Onsdag den 3. Januar
Fred her til lands
- En meget stille nytårsaften og
nat.
- Sådan lyder det ens budskab fra de
vagthavende hos brandvæsen, ambulancefolk og politi i
Gladsaxe.
- Brandvæsenet måtte rykke ud seks gange;
i to aviscontainere, to hække og to altaner brød der
småbrande ud på grund af fyrværkeri, uden at der dog
skete større skader.
- Politiet var afsted til nogle ganske få
husspektakler, og ambulancerne kunne nøjes med ti
udrykninger til lettere tilskadekomne og almindelige
sygdomstilfælde.
- Gladsaxe-området var faktisk så stille,
at Falck kunne stille én af tre fuldt bemandede
ambulancer til rådighed for stationen i Hvidovre, hvor
det gik noget vildere for sig.
- I det hele taget var der generelt mere
gang i den på Vestegnen, hvor også politi og
brandvæsen havde mere at bestille end i Gladsaxe.
Stengård distrikt skal sammenlignes med Søborg distrikt
- Søborg distrikt skal bruges som
sammenligningsgrundlag, når Gladsaxe Kommune skal
vurdere om den udliciterede hjemmehjælp i Stengård
distrikt er god nok.
- Inden udliciteringen var de to grupper af
hjemmehjælpsmodtagere nemlig gennemsnitligt lige
tilfredse med hjemmehjælpen.
- Det viser en spørgeundersøgelse, som
Center for Alternativ Samfundsanalyse har lavet blandt
316 tilfældigt udvalgte hjemmehjælpsmodtagere i Søborg
og Stengård distrikt.
- Stort set alle var tilfredse med den
hjælp, de fik til personlig pleje, af- og påklædning,
bad og udskiftning af sengetøj, hvorimod en femtedel var
utilfredse med rengøringen.
- Nu skal centret så undersøge om,
holdningerne ændrer sig efter udliciteringen.
- Søborg og Stengård distrikt ligner
hinanden, når man ser på gennemsnitsalderen og
fordelingen mellem mænd og kvinder, men der er også en
række forskelle. Eksempelvis får brugerne i Stengård
gennemsnitligt flere timers hjælp end brugerne i
Søborg.
- Når Center for Alternativ Samfundsanalyse
skal sammenligne de to distrikter, vil de tage hensyn til
forskellene.
Borgmesteren holdt nytårstale
- Borgmester Ole Andersen holdt nytårstale,
da der i går morges blev afholdt nytårssammenkomst for
rådhusets ansatte og ledere af kommunens institutioner.
- Han kom blandt andet ind på, at der skal
skabes flere aktiveringspladser i år 2001, at
svømmehallen i Værebro skal bygges, og at omgivelserne
i Gladsaxe skal forskønnes.
- Han talte også om, at
informationsteknologien skal udvikles:
- - Kunne man ikke tænke sig, at fremtidens
nybagte forældre ved at slå op på kommunens hjemmeside
kan få at vide, hvor der kan forventes at være en ledig
daginstitutionsplads og melde barnet ind med det samme,
spurgte han.
Overraskende hårdt at være lærer
- Livet som nybagt lærer kan være hårdt.
- 30-årige Lene Bruun Hansen, der er
uddannet fra Blaagaard Statsseminarium i Gladsaxe blev i
hvert fald overrasket, da hun i sommers begyndte på
Vibeholmsskolen i Ishøj.
- Blandt andet er hun overrasket over
manglen på disciplin. I reglen bruger hun de første ti
minutter på at få ro i klassen, og så er der kun 35
minutter tilbage til undervisningen.
- I debatprogrammet Den Varme Stol, der
genudsendes klokken 17.30 i aften, sætter Radio Gladsaxe
fokus på de nye lærere.
Toilet for 130.000 kroner
- Værdigt trængende får nu lettere ved at
komme af med, hvad der nu måtte trænge sig på under
motionsturen rundt om Bagsværd sø.
- I de gamle omklædnings- og baderum for
Nybro-Furå Kano- og Kajakklub, bliver der nemlig nu
indrettet offentlige toiletter, der vil være åbne
døgnet og året rundt.
- Der indbydes dog ikke ligefrem til åbent
hus for hjemløse eller andre, der kunne tænke sig at
få varmet benene i det lille hus.
- Det bliver nemlig opvarmet, så det kolde
vand i hanerne ikke fryser til, men så heller ikke en
grad mere.
- Det koster omkring 130.000 kroner at
nyindrette toiletterne og første streg kan slåes fra 1.
maj.