Torsdag den 9. august
10 dages fængsel for falsk anmeldelse om voldtægt
- En 23-årig kvinde er ved retten i
Gladsaxe blevet idømt 10 dages ubetinget fængsel efter
en falsk anmeldelse om voldtægt.
- Ifølge kvindens forklaring til politiet
havde tre mænd en sen aftentime på vej hjem fra et
bodega-besøg trukket hende til side, og mens de to holdt
hende fast, så havde den tredje begået fuldbyrdet
voldtægt.
-
- En nærmere efterforskning førte frem til
en mand, som kvinden havde mødt på Lillebrors Bodega i
Buddinge.
- Han forklarede, at kvinden helt frivilligt
var gået med hjem fra bodegaen, ligesom hun frivilligt
havde haft samleje med ham. Der var hverken tale om to
mænd yderligere eller om voldtægt.
-
- Foreholdt dén forklaring brød den
23-årige sammen og tilstod den falske anmeldelse.
- Hun forklarede til retten, at hun ikke var
vant til den slags ting, altså at gå med fremmede mænd
hjem.
- Hun havde derfor efter besøget hos manden
stortudende ringet til sin søster, som havde spurgt, om
hun var blevet voldtaget.
- Det bekræftende svar ledte til
anmeldelsen om voldtægt.
-
- Den ubetingede fængselsdom på 10 dage
kom åbenlyst bag på både den tiltalte kvinde og
forsvareren, der har betænkningstid frem til den 16.
august til at anke sagen.
Kulturpris til målrettet aktivitet på boldbanen
- En på flere måder målrettet aktivitet
for psykisk udviklingshæmmede er blevet tildelt en
fornem anerkendelse.
- Gladsaxe Kommunes Kulturpris går i år
til Bagsværd Boldklub, der sidste år startede et
fodboldhold for udviklingshæmmede elever på Værebro
skole.
-
- For to år siden blev Bagsværd Boldklub
kontaktet af forældre, der savnede et tilbud om idræt
til handicappede børn og unge i Gladsaxe kommune, og
Bagsværd Boldklub etablerede et fodboldhold.
-
- Udover Bagsværd Boldklub er også
Diskotek Liva på omsorgscentret Kildegården blevet
tildelt dette års kulturpris.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Cykelkampagne skal ændre på vaner
- "Jeg er så glad for min cykel"
lyder det på telefonsvareren hos Dansk Cyklist Forbund.
- Men det er åbenbart ikke alle, der er så
glade for at cykle.
- I hvet fald så lancerer forbundet igen i
år kampagnen "Vi cykler til arbejde" for at
få flere af os til at lade bilen stå og i stedet få
pudset cykelformen af.
-
- Kampagnen kører fra den 3. til og med den
23. september. Man kan tilmelde sig på hold af mindst
fire personer, eneste krav er, at man cykler til og fra
arbejde. Jo mere holdets deltagere cykler, jo flere point
får holdet og opnår dermed større mulighed for at
vinde præmierne, der er stillet i udsigt.
-
- Tilmeldingsfrist er den 24. august.
- Flere oplysninger kan evt. fås på Dansk
Cyklist Forbunds hjemmeside www.vicykler.dk
Fremgang for Novozymes
- Æblet falder som bekendt sjældent langt
fra stammen.
- Bagsværd virksomheden Novozymes,
lillesøster til Novo Nordisk, er kommet ud af første
halvår med et resultat før skat på 382 mio. kroner,
det er en stigning på 34% i forhold til sidste år.
- Salget af emzymer har indbragt Novozymes 2
mia. 508 mio, ligesom Novozymes-aktien er steget 36% i
værdi.
Budgetdag 2001
- Japansk kunsthåndværk, Mester
Jakel-teater og gratis kompost-orme er nogle af
ingredienserne, når Gladsaxe kommune inviterer til den
traditionsrige budgetdag næste lørdag.
- De japanske kunsthåndværker bliver
præsenteret af kunstnerne selv, der kommer fra
venskabsbyen Taito, lige som der også er besøg fra
venskabsbyen i Estland, Haabersti.
-
- Budgetdagen bliver i år samtidig en
indvielse af den ny-renoverede rådhusplads, hvor
Gladsaxes borgere også kan diskutere politik med de
lokale folkevalgte og høre om det snarlige valg i
Ældre-rådet. Der er boder med repræsentanter fra de
lokale vælgerforeninger, daginstitutioner og kommunens
politiske udvalg.
-
- Og så bliver der masser af aktiviteter og
underholdning, ikke mindst stiller vi her fra Radio
Gladsaxe op med vores eget, meget velspillende, band og
har selvfølgelig også en bod på rådhuspladsen, hvor
interesserede kan få et indblik i, hvordan man laver
radio.
-
- Den festlige budgetdag finder sted lørdag
den 18. august fra kl. 10.30 til 14.30.
Hør mere i dagens lydudgave af
Nyhedsmagasinet