Onsdag den 6. september


Forældre vil klage over statsadvokat
De berørte forældre vil klage over den statsadvokat, der var anklager i retssagen mod den tidligere pædagogmedhjælper, der onsdag i sidste uge blev frifundet for anden kønslig omgang end samleje med børn i børneinstitutionen Mosen. "På os virkede det som om, han ikke var engageret i sagen", siger en far, der ønsker at være anonym.
 
Forældrene er utilfredse med anklageren, Peter Varming, fordi han ikke inddrog børnepsykologer, der kunne forklare om ændringer i børns adfærdsmønstre som følge af seksuelle overgreb og heller ikke forholdt sig kritisk til de videnskabelige undersøgelser, forsvarer Thomas Rørdam brugte til at så tvivl om børns vidneudsagn.
Men de er mest utilfredse over, at anklageren ikke ankede landsrettens kendelse om videoafhøringerne til højesteret. Landsretten bestemte nemlig, at de videoafhøringer, der var en del af grundlaget for byretsdommen, ikke måtte indgå i dommernes vurderinger. Det skete på baggrund af en tidligere højesteretskendelse, men forældrene mener ikke, de to sager er helt sammenlignelige.
 
Børnenes bistandsadvokat, Michael Harms, er nu ved at undersøge forældrenes klagemuligheder, men han fastslår over for Radio Gladsaxe, at det ikke kan ændre dommen.
Retssager går kun om i ganske sjældne tilfælde, eksempelvis hvis der er sket en rettergangsfejl og klagemuligheden er især lagt an på at sikre, at uskyldige ikke bliver dømt.
 
Statsadvokat Peter Varming har ingen kommentarer før, han ser den konkrete klage.

Hjemmehjælpere i Gladsaxe mindre syge
Det sundhedsfaglige personale i Gladsaxe har færre sygedage end deres kollegaer i andre omegnskommuner, viser en ny undersøgelse om sygefravær i de 18 kommuner i Københavns amt.
Resultatet kommer som en stor overraskelse for politikere og den kommunale administration, der i årevis har forsøgt at få nedbragt sygefraværet.
Det formodede alt for høje antal fraværsdage har også været brugt som del af argumentationen for at udlicitere hjemmehjælpen.
Socialudvalgets formand, Erling Schrøder (S), har længe plæderet for ensartede opgørelser kommunerne imellem, så der reelt kan sammenlignes.
 
Den gennemsnitlige fraværsprocent for samtlige personalegrupper i de 18 kommuner ligger på 4,9, som også er fraværsprocenten i Gladsaxe.
 
Hvad angår sygefraværet indenfor det sundhedsfaglige område, så har personalet i Gladsaxe som nævnt færre sygedage end gennemsnitligt andre steder.
Til gengæld er blandt andet rengøringspersonalet og de ansatte i daginstitutionerne i Gladsaxe lidt mere syge end i andre kommuner.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Forgæves udrykninger skal koste
Nu må ejerne af automatiske brandalarmer til pengepungen, når alarmen fejlagtig går i gang og brandfolkene kommer drønende med hele udstyret.
Alene i Gladsaxe skete det 165 gange sidste år, hvor alarmer startede efter uforsigtighed fra håndværkeres side, fejlbetjening af anlæg eller tekniske fejl.
Hidtil har de mange forgæves udrykninger ikke kostet ejerne af alarmerne så meget som en krone, men en ændring i beredskabsloven gør det nu muligt at opkræve et gebyr på 3.500 kroner pr. blind alarm.
 
Flere omegnskommuner ventes at indføre en ordning, hvor der ikke opkræves gebyr for den første blinde alarm i en 12 måneders periode, men i Gladsaxe skærpes reglerne yderligere – her er det nemlig kun den første blinde alarm efter installationen, der er omkostningsfri, derefter koster hver udrykning 3.500.
 
Beredskabschef i Gladsaxe, Ole Nedahl, hilser muligheden for at kræve op velkommen, men stiller sig samtidig tvivlende overfor effekten.
"Jeg håber selvfølgelig, at antallet af blinde alarmer vil gå ned, men om gebyret alene vil være adfærdsregulerende for folks omgang med de automatiske alarmeringsanlæg, det stiller jeg spørgsmålstegn ved", siger bererdskabschefen til Nyhedsmagasinet.

Roser til Pilmark
Søren Pilmark høster masser af anmelderroser til scrapbogen for sin rolle i Gladsaxe Teaters forestilling "Showtime".
For en sjælden gangs skyld er avisanmelderne enige. I en forestilling, der kredser om magi og illusioner, udretter Søren Pilmark mirakler og tryllebinder i rollen som Keld i Adam Prices "Showtime".
"Det er Søren Pilmarks forestilling, og selvom der ikke er ret meget tungt gods i historien, så serveres den folkeligt, underholdende med showsang, musik, trylleri og fikse filmindslag. Det største illusionsnummer i stykket er, at Pilmark kan gøre mirakler med en meget spinkel og banal tekst" skriver Ekstra Bladets anmelder Jonna Gade., der giver stykket fire ud af seks stjerner.
 
"Showtimes styrke er, at det er skræddersyet til Pilmark" supplerer Berlingske Tidendes Susanne Bernth. "Han får lov til at boltre sig i alt dét, han mestrer i en grad, så han kan spille amatør med det, og han får kvalificeret, men lidt for realistisk modspil af Birgit Sadolin" skriver Berlingske Tidende. "I mindre kvalificerede hænder kunne forestillingen let blive en katastrofe, fordi sentimentaliteten og forudsigeligheden hele tiden lurer i kulissen. Men her lykkedes det" mener Susanne Bernth, der ikke er alene om, også at rose Pilmarks medspiller på scenen.
"En prægtig Birgit Sadolin, som den rædselsfulde og benhårde mor" skriver Aktuelts Jakob Steen Olsen, der slutter sin anmeldelse med at konkludere "Resultatet er lettere ujævnt og pokkers underholdende stjerneteater i de to timer, forestillingen varer".
 
Politikens anmelder har derimod tilsyneladende haft en lang aften i Gladsaxe Teater. "Måske er det lidt for dristigt at kalde skuespillet "Showtime". Det giver forventninger, men dem skal vi glemme, for Adam Prices sindrige tekst handler om, hvad tryllekunstneren gemmer i ærmet, og ikke hvad han leverer sit publikum. På bunden er der ingenting og mørke. Temaet i stykket udvikler sig ikke, det er for monotont. Efter pausen tror vi, at vi får kunsten at se, at der er sket noget. Det er der ikke" skriver Politikens Betinna Heltberg.
 
Showtime spiller på Gladsaxe Teater frem til midten af oktober.