Tirsdag den 3. april
-
Betinget fængsel og samfundstjeneste for trafikdrab
- Den 18-årige mand, der i efteråret
påkørte og dræbte ung cyklist ved en tragisk
trafikulykke på Buddinge Hovedgade, blev i går dømt
skyldig i uagtsomt manddrab, groft uforsvarlig kørsel
og bilkørsel uden kørekort.
- Ulykken skete en sen oktoberaften, sidste
år.
- Den unge mand kom kørende ad Buddinge
Hovedgade sammen med to venner i en stjålet bil.
- Han havde ikke noget kørekort - han havde
bestået den teoretiske prøve, men manglede stadigvæk
at bestå den egentlige køreprøve.
- Da de kom til Møllemarken, kørte en
anden bil op på siden. Den tiltalte sagde i retten, at
han følte sig presset af den anden bilist.
- Vidner forklarede i retten, at det mest af
alt så ud som om, de to biler kørte om kap ud ad
Buddinge Hovedgade.
- Umiddelbart efter Klausdalsbrovej mistede
den tiltalte herredømmet over bilen og kørte med høj
fart ind i en parkeret bil. Vidner fortalte, at der lød
et voldsomt brag, da de to biler ramte hinanden. Det
skete med så stor kraft, at de vendte sig i luften og
den førerløse bil landede på cykelstien.
- Den tiltalte og de to passagerer var nødt
til at klatre ud af soltaget for at komme ud af den
totalt smadrede bil. Frontpartiet var knust, taget var
bulet og ruderne slået itu.
- Først da de kom ud af bilen, så de den
26-årige cyklist. Den tiltalte fastholdt i retten, at
det var den parkerede bil, der havde ramt hende, men
tekniske undersøgelser har vist, at der var rester af
lak fra den røde cykel på højre side af bilens front.
Undersøgelserne har også afsløret, at bilen, lige før
ulykken, kørte med en hastighed på mellem 88 og 108
km/t., selvom skiltene på Buddinge Hovedgade viser max.
60 km/t.
- Efter en næsten fire timer lang retssag
med otte indkaldte vidner, besluttede en enig
domsmandsret at idømme den nu 19-årige ét års
betinget fængsel. Det næste år skal han være under
tilsyn af kriminalforsorgen, han skal finde arbejde, og
han skal afsone 80 timers samfundstjeneste. Derudover har
han de næste to år mistet retten til at erhverve sig
det kørekort, han aldrig har taget.
- Den titalte og den beskikkede forsvarer
udbad sig betænkningstid.
-
-
Venstrekandidater klar til kommunalvalg
- "Det er den bedste kandidatliste, vi
har lavet nogensinde".
- Sådan beskriver Venstres leder i
Gladsaxe, Bjarne Rasmussen, de 13 kandidater, der til
november skal kæmpe med de øvrige partier om de 25
pladser i byrådet.
- Det er da også en bred vifte
repræsenterende mange forskellige erhvervsområder.
- Blandt de mere kendte findes
politiassistent Kim Wessel-Tolvig, der er daglig leder af
færdselsafdelingen i Gladsaxe politi, fællestillidsmand
samme sted, men måske mest kendt som fast ingrediens på
Gladsaxe stadion eller siddende på en af politiets
motorcykler.
- Også den tidligere fodboldspiller Torsten
Andersen, der i dag bla. er sportskommentator, hører til
de mere kendte på listen, der tæller tre kvinder og ti
mænd.
- Vi har mere om listen senere i
Nyhedsmagasinet, hvor vi taler med Bjarne Rasmussen.
Gladsaxeborgere gav færre penge til Kræftens
Bekæmpelse
- Samtidig med at Kræftens Bekæmpelse på
landsplan fik et rekordstort indsamlingsresultat, blev
der i Gladsaxe samlet færre penge ind end sidste år.
- I alt gav Gladsaxeborgerne godt 140.000
kroner mod knap 155.000 i år 2000.
- Alligevel er formanden for lokalforeningen
i Gladsaxe, Kirsten Ploug, godt tilfreds.
- Der var nemlig kun 104 indsamlere mod 143
sidste år, så hver enkelt indsamler har fået flere
penge i bøtten.
- Lokalafdelingen vil nu overveje, hvordan
de kan få flere indsamlere til næste år. Det kan for
eksempel ske ved at gå på gaden og opfordre folk til at
melde sig.
-
Gladsaxe Teater nomineret til årets Reumert
- Gladsaxe Teater må tage til takke med to
nomineringer, når Danmarks største scenepris, Årets
Reumert, uddeles søndag den 22. april.
- I denne sæson har teatret igen haft en
række store satsninger på programmet, bl.a.
rockmusicalen "Rent". Men det er "udenfor
murene" og langt fra Buddinge Hovedgade, Gladsaxe
Teater har påkaldt sig størst opmærksomhed fra den
fagjury, der har valgt de nominerede til Årets Reumert.
- Louise Beck er nomineret i kategorien
"bedste scenograf", for henholdsvis Gladsaxe
Teaters store udendørs opsætning af "Aladdin"
i Ulvedalene, og for scenografien til den aktuelle
forestilling "De Tre Musketerer".
- Lisbet Dahl er nomineret i kategorien
"bedste kvindelige birolle", for sin rolle som
den elefantridende mor Morgiane, også i
"Aladdin".
- Lisbet Dahl kan i øvrigt havne i den
besyndelige situation, at hun skal overrække en pris til
sig selv hun er nemlig vært ved den store
prisuddeling i Folketeatret.
- Det samme gælder for Flemming Enevold
om dagen direktør på Gladsaxe Teater, og om
aftenen det ulykkelige genfærd i musicalen Phantom of
the Opera, årets store publikumssucces på Det Ny
Teater. Flemming Enevold kan også opleves i en
dobbeltrolle ved uddelingen af Årets Reumert. Han er
nemlig medvært, og nomineret i kategorien
"bedste mandlige hovedrolle".
- Det er tredje gang årets Reumert uddeles.
Første gang var i 1999, og dengang vandt Gladsaxe Teater
rent faktisk for bedste musikforestiling med musicalen
"Trold Kan Tæmmes" af Adam & James Price.
-
-
Ny informationschef i Gladsaxe Kommune
- Første maj får Gladsaxe Kommune en ny
informationschef.
- Det er 36-årige Henriette Rald, der bor i
Bagsværd og for øjeblikket arbejdet som presse-
informationssekretær i økonomiministeriet.
- Henriette Rald er cand.scient.pol, det vil
sige, at hun har læst statskundskab på universitetet.
- Hun har tidligere været fuldmægtig i
Udenrigsministeriet, koordinator ved Dansk
udenrigspolitisk Institut, projektleder ved KVINFO,
informationsmedarbejder i Europabevægelsen, politisk
sekretær for John Iversen, MEP., samt medarbejder ved
institutionen Ældre på Højskole i Udlandet.
- Gladsaxes nuværende informationschef,
Preben Sørensen, går på pension.
- Han har arbejdet i kommunen i syv år.