Torsdag den 1. Februar


Blanchering af ukrudt god men dyr løsning

Den pesticidfri bekæmpelse af ukrudt på 170 km kommunal vej i Gladsaxe virker efter hensigten – på overfladen i hvert fald.
Det skal forstås i bogstaveligste forstand, for ukrudtsbekæmpelsen, der mestendels består af gasafbrænding, er ganske effektiv oven på vejbelægninger og pladser, men får ikke ordentlig fat i rodukrudt og vedplanter.
Det kan på længere sigt give nedsat levetid af belægningerne, konkluderer ingeniørfirmaet Cowi i en evalueringsrapport om de seneste to års pesticidfri bekæmpelse.
 
De kostbare belægninger kan dog reddes, mener Cowi, hvis der på højt prioriterede lokaliteter og højværdibelægninger, som det kaldes, indføres et højere kvalitetsnieveau. Det betyder i praksis, at bekæmpelsen eksempelvis skal udføres manuelt.
Det vil umiddelbart fordyre den nuværende bekæmpelsesmetode, men stadig på længere sigt spare miljøet, herunder det kostbare grundvand.
 
Rapporten fortæller også, at børstningen, som også er en del af bekæmpelsen, er for hård ved belægningerne og derfor som metode på retur.
Derimod virker brændingen, eller flammebehandlingen, som forventet, når den udføres i rette tempo.
Køres der for langsomt henover planterne, kan der opstå brand og brandskader, køres der for hurtigt, så svides ukrudtet ikke nok, og så vokser det bare videre.
 
Den ikke så ligetil kunst at bekæmpe ukrudt bliver senere til en sag for politikerne i teknik- og miljøudvalget, der både skal se nærmere på Cowi-rapporten og på en evaluering fra kommunens egne teknikere.

Varetægtsfængsling forlænget i eksplosionssag

De to unge mænd, der er sigtet for at stå bag eksplosionen under Høje Gladsaxe Centret er blevet varetægtsfængslede for yderligere fjorten dage oven i de første fjorten dages fængsling.
Det er dog kun den 25-årige, der sidder bag tremmer, da den 23-årige stadig ligger i en hospitalsseng og kun er fængslet in absentia. Han blev hårdt kvæstet under eksplosionen, men er nu uden for livsfare, om end det stadig er for tidligt at afhøre ham.
Så snart den 23-årige bliver frisk nok, skal han fremstilles i et grundlovsforhør.
 
Eksplosionen i kælderen under Høje Gladsaxe Centret skete natten mellem den 13. og den 14. januar, og den 23-årige var den eneste der kom til skade. Motivet er stadig ukendt, men der har verseret flere rygter om bl.a
hævntogt og jalousidrama.

Prop og Bertha udelukket fra bibliotekets hylder

Børnefilmen Prop og Bertha er en stor succes i Gladsaxe Bio, og alene i weekenden var 500 børn og voksne inde og se filmen om manden og koen.
Men hvis man vil låne historierne på børnebiblioteket i Gladsaxe, må man gå med uforrettet sag.
Biblioteket har ikke skønnet, at kvaliteten var god nok.
 
I fremtiden kan det dog blive muligt at låne bånd med Prop og Bertha, for den øgede efterspørgsel har fået
biblioteket til at bestille nogle bånd hjem til gennemlytning, og lederen af børnebiblioteket, Ulla Harne, regner med at købe nogle eksemplarer.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Ingen spor efter forfædre i Værebro

Hvis der ligger en oldtidsby under den kommende svømmehal i Værebro, finder vi den formentlig aldrig.
Området er nemlig så ødelagt af tidligere byggerier og kørsel, at eventuelle spor efter vores forfædre er forsvundet.
Det kunne arkæolog Tom Giersing konstatere efter et par timers arbejde, da han i går tjekkede det øverste muldlag på grunden.
Men han er ikke overrasket over ødelæggelsen.
"Det sker tit herinde i byen", siger han til Nyhedsmagasinet.
 
Efter planen skal svømmehallen stå klar til indvielse i oktober 2002.

Debatmøde om genteknologi på teatret

Teaterfolk, læger og en præst mødes i morgen på Gladsaxe Teater til et åbent debatmøde om genteknologi.
Debatten tager udgangspunkt i den aktuelle forestilling "Lifelines", som handler om kloning af mennesker, og konkliften mellem menneskelig etik og videnskabens fremskridt.
Med til debatmødet er et panel, bestående af blandt andre stykkets instruktør, genforskere fra Rigshospitalet og Christian Busch, der er præst samme sted.
 
"Jeg forventer først og fremmest at få gang i den folkelige debat, så det ikke kun er politikere og eksperter der deltager i den slags debatter", siger Christian Busch. "Enhver form for ny videnskabelig opdagelse kan have nogle utrolig gode virkninger. På den anden side ser det også ud som om, at meget ny forskning har enorme bivirkninger. Og dét er et stort problem. Hver gang man sætter noget i værk af videnskabelig karakter, så bliver man nødt til at vurdere bivirkningerne. Og det er et etisk spørgsmål hver gang", mener Christian Busch, der altså sidder med i panelet, når der fredag eftermiddag er åbent debatmøde i Væksthuset på Gladsaxe Teater.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Borgmesteren får nye ansættelseskompetencer

Gladsaxes borgmester har fået mere magt.
I hvert fald når det gælder retten til at bestemme, hvem der skal sidde på nogle af de højeste administrative poster i kommunen.
Proceduren ved ansættelse af ledere er netop blevet ændret, så det nu er borgmester Ole Andersen der på egen hånd kan ansætte nye afdelingsledere og kontorchefer i kommunen. Tidligere var det Økonomiudvalget der stod for dét.
Borgmesteren har nu også lov til selv at ansætte en ledende skolepsykolog, lederen af Gladsaxe Bio, nye stadioninspektører og kommunens idræts- og fritidskonsulenter.
 
Idéen er at spare tid på møder og administration. Der bliver færre møder i ansættelsesudvalgene, og børne- og undervisningsudvalget behøver ikke længere godkende jobannoncer før de skal i Økonomiudvalget – på den måde springes et led over.
 
Borgmester Ole Andersen siger til Nyhedsmagasinet, at der længe har været brug for en forenkling af ansættelsesreglerne
De enkelte udvalg har dog stadig lov til at deltage i ansættelsen, ligesom det også i fremtiden er det samlede byråd der ansætter forvaltningschefer- og déres souschefer.


Hør flere nyheder i dagens lydudgave af Nyhedsmagasinet