Mandag den 9. april



SF´s yngste byrådskandidat er 54 år

Med sine 54 år er Peter Brooker SFs yngste bud på et byrådsmedlem.
Partimedlemmerne har netop valgt de fire kandidater, der skal øverst på listen, og de er alle tættere på pension end SU.
"Unge er væmmelige," siger Peter Brooker med et grin, hvorpå han mere alvorligt uddyber, at ingen yngre har meldt sig.
 
SF bruger systemet med partiliste, hvilket betyder, at rækkefølgen er afgørende for, hvem, der kommer ind. Alle stemmer på partiet tilfalder nemlig de øverstplacerede.
Det er partimedlemmerne, der har valgt de fire øversplacerede, der ud over Peter Brooker er Ida krogh,
Gunnar Svendsen og Arne Petersen.
 
Derudover vælger bestyrelsen yderligere nogle navne, men de har formentlig ikke skyggen af chance for at komme ind.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Tilsynsråd: OK med nedrivningspåbud

En tilbygning til en villa på Niels Bohrs Allé i Søborg skal nu rives ned, selvom bygningen har ligget der i mere end 35 år.
Det siger byggemyndigheden i Gladsaxe kommune, der også har fået Tilsynsrådets godkendelse til påbuddet om nedrivningen.
Rådet blev inddraget i sagen efter en klage fra ejeren af hus og tilbygning.
Ejeren mener nemlig, at kommunen stiltiende har godkendt bygningen, fordi kommunen har kendt til den siden 1963.
Men ifølge Tilsynsrådet, så er kommunen ikke afskåret fra at give påbud om nedrivning på grund af forældelse, da bygningen først i dag søges lovliggjort.
Så der er ingen vej udenom for husejeren på Niels Bohrs Allé.

Gladsaxe Kommune søger 25 nye lærere

Nu er der kommet tal på lærermanglen i Gladsaxe.
Gladsaxe Kommune søger 25 nye lærere, der kan træde til efter sommerferien.
Det svarer til lidt under fire procent af de i alt 650 lærere, der arbejder i kommunen.
 
I en helsides annonce i fagbladet Folkeskolen reklamerer kommunen blandt andet med, at lærere uden undervisningserfaring kan komme med i en lærerstartordning, der giver bedre tid til forberedelse.
 
I annoncen slår kommunen også på, at der er sat særlige midler af til IT, at der bliver arbejdet i teams og at der netop er sat gang i en længere proces om folkeskolens målsætning.
Der står derimod ingenting om den seneste tids konflikter mellem kommunen og lærerforeningen.
I annoncen bliver efterspørgslen på lærerne begrundet med pensioneringer og stigende børnetal.

Gladsaxes beredskabsplan er ikke detaljeret

I dag er det 61 år siden, Danmark blev besat af tyskerne, og vi har benyttet lejligheden til at kigge nærmere på beredskabsplanen for Gladsaxe, der træder i kraft, hvis Danmark kommer i krig eller krise.
Men der er ikke nogen detaljeret plan for, hvad der skal ske i tilfælde af krig.
 
Derimod er der en masse oplysninger, som man kan bruge til at udarbejde en konkret plan i en krisesituation.
Eksempelvis står der, hvor mange mennesker, der kan indkvarteres på forskellige institutioner i kommunen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Skolen på Taxvej skal rumme børn med autisme

Skolen på Taxvej i Bagsværd bliver formentlig omdannet til en specialskole for børn med autisme.
Det ønsker undervisnings- og kulturudvalget i Københavns Amt i hvert fald, men det er i sidste ende amtsrådets beslutning.
 
For øjeblikket huser Skolen på Taxvej multihandicappede børn, men den første august flytter skolen til nye lokaler i Vallensbæk.

Masser af grønne idéer!

Deleværktøj, loppemarkeder og grøn hjemmeside.
Der kom masser af idéer på bordet, da der fornylig var borgermøde om forslaget til ny Agenda 21-plan – den plan, der sætter dagsordenen for miljøarbejdet i kommunen de næste fire år.
 
Et af de populære debatemner var affald, og hvordan mængden af affald kan mindskes. Det var bl.a. et konkret forslag til et samarbejde med supermarkeder, der går på at handlende kan efterlade overflødig emballage på stedet. Så er det op til supermarkederne at gå tilbage til leverandørerne og opfordre dem til at spare på emballagen.
 
Der var også forslag om at husejere slår sig sammen og køber fælles ind og deler, når det gælder hækkesakse, vinkelslibere og flishuggere.
Og så var der en borger der foreslog en meget systematisk indsamling af miljøidéer, tilgængelig for andre via den kommunale hjemmeside på internettet.
Alle cafédebattens forslag kommer i hvert fald til at indgå i den videre politiske behandling af forslag til Agenda 21. En endelige plan over miljøinitiativer forventes færdig og vedtaget på byrådsmødet den 13. juni.


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet