Fredag den 6. april



Gladsaxe Kommune for retten

Gladsaxe Kommune bliver slæbt for retten den 24. og 25. september.
Det er den kendte forsvarsadvokat Thomas Rørdam, der fører sagerne for to tidligere pædagogmedhjælpere, der begge blev fyret fra Gladsaxe Kommune efter, at de blev mistænkt for pædofili.
 
Den ene mand, der var pædagogmedhjælper i Elverhøj, blev frifundet af byretten i Gladsaxe. den anden, som arbejdede i Mosen, blev først dømt i byretten og derefter frifundet i landsretten.
Thomas Rørdam har tidligere nævnt et krav på 200.000 til den ene af de afskedigede pædagogmedhjælpere.
 
Det er advokat Mariann Norrbom, der skal tale Gladsaxe Kommunes sag i retten.

Antal venner til debat!

Gladsaxe Kommune strammer nu op på det ellers så venskabelige samarbejde med 17 byer fordelt på Japan, Grønland og resten af Europa.
Det var i 1952 kommunen indgik det første venskabsbysamarbejde med Solna i Sverige, og her omtrent 50 år senere, er det tid at tage venskabsbyarbejdet op til fornyet revision – hvad kommer der ud af venskabsbyarbejdet og hvordan kan borgerne inddrages?
Politikerne er nået frem til otte forskellige indsatsområder, lige fra oprettelse af legater til en officiel venskabsbyuge.
 
Venskabsbyarbejdet, og især sammensætningen af venskabsbyer var til debat på onsdagens byrådsmøde, og her stillede den radikale Lis Smidsholm spørgsmål ved antallet af venskabsbyer.
"Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det er meningen, at vi skal op på 25 byer? Og i så fald hvorfor?" spurgte Lis Smidsholm. "Jeg går meget ind for venskabsbyarbejdet, men jeg synes, der skal være en begrænsning i antal og i hvor langt væk byerne ligger fra Gladsaxe", sagde det radikale byrådsmedlem.
 
De lande der har været på tale i forbindelse med nye venskaber er Italien, Letland, Lithauen, Island og Færøerne.
Økonomiudvalget har indstillet, at antallet af venskabsbyer forbliver uændret, så hvis der skal tilføjes nye venskabsbyer til listen, så er der altså noget der tyder på, at det er slut med venskabet til samme antal nuværende venskabsbyer.
 
Debatten om venskabsbysamarbejdet fortsætter, og først efter kommunalvalget til efteråret bliver det besluttet, om der skal ændres noget i sammensætningen af Gladsaxes venskabsbyer.
Det venskabelige samarbejde på tværs af landegrænser koster godt 1.5 mio. kroner om året.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Pavillon skal løse pladsproblemer

Egegård skole udvider med to lokaler efter sommerferien.
Pladsen på Egegård skole har været noget trang, siden skolen i august modtog en børnehaveklasse og SFO-gruppe mere end beregnet. Og efter sommerferien byder den populære skole velkommen til til endnu en ekstra børnehaveklasse.
Men nu har politikerne fundet frem til en akut løsning på pladsproblemerne på Egegård: En pavillon med to SFO-rum a´60 m2, fuldt udstyret med garderobe og toiletter.
 
I skolesektorplanen er der allerede snak om en nybygning på Egegård skole, og pavillonen er en midlertidig løsning, indtil den forventede nybygning står klar, efter planen omkring sommeren 2003.
Pavillonen koster godt halvanden million kroner, og den står klar til brug juni 2001.

Pensionistferie på Sølyst

Pensionister i Gladsaxe, der ikke lige ved, hvad de skal lave den første uge i juli i år, har god grund til at spidse øren nu – der er nemlig et attraktivt ferietilbud på vej til dem.
Socialudvalgsformand Erling Schrøder siger til Nyhedsmagasinet: "Prisen med kost og logi fra mandag til fredag bliver på 800 kroner, så der skal nok blive rift om de 35 pladser".
 
For de uindviede kan det oplyses, at Sølyst ligger ved Fakse Ladeplads, kun et badehåndklædes bredde fra en fremragende starnd.
 
Ferietilbuddet bliver annonceret sidst på måneden.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Præst: Påsken er den største helligdag

Når det i dag ringer ud efter sidste time, kan skoleeleverne holde en lang påskeferie.
Og påsken er mere end påskebryg og chokoladeæg.
Sognepræst Merete Sølling fra Søborg Kirke er i hvert fald ikke i tvivl, når hun skal pege på årets største helligdag.
"Alle helligdage er vigtige, men påsken er den vigtigeste, for det er jo opstandelsesdag. Det er også derfor, at søndag er den dag, vi fejrer gudstjeneste hver uge," siger hun til Nyhedsmagasinet.
 
I øvrigt fortæller Merete Sølling meget mere om påsken i Påskemagasinet, der er ferievikar for Nyhedsmagasinet skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag.


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet