Tirsdag den 27. Februar


Busser holder stille

I dag er der fagligt møde hos Connex i Gladsaxe.
Det betyder, at følgende busser ikke kommer på gaden:
3, 4E, 5, 67, 143, 47, 152, 153E, 154E, 156, 157, 158, 159, 161, 165, 167, 350 S.

 

Klag - det nytter

Når den kommunale sagsbehandler siger nej til at udbetale kontanthjælp, dagpenge eller pension, så kan det godt betale sig at klage videre op i systemet – i dette tilfælde Det Sociale Nævn i statsamtet.
I hvert fald, hvis klageren bor i Gladsaxe, viser en opgørelse over den videre skæbne for 314 klager over kommunale sociale afgørelser sidste år.
Gladsaxe kommune er nemlig den kommune i Københavns amt, der må lave flest afgørelser om, altså hvor klageren får ret.
Det er sket i over 15% af sagerne, og i andre godt 15% har kommunen fået besked på at se på sagen igen for i en eller anden grad at ændre på afgørelsen.
I nabokommunen Herlev bliver der i næsten lige så høj grad klaget over de kommunale afgørelser, men der har socialmedarbejderne ramt plet i 20% flere tilfælde.
Gennemsnittet for kommunerne i amtet ligger på 69%, mens Gladsaxes træfsikkerhed i de sociale afgørelser altså ligger på 57%.

 

Kandidater til valgene

Venstre har valgt Bjarne Rasmussen til spids- og borgmesterkandidat. Resten af byrådskandidaterne vælges den 27. marts.
Til amtsrådslisten har Venstre udpeget Vibeke Nielsen, Thomas Stevns Jensen og Nina Tuxen.
Socialdemokraterne i Mørkhøj-Kagså og Søborg har også valgt deres kandidater.
Til byrådsvalget er Mørkhøj-Kagså kandidaterne borgmester Ole Andersen, Robert Byriel,
Tom Knudsen, Henrik Pedersen, Johnny Lilje Hansen og Sven Nielsen.
Mona Adly er kandidat til amtsrådet.
Socialdemokraterne i Søborg har valgt følgende byrådskandidater: Erlings Schrøder, Trine Græse, Mette Marie Schmidt, Hans Christian Kirketerb-Møller, Katrine Skov og Khuran Malik, der kommer til at stå på listen.
Derudover har Søborgs socialdemokrater valgt Kaj Bruhn Andersen som æresmedlem.
Det er en påskønnelse af det arbejde, han og hans familie har gjort for Det Socialdemokratiske Ungdomshjem på Erik Bøghs Allé..

 

Kvinderne har overtaget i Kræftens Bekæmpelse

Kvinderne har helt og aldeles overtaget i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Gladsaxe.
I den ny-konstituerede bestyrelse er der syv kvinder og ikke en eneste mand.
Det er formand, Kirsten Ploug, ked af.
_ Måske har mændene for tralvt, måske er det fordi, de ikke har lyst til den form for frivilligt arbejde med indsamlinger og lignende, siger hun til Nyhedsmagasinet.
Kræftens Bekæmpelse så gerne, at flere mænd tog del i arbejdet.

 

Fru Gladsaxe!

Medarbejderne i kommunens Europasekretariat måtte knibe en ekstra gang med øjnene, da de for nylig fik elektronisk post fra den anden side af Øresund.
Som afsender stod nemlig en vis fru Gladsaxe fra Stockholm, skriver personalebladet Broen.
Helene Gladsaxe er i færd med at indsamle oplysninger om sin mor, Nancy Eriksson, som kom til verden i 1907 på et mødrehjem her i Gladsaxe. Hun blev bortadopteret til et ægtepar i Sverige, og blev senere et af sveriges mest folkekære rigsdagsmedlemmer gennem 24 år, men Danmark og Gladsaxe havde en særlig plads i hendes hjerte, fortæller Helene Gladsaxe i sit brev.
Datteren vil nu gerne vide mere om den kommune, hvor moren blev født, og Gladsaxe Kommune har allerede sendt hende en hel stak af forskellige informationsmaterialer. Ja, selv borgmester Ole Andersen har vedlagt et lille følgebrev, og skriver bl.a. om den mærkværdige situation:
"Det er helt underligt at skrive til én, der hedder det samme som kommunen. Jeg har ikke kendskab til nogen anden her i kongeriget, som fører navnet Gladsaxe", skriver borgmesteren, som også indbyder Helene Gladsaxe til at kigge forbi, hvis hun engang skulle komme på besøg i sin "navnekommune".