,
hvis hun fortsætter sine beskyldninger.
- Over for Nyhedsmagasinet fastholder
moderen, at hun vil blive ved med at udtale sig.
"Jeg har ikke sagt noget forkert", siger hun.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
tirsdag)
- Gladsaxe Kommune fortsætter praksis i pædofilisager
- Frifindelsen af den 23-årige tidligere
pædagogmedhjælper fra Mosen i Høje Gladsaxe får ikke
Gladsaxe Kommune til at ændre praksis i pædofilisager.
Kommunen vil stadig informere forældrene.
- "Vi har en åben politik, som går
på, at de andre forældre skal vide det, hvis vi har
anmeldt en person. Det gør vi for at undgå
rygtedannelse, og blandt andet på Søborg Skole har det
vist sig, at den åbne politik har skabt ro blandt
forældrene", siger børne- og kulturdirektør Svend
Erik Haase til Nyhedsmagasinet.
-
- I sin forsvarstale for den 23-årige
pædagogmedhjælper sagde Thomas Rørdam blandt andet, at
børn og forældre kunne være gået i selvsving, fordi
forældrene mistænkte den unge mand og måske kom til at
give den mistanke videre til børnene ved hjælp af
ledende spørgsmål.
-
- "Det kan være Thomas Rørdams
opfattelse, men der er jo stor uenighed blandt eksperter
om, hvordan man skal gøre det. Indtil videre vil vi
følge de retningslinier, vi har. Vi understreger jo
netop over for forældrene, at de skal passe på med at
stille ledende spørgsmål. Vi instruerer dem faktisk om
det på det møde, der afholdes meget hurtigt",
siger Svend Erik Haase.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
tirsdag)
- SuperBrugsen på sort liste
- SuperBrugsen på Søborg Hovedgade fik i
juli forbud mod at producere hakket kalv og flæsk, fordi
Fødevaredirektoratets kontrol afslørede for mange
bakterier.
- Det fremgår af direktoratets netop
offentliggjorte septemberliste over sorte
fødevarepletter i Danmark.
-
- "Resultatet fra Fødevaredirektoratet
kom som et chok for os, fordi der intet var at lugte på
kødet, ingen er blevet syge af at spise det og så viste
en kontrol på FDBs eget laboratorium, at kødet var i
orden", siger uddeler Marianne Nielsen fra
SuperBrugsen.
-
- Men der har næppe været tale om samme
parti kød, for FDB har ifølge direktoratet ikke klaget
over forbudet.
- Forbudet mod produktionen af hakket kalv
og flæsk er i øvrigt siden blevet hævet.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
tirsdag)