Mandag den 17. December


Narkogæld udmundede i bankrøveri

En narkogæld på omkring 30.000 kroner fik formentlig en 22-årig mand til at begå røveri mod Danske Bank i Høje Gladsaxe Center i sommer. Det fik han i går i Gladsaxe Byret fire år og tre måneders ubetinget fængsel for.

Presset af sin pusher forsøgte den unge mand i første omgang at begå et væbnet røveri med et oversavet, dobbeltløbet jagtgevær, der ikke var ladt. Men fortrød, da han så, der var kunder i banken.

Men han skyldte altså 30.000 til sin ven, som han havde fået heroinen af, med henblik på videresalg. Da han i stedet havde taget heroinen selv, var han havnet i en situation, han ikke så anden udvej på end at begå et røveri. Og efter at have talt med sin ven flere gange gik han to dage senere ind i Danske Bank, denne gang var jagtgeværet ladt. Hans ven og en mand til var med i planen og havde arrangeret en flugtknallert til ham fra banken i Høje Gladsaxe Centeret, hvor han stak af med 236.00 kroner.

Forsvareren lagde vægt på, at den 22-årige ikke havde peget med jagtgeværet på nogen af de ansatte i banken, men derimod selv havde taget pengene fra pengeskab og skuffer.

I retten kom det frem, at den 22-årige siden 15-års alderen har været stofmisbruger, har adskillige domme bag sig for berigelseskriminalitet samt besiddelse og videresalg af euforiserende stoffer. Og en mentalundersøgelse har vist, at han har en kort lunte og viser tendens til at være adfærdsvanskelig.

Anklageren krævede som minimum fem år fængsel, da den 22-årige også havde tilstået andre forbrydelser, deriblandt loven om euforiserende stoffer.

Når dommen endte med at blive en anelse lavere, kan det hænge sammen med, at den 22-årige fra starten har tilstået både røveriet og de andre anklager og ifølge dommeren har været meget samarbejdsvillig i forløbet.

Forsvareren udbad sig 14-dages betænkningstid.


Dårlig lyd i skolen

Selvom Stengård skole i Gladsaxe er blevet renoveret for et tocifret millionbeløb efter et skimmelsvampeangreb, så er der stadig bygningsmæssige problemer.

Faktisk mener skolens bestyrelse, at der som følge af renoveringen er opstået nye problemer. Den er helt gal med akustikken i lokalerne, og så har håndværkerne godt nok fået bugt med svampen, men den håndværksmæssige udførelse af renoveringen lader meget tilbage.

Hvis lokalerne skal udstyres med nye akustiklofter, så vil det koste omkring 25.000 kroner for hvert rum – og dem er der 32 af, altså en samlet pris lige under millionen.

Stengård skoles inspektør Dorthe Schnack beskriver her akustikproblemet: "Det føles lidt som jeg forestiller mig, at det må være at stå i en osteklokke, og det er svært at høre på de bagerste pladser. I nogle lokaler giver det en hul lyd, som kan være svær at fange. Konsekvensen er at både elever og lærere bliver ekstra trætte, og flere klager også af hovedpine".

Det bliver op til det nye byråd at afgøre, om der skal sættes nye lofter op.


Manddrab for Østre Landsret

I dag i Østre Landsret står en 30-årig mand fra Helsingør tiltalt for manddrab på en 87-årig kvinde fra Stengårdsparken i Bagsværd.

Den 30-årige brød ind hos kvinden om aften den 11. januar i år, hvor hun efterfølgende blev fundet livløs i en blodpøl. Hun døde senere samme aften, formentligt af slag og knivstik.

Den 30-årige er blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, og vælger Østre Landsret i dag at dømme ham skyldig, hvad alt tyder på, bliver der tale om en anbringelsesdom. Den anklagede kommer dermed ikke i fængsel, men skal i behandling.

Vi bringer mere om retssagen i Østre Landsret i morgen.


Røveri mod lokalbrugs

Lokalbrugsen på Mørkhøjvej i Gladsaxe fik lørdag morgen besøg af tre maskerede røvere.

De to af dem truede bestyreren med et boldtræ til at åbne pengeskabet, hvorfra de tog 40.000 kroner. Den tredje holdt vagt udenfor.

Røverne var udenlandske og talte kun gebrokkent dansk. De bar alle mørkt tøj og mørke hætter under røveriet. Pengene blev stoppet i en grå taske.

Gladsaxe politi har endnu ikke fået fat i de tre røvere.


Ny struktur på nærpolitiet

Politiet bliver mere synligt i Gladsaxe fremover – det er i hvert fald planen fra en ny central afdeling, der har med nærpolitiet at gøre. Den nyudnævnte leder, politikommissær Michael Engel Olsen, siger: "Denne nye centrale enhed vil koordinere mandskabet bedre rundt omkring i politikredsen, blandt andet fordi vi i større grad vil analysere mere på kriminaliteten og ikke blot følge det spor, som vi plejer. Det skulle gerne resultere i, at vi vi er til stede, er synlige for borgerne, på de tidspunkter, hvor det forventes".


Fri adgang til kirker

Borgere i Gladsaxe, der gerne vil i kirke juleaften – eller for den sags skyld en anden dag – behøver ikke at frygte for sikkerheden.

Andre kommuner vil ellers nu håndhæve forbuddet mod at stille ekstra stole op i for eksempel kirker og forsamlingshuse strengere. Det sker for at sikre flugtveje ved en eventuel brand.

Den øgede opmærksomhed skyldes ikke mindst en diskoteksbrand i Göteborg for tre år siden, hvor 60 mennesker omkom.

Derfor kan nogle kirker risikere, at de ikke må opstille ekstra stole til juletid. Men der bliver ikke mere rift om pladserne i Gladsaxes kirker, end der plejer at være i julen, beroliger viceberedskabschef Ole Nedahl.

Han understreger, at hvis en kirke vil have mange ekstra stole til en gudstjeneste, kan det komme på tale undersøge forholdene nærmere.


Amtsformænd fra Gladsaxe

Gladsaxe får to udvalgsformænd i det nye amtsråd i København.

Som nævnt flere gange før her i Nyhedsmagasinet, så fik amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen endnu en periode blandt andet med støtte fra den konservative Lars Abel, som så til gengæld fortsætter som formand for undervisning og kulturudvalget – et udvalg, der fremover også skal tage sig af internationalt samarbejde.

Lars Abel bliver desuden medlem af økonomiudvalget og Hovedstadens Udviklingsråd.

Socialdemokraten Preben Andersen bliver formand for en helt ny konstruktion, psykiatriudvalget, og desuden medlem af sygehusudvalget.