Onsdag den 8. august
25 mm vand på 77 minutter
- Gladsaxe er sluppet forholdsvis heldigt og
nådigt gennem de seneste dages regnskyl, selvom de
fleste nok mener, at der er kommet rigeligt med regn.
- Det er gået langt værre for folk lidt
længere sydpå, siger kommunikationsmedarbejder Niels
Rasmussen fra Falck:
- "Kun tre ud af de omkring 260
anmodninger om assistance, vi har fået frem til tirsdag
formiddag, er fra Gladsaxe. Det er gået en del værre
for folk i Sundby og Tårnby, hvor der har stået vand op
til en halv meter i kældrene".
- Mandskab fra det meste af Nordsjælland
har hjulpet til med udbedringer af skader i områderne
syd og øst for København.
-
- De kommunale vandforsyningsfolk var på
ekstraarbejde under det 10 timer lange regnvejr søndag,
hvor kloakdæksler på Bagsværd Hovedgade blev presset
op af luft, der ikke kunne slippe hurtigt nok ud ved de
pludselige vandmængder i rørene.
- Det store aflastningsbassin ved Søvej i
Bagsværd holdt til det gigantiske regnvejr, selvom
vandet kun stod 10 centimeter fra kanten på et
tidspunkt.
- Regnen natten til i går kunne bassinet
til gengæld ikke holde til, og der løb adskillige
tusinde liter urenset spildevand ud i Bagsværd sø, der
jo som bekendt i forvejen slås med
næringssaltene.Søndagsregnen gav 25 mm vand på 77
minutter i den nordlige del af Gladsaxe, mens Søborg fx
kunne nøjes med 11 mm. Regnen natten til tirsdag gav
22,8 mm i gennemsnit.
-
- Selvom Falck kun har fået tre
anmeldelser, så er flere blevet ramt af vand i kældre.
Det gælder specielt Stengårdskvarteret og området på
og omkring Haspegårdsvej.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet onsdag)
Lang vej til ren jord
- 16 forurenede grunde i Gladsaxe, der truer
grundvandet, står på Københavns amts liste over
grunde, der skal ryddes op på de næste 12 år.
- Listen indeholder 114 grundvandstruende
forureninger, der enten er placeret i et område med
særlige drikkevandsinteresser, i nærheden af et
vandforsyningsanlæg eller ved boliger,
børneinstitutioner eller offentlige legepladser.
-
- I år regner amtet med at fjerne jord
forurenet med bitumen, olie, diesel og chlorerede
opløsningsmidler fra en gammel fyldplads i Bagsværd
industrikvarter.
- Næste år går det så løs i jorden
under to gamle renserier og et nuværende. Et af de gamle
er Rigshospitalets gamle vaskeri, der lå i starten af
Søborg Hovedgade.
- Siden kommer turen til de renserier, der
er i brug i dag her forventer amtet at have renset
ud i løbet af år 2004.
-
- Nogle af de værste forureninger, dem på
den gamle Cheminova-grund og Scandiflex i Søborg, bliver
der tidligst gjort noget ved i år 2009. De ligger nemlig
udenfor de områder, der af amtet bliver betragtet som
værende af særlig drikkevandsinteresse.
- Ud over de 114 prioriterede grunde på
listen, så er der kortlagt yderligere 156 forureninger,
hvor der enten allerede er gang i de såkaldte
afværgeforanstaltninger eller, hvor forureningen ikke
skønnes alvorlig nok.
Stemmefiskeri i Værebro
- Der er stemmer at hente i Værebro.
- Det mener Socialdemokraterne i Gladsaxe,
som nu går på charmeoffensiv og arrangerer "Glad
dag i Værebro".
- "Tallene fra tidligere valg viser, at
Værebro er dér, hvor der generelt er den laveste
stemmeprocent. Derfor vil vi gerne bringe politik noget
mere ud til den del af vores kommune også", siger
kredsformand Torben Nielsen.
-
- Den glade dag i Værebro bliver holdt på
den grønne plæne mellem boldbanen og bakken i
Værebroparken.
- Der bliver musik og underholdning og
politiske taler fra blandt andre folketingskandidat Bent
Greve og sundhedsminister Arne Rolighed.
- Og det hele sker nu på lørdag fra
klokken 11 til 20.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet onsdag)
Biblioteker sortlister skyldnere
- Hvis man har et økonomisk udestående med
biblioteket på over 200 kroner, så er det nu man skal
få bragt orden i sagerne, hvis ikke man vil risikere at
havne på bibliotekernes sorte liste.
- Borgere der skylder for mere end 200
kroner i gebyrer vil for eftertiden blive helt udelukket
fra at låne på bibliotekerne, indtil gælden er betalt
eller nedbragt.
-
- Gladsaxe bibliotekerne har i øjeblikket
et sted imellem 2- og 300 skyldnere i den
størrelsesorden, og det er forholdsvis få, i
betragtning af, at bibliotekerne årligt har ca. 35.000
aktive brugere, siger leder af Hovedbiblioteket,
Charlotte Plenge.
-
- Der er gebyr på 1. og 2. hjemkaldelse af
materialer, regninger og portoafgift på reserveringer.
- Skyldnere har stadig et par uger til at
komme af med gælden - den nye ordning træder først i
kraft den 1. september.
Stadig vækst for Novo
- Der er masser af penge i folk med
sukkersyge, blødersygdomme og hormonforstyrrelser.
- Det kan Gladsaxes største private
virksomhed, Novo Nordisk i Bagsværd, konstatere efter
opgørelsen af halvårsregnskabet.
- Novo har således i årets første halvdel
solgt for mere end otte mia. kroner præparater til folk
med sukkersyge, mens salget af væksthormoner til
mennesker og medicin til kvinder i overgangsalderen
sammen med medicin indenfor bløderområdet tilsammen
ligger på mere end tre mia.
-
- Novo-aktien er blevet 37% mere værd i
løbet af de seneste seks måneder, og efter skat tjente
firmaet knap to mia. kroner hjem til ejerne.
- Novos egne forventninger til resten af
året går på en forbliven på det nuværende
vækstniveau på 15%.
Snerydder udpeget som krigskøretøj
- En af Høje Gladsaxe-bebyggelsens absolut
tunge drenge er kommet i militærets søgelys.
- Det er den store, blå traktor, der
normalt bruges ved snerydning på de brede arealer, der
er blevet udpeget til at stå til rådighed for forsvaret
i tilfælde af krig eller krise.
-
- Hærens Materielkommando udpeger fra tid
til anden køretøjer, der kan blive brug for i en sådan
situation, bl.a. lastbiler, busser, sættevogne - og
altså også traktorer.
- Hver afdeling i Høje Gladsaxe-bebyggelsen
har en traktor til storskrald og haveaffald, men det er
altså kun den store traktor, der har vakt hærens
interesse.
-
- "Det er ikke noget, vi har været
udsat for før", siger beboerformand i Høje
Gladsaxe John Brown Brabant Althoff-Andersen, der dog må
formodes at kunne tage udpegningen med sindsro.
Køretøjet vil kun blive indkaldt i tilfælde af krig
eller krise, så foreløbig gør den blå traktor altså
fortsat tjeneste i Høje Gladsaxe.
Hør mere i dagens lydudgave af
Nyhedsmagasinet