Torsdag den 6. December


Nye boliger måske på vej i Gladsaxe

Der er måske håb forude, både for unge og ældre, der står og mangler en bolig og gerne vil bo i Gladsaxe.
 
For omkring 500 nye boliger kan meget vel være realistisk indenfor den nærmeste fremtid, hvis ellers der kan blive politisk enighed om det, og at en lokalplan kan vedtages og godkendes.
 
Det drejer sig blandt andet om cirka 100 boliger opført på det ubebyggede areal ved Tv-byen og så er der tale om at bygge op til 300 lejligheder ved Tinghøjvej. Her er det primært ungdomsboliger, man sigter på, mens det på andre arealer kan komme på tale at etablere seniorbofællesskaber med 10-12 lejligheder.
 
Borgmester Ole Andersen fra Socialdemokratiet ser gerne, at kommunen kan finde en måde at efterkomme boligønskerne på, men indrømmer, at det er svært, da Gladsaxe mere eller mindre er helt udbygget:
 
- Der er stor efterspørgsel på boliger i Gladsaxe, det er attraktivt at bo i vores kommune. Men der er ikke mange steder, vi kan bygge på, vi er nærmest helt udbygget. Men nu vil vi kigge nærmere på de muligheder, der er, siger Ole Andersen.
 
Han tilføjer, at selv om der primært er tale om boliger for unge og ældre, kan det på sigt også hjælpe familier, da der bliver større fleksibilitet på boligmarkedet med flere lejligheder. Det er både private grunde og kommunale, der er med i overvejelserne, så hvordan og hvem, der skal bygge er ikke fastlagt, men opgaverne vil blive lagt i udbud, i det omfang, det er muligt.
 
Byrådet skal på onsdag den 12. december tage stilling til byggeforslaget, og hvis der kan opnås enighed skønnes det, at nye boliger kan tages i brug i løbet af sidste halvdel af 2003.

Strengere straffe hjælper ikke

Vicepolitimester Ole Weikop fra Gladsaxe Politi tror ikke, at strengere straffe kan mindske kriminaliteten.
 
De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at hver anden forbryder begår ny kriminalitet, og det sætter endnu en gang spørgsmålstegn ved, om det danske straffesystem er godt nok.
 
Det afskrækker i hvert fald ikke folk nok til ikke at falde tilbage i den kriminelle løbebane, når de har afsonet deres straf.
 
Men det er svært at lave systemet om, mener Ole Weikop:
 
- Samfundstjeneste lader til at virke bedre, men det er også kun for visse kriminelle. Det er især for folk, der har faste forhold, fast arbejde og et nogenlunde almindeligt liv. Men strengere straffe har historisk vist sig ikke at sænke kriminaliteten eller forhindre folk i at begå ny kriminalitet, siger vicepolitimesteren.
 
Risikoen for at blive opdaget, hurtig sagsbehandling, hurtig domsfældelse samt hurtig afsoning mener Ole Weikop vil gøre lige så stort indtryk på potentielle forbrydere som strengere straffe.
Det er især indenfor ejendomsforbrydelse, det vil sige for eksempel tyveri, indbrud og bedrageri, hvor tilbagefaldsprocenten er høj. Det er syv ud af ti.
 
45 procent af voldsforbrydere er gengangere og 29 procent af sædelighedsforbrydere har en fængselsdom bag sig.

Flere lejligheder på kommunale hænder

Gladsaxe kommune vil nu forhandle med de almennyttige boligselskaber am at overtage anvisningsretten til et større antal lejligheder.
 
Hidtil har kommunen benyttet en 25% anvisningsret, men ny boliglovgivning giver mulighed for kommunal ret helt op til 90% af de de ledige lejligheder.
 
Ordningen giver kommunen mulighed for selv at vælge beboere, men modtager samtidig det økonomiske ansvar for lejemålene.
 
Altså en ordning med både fordele og ulemper, men alligevel attraktiv, mener socialudvalgets formand Erling Schrøder: "Der er mange grupperinger, som vi godt ville kunne finde plads til ved den nye ordning. Der er fx mange pendlere, der ville være glade for en lejlighed i kommunen, der kan også være mange ældre i eget hus, der hellere vil over i en nem lille lejlighed".

Speedwaykørere smuglede cigaretter

124.000 styk cigaretter var udbyttet, da Gladsaxe politi for nylig slog til mod et par polske smuglere. Nu står gerningsmændene og aftagerne overfor et erstatningskrav fra told og skat på næsten 170.000 kroner, fortæller leder af afdeling N, vicekriminalkommissær Kaj Kristensen: "Vi fik et tip fra tolderne i Rødby, og så slog vi til mod to polakker, der kørte med en trailer med en speedwaymotorcykel. Gemt i panelerne fandt vi de mange cigaretter, der var beregnet til aftagere her i politikredsen".

Pas på julemaden

I morgen er det store julefrokostdag.
 
Men inden man sætter sig til bords og går om bord i alle de lækre anretninger, skal man lige huske på, at maden skal behandles ordentligt.
 
- De lune retter skal være gennemstegte og rygende varme. De må ikke stå længe på bordet, men skal sættes på køl hurtigst muligt. Ellers går det ret stærkt, bakterierne kan udvikle sig hurtigt ved en temperatur på 20-40 grader. En enkelt bakterie kan blive til 1000 i løbet af tre timer, fortæller cand. brom Lene Rasmussen fra Fødevaredirektoratet.
 
Og så skal vi måske lige tilføje, inden man haster på sygehuset med det, man tror er madforgiftning, ja så kan der altså være andre grunde til, at man har det lidt dårligt dagen derpå.