Mandag den 6. august
Ishockeyspiller dømt for vold
- En 29årig ishockeyspiller blev i
Gladsaxe Byret fredag idømt 20 dages betinget fængsel
for vold under en ishockeykamp. Med dommen er der endnu
en gang rejst spørgsmålstegn ved, om der er for megen
vold i sport.
-
- Den 29-årige ishockeyspiller, der på
dispensation spiller på et oldboyshold fra Kastrup, stod
tiltalt for at have begået vold mod en modspiller, da de
to hold mødte hinanden til det, der skulle have været
et "hyggestævne" i Gladsaxe Skøjtehal i
april. Modspilleren fra Esbjerg blev slået bevidstløs
og endte på hospitalet med fire brækkede ribben og en
forstuvet skulder, men som sagen skred frem, stod det
klart, at det er svært at afgøre, hvor grænsen går
imellem decideret vold på en sportsbane og det, man må
forvente af knubs i en hård kontaktsport som ishockey.
-
- Den tiltalte nægtede sig skyldig, men
erkendte, at han havde skubbet modspilleren omkuld, for
derefter at "lande" ovenpå ham:
- - Det er meget normalt, det gør man for
at undgå, at modspilleren slår igen. Det er en form for
selvforsvar, forklarede den tiltalte:
- - Jeg undrede mig også først over, at
han ikke gjorde modstand, da jeg lå oven på ham, men
så opdagede jeg, han var bevidstløs, og så blev jeg
båret væk af andre spillere, fortalte den stærkt
berørte Kastrup-spiller i retten. Han mente,
modstanderen måtte være kommet til skade under selve
faldet, og at det derfor ikke var forsætligt.
- Offeret selv kunne ikke huske andet, end
han havde ramt isen, han krævede ingen erstatning, da
han "kun" havde haft smerter i en uge og ikke
havde mistet nogen indtægt på grund af skaderne.
- Men ifølge anklageren og flere af dennes
vidner var der ingen tvivl om, at det var en bevidst
handling. Den tiltalte havde i deres version bevidst
taget afsæt og to gange "hoppet" ned med
samlede knæ og ramt Esbjergspilleren i hovedet med
voldsom kraft.
-
- Episoden tog sit udspring i, at
Esbjergspilleren først langede ud efter den anklagede
med sin stav og slog ham over benene. Kastrupspilleren
reagerede på dette angreb ved at skubbe til sin
modstander, der faldt til jorden. Den del af episoden
kunne alle være enige om, men hvad der derefter skete,
herskede der derimod stærk uenighed blandt vidnerne om.
- Men dommeren og de to domsmænd valgte
altså overvejende at tro på anklagerens vidner, der
blandt andre bestod af kampens dommer og tre politifolk,
der tilfældigvis overværede kampen, da de også deltog
i stævnet i Gladsaxe.
- Til gengæld fandt dommerne ikke belæg
for, at den tiltalte have ramt modstanderen to gange,
lige som det heller ikke blev fastlagt, om han ramte ham
i hovedet eller på kroppen.
- Konen til den dømte, der overværede
retssagen sammen med parrets spædbarn, brød sammen i
gråd, da hun hørte ordet fængsel fra dommeren, men
blev dog beroliget, da hun fik forklaret, at der var tale
om en betinget dom, med prøvetid på et år.
-
- Den 29-årige spiller, der har udbedt sig
betænkningstid til at afgøre, om han vil modtage eller
anke dommen, har siden episoden ikke rørt en puk. Men
selv om der snart sættes punktum for denne sag fra
Gladsaxe-stævnet, er der stadig det principielle
spørgsmål tilbage, hvordan kommer man volden til livs.
For selv om disciplinær-udvalget under dansk
ishockeyunion har forbudt at slå med staven eller bruge
den til at spænde ben for modstanderen med, er det
stadig nogle af de mest anvendte måder at stoppe en
modstander på.
Konservative: Ny plan for Kvickly-området
- Supermarkedet Kvickly i Buddinge er
støjmæssigt en torn i øjet på mange af naboerne, men
også politisk er der stadig grøde.
- Blandt andre har det konservative
byrådsmedlem Henrik Sørensen stillet kritiske
spørgsmål til butikkens størrelse og byggetilladelser.
-
- Det gælder f.eks. en tilladelse, som et
flertal i teknik- og miljøudvalget sagde god for helt
tilbage i marts måned.
- Ifølge den må supermarkedet godt bygge
til, hvis det opfylder en betingelse om ikke at lade
varer og tom emballage stå og fylde op bag forretningen.
-
- De konservative stiller sig tvivlende
overfor lovligheden af tilladelsen og vil, formentlig i
alliance med andre borgerlige partier, snarest stille
forslag om at lave en helt ny lokalplan for området.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Unge fra Værebro fik bank af politiet!
- Den blå uniform var skiftet ud med
t-shirt og røde shorts, da Gladsaxe politi forleden var
i kamp mod unge fra Værebro Park-bebyggelsen.
- De to parter mødte i fredags hinanden på
grønsværen til en længe ønsket fodboldkamp.
-
- "Det er en sjov ting, at få lov til
at møde nogle af de unge, vi normalt bare ser rende
rundt på gaden. Samtidig håber vi, de unge vil få et
lidt andet syn på politiet, og opleve, at vi ikke bare
er robotter, der render rundt i uniformer, men
almindelige mennesker ligesom dem selv", sagde
spillere fra Gladsaxe politi´s fodboldhold.
-
- De unge fra Værebro måtte i øvrigt lide
et 3 0 nederlag til politiet på fodboldbanen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Gladsaxe Bio får ny profil
- Hvis man for eftertiden vil se Julia
Roberts og Tom Cruise folde sig ud på det hvide lærred,
så skal man måske en tur til Lyngby i stedet for til
Bagsværd.
- Om tre uger åbner Kinopalæet - et stort
biografkompleks med 11 topmoderne biografsale, beliggende
i Lyngby. Og det får betydning for udvalget af film i
Gladsaxe Bio, der i fremtiden især vil satse på de mere
specielle og smalle film, mens ungdomsfilm kommer til at
fylde langt mindre i det samlede repertoire.
-
- "Gladsaxe Bio bliver på mange måder
en mere interessant biograf at komme i, men måske for et
lidt mindre publikum", siger biografdirektør Per
Grunnet til Nyhedsmagasinet.
- Gladsaxe Bio vil stadig være en
premierebiograf og de helt store film, som eksempelvis
efterårets "Harry Potter" vil sandsynligvis
både få premiere i Bagsværd og i Lyngby.
Venner fra øst
- Der kommer venner af Gladsaxe på besøg
østfra i næste uge.
- Her er ikke tale om folk fra Gentofte, men
om en delegation fra det noget mere eksotiske Estland og
det om muligt endnu mere eksotiske Japan.
- Folkene fra Estland kommer fra
venskabsbyen Haabersti, og de skal se nærmere på den
folkelige budgetdag, høre om byrådet, om
socialforvaltningens opgaver og om fritiden i Gladsaxe.
-
- Japanerne kommer fra den lige så
venskabelige by Taito, og består af en flok
kunsthåndværkere, der vil vise deres kunster frem på
selve budgetdagen, der i år falder lørdag den 18.
august.
Igen hærværk mod busbom
- Busbommen på Krogshøjvej i Bagsværd har
igen været udsat for hærværk, så også andre
trafikanter end busser kan køre uhindret igennem.
- Sjovt nok faldt denne omgangs hærværk
lige efter industriferiens afslutning, så måske er der
en sammenhæng med de mange tusinde arbejdspladser i
Novos biokemiske fabrikker i området.
-
- Bommen har de seneste år været udsat for
et utal af hærværksgerninger, der alle har haft det til
fælles at sætte bommen ud af drift, så bilisterne
også har kunnet benytte vejen.
-
- Senere på måneden skal politikerne i
teknik- og miljøudvalget i Gladsaxe beslutte, om bommen
skal videoovervåges for at få sat en stopper for det
gentagne og dyre hærværk.
Hør mere i dagens lydudgave af
Nyhedsmagasinet