Mandag den 11. juni
Prognose: Usikre vælgere i Gladsaxe
- En 1/3 af vælgerne i Gladsaxe ved endnu
ikke, hvilket parti de vil stemme på ved kommunalvalget
til efteråret.
- Det viser Nyhedsmagasinets første
valgprognose, der er blevet til i et samarbejde med 7.
klasse på Bagsværd Friskole.
- Næsten 1.000 borgere er forsøgt
kontaktet i aftentimerne de tre undersøgelsesdage i maj,
og 501 har villet være med.
-
- Ifølge undersøgelsen står
Socialdemokratiet til en stor tilbagegang fra 41% af
stemmerne ved valget i 1997 til 26%.
- Det Konservative Folkeparti bliver næsten
halveret og vil kun opnå 5,4% vælgertilslutning, mens
Venstre ikke vil få den ellers spåede fremgang, men
tværtimod gå et par procent tilbage.
- Dansk Folkeparti bliver ifølge de
adspurgte mere end halveret, men valgforskere har
tidligere påpeget, at vælgerne sjældnere vil stå ved,
at de stemmer netop på dét parti end andre.
- Det understøttes af, at Dansk Folkeparti
næsten hver gang har fået flere stemmer end prognoserne
har fortalt.
- Socialdemokratiet er også ved tidligere
valg blevet spået en stor tilbagegang, men har i hvert
fald lokalt klaret skærene på selve valgdagen.
- De øvrige partier og lister er stort set
uændrede i forhold til valgresultatet i ´97.
-
- Selvom prognosen dækker flere kontaktede
personer end selv de store analyseinstitutter opererer
med, så skal undersøgelsen naturligvis tages med
forbehold, men kan dog alligevel bruges som en væsentlig
strømpil.
- Under alle omstændigheder, så er det
temmelig overraskende, at mere end 30% på nuværende
tidspunkt endnu ikke har bestemt sig for, hvilket parti
de vil stemme på.
- Der er således rigtig god grund til at
føre valgkamp, for, hvis prognosen holder stik, så
ligger der i øjeblikket stemmer til otte mandater i
Gladsaxe byråd.
- Det er i øvrigt mest kvinder over 41 år,
der endnu ikke har taget stilling, viser undersøgelsen.
-
- Den lokale valgprognose bliver fulgt op af
nye i eftersommeren og efteråret.
- Prognosen kan i øvrigt ses på radioens
hjemmeside på adressen www.radiogladsaxe.dk.
Dusino-vinder dømt for socialt bedrageri
- Det begyndte med den helt store gevinst,
og endte med fem måneders betinget fængsel og en gæld
på små 100.000 kroner.
- En enig domsmandsret i Gladsaxe dømte i
går en 48-årig tidligere bistandsklient skyldig i
socialt bedrageri, fordi han modtog kontanthjælp, selv
om han havde vundet en halv million kroner på en
Dusino-kupon og derfor burde have levet af sin formue.
- I retten forsøgte manden at forklare, at
det i virkeligheden ikke var ham selv, men hans dengang
17-årig søn, der havde vundet pengene, men den købte
retten ikke.
-
- Bedrageriet blev opdaget, da politiet
ransagede den 48-åriges lejlighed i forbindelse med en
hash-sag og fandt et mavebælte med 70.000 kroner i.
- Ved det efterfølgende grundlovsforhør og
en senere afhøring, fortalte manden, at det var en
gevinst han selv havde vundet, og først da han blev
anklaget for socialt bedrageri, kom historien om, at
sønnen var vinder.
- Under vidneafhøringen kunne sønnen
heller ikke gøre rede for, hvor mange penge faderen
havde fået, men det var et beløb over de 70.000 kroner.
Derudover havde sønnen betalt faderens husleje.
-
- Ud over dommen for socialt bedrageri blev
manden også dømt for at have opbevaret 329 gram hash i
lejligheden og selv have indtaget 20 gram.
- Det næste år skal Kriminalforsorgen
føre tilsyn med den 48-årige, der også skal gå i
alkoholbehandling, hvis han vil undgå fængslet.
- Derudover skal han betale sagens
omkostninger og refundere de 88.000 kroner, han modtog i
kontanthjælp fra Gladsaxe Kommune.
- Manden udbad sig betænkningstid.
Besparelser på el, vand og varme
- Institutionerne i Gladsaxe er blevet bedre
til at spare på el, vand og varme.
- I år er der et rekordstort fald i
forbruget på alle tre områder.
- Der er blevet brugt 2,4 procent mindre el,
2,8 procent mindre vand og 4,2 procent mindre varme.
-
- Det glæder fuldmægtig Gerd Rasmussen fra
byrådssekretariatet.
- "Vi ser nu resultaterne af flere års
miljøarbejde," siger hun til Nyhedsmagasinet.
- Besparelserne skyldes både tekniske
forbedringer, som for eksempel vandsparende toiletter, og
ændrede holdninger hos personalet, der er blevet bedre
til at slukke for vand, el og varme.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet)
Konservative: Forsøg med bioforgasning betaler sig ikke
- Indsamlingen af affald til miljørigtig
bioforgasning er spild af gode skattekroner.
- Det mener Henrik Sørensen og Klaus Kjær,
medlemmer af Gladsaxe byråd for henholdsvis de
konservative og Dansk Folkeparti.
- 1500 Gladsaxefamilier er med i et forsøg,
der går ud på at dele skraldet op i to portioner
det organiske affald, dvs. alt dét der kan rådne, skal
i en skraldepose, og alt det andet affald skal i en
anden. Det organiske affald bliver samlet på
Vestforbrændingen, og derefter kørt med lastbil til
Herning, hvor det nærmeste forbrændingsanlæg egnet til
bioforgasning ligger.
- Men hvis forsøget bliver permanent, skal
der bygges et nyt forbrændingsanlæg på Sjælland,
formentlig i Ringsted.
-
- Men ordningen med bioforgasning kan slet
ikke betale sig, mener den konservative Henrik Sørensen.
- "Alle forsøg indtil nu har vist, at
der ikke er økonomi i det. Og det der er endnu mere
rystende er,
- at da Klaus Kjær og jeg bragte sagen op
på Vestforbrændingens repræsentantskabsmøde forleden,
kunne formanden ikke oplyse, hvad succeskriteriet er, for
at gøre forsøget permanent. Derudover er det bare
oplyst, at man skal bygge et anlæg i Ringsted, men man
ved ikke hvad det vil koste. Men vi ved jo godt, at det
ikke er billigt at opføre et biogasanlæg, og der bliver
tale om et betydeligt mia. beløb, som borgerne kommer
til at betale", mener altså Henrik Sørensen,
medlem af Gladsaxe byråd for det konservative
folkeparti.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Fyringer på Gladsaxe Teater
- Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab
har dikteret fyringer på Gladsaxe Teater. Det skriver
Morgenavisen Jyllands Posten.
- En mindre fast stab og en mere fleksibel
organisation - sådan lyder kravet fra Det
Storkøbenhavnske Teaterfællesskab og Gladsaxe Teaters
egen bestyrelse, efter sidste års alvorlige økonomiske
krise på teatret.
-
- Teaterchef Flemming Enevold har allerede
sendt de første fyresedler ud. To stillinger i
administrationen bliver ikke genbesat, og tre teknikere
har foreløbig fået en fyreseddel. I fremtiden vil
Gladsaxe Teater hovedsageligt benytte sig af
freelance-teknikere.
-
- For bare få uger siden fortalte
teaterchef Flemming Enevold, at Gladsaxe Teater forventer
at komme ud med et overskud på halvanden million kroner
efter forestillingerne "Showtime" og "De
Tre Musketerer".
- Næste sæson satser Gladsaxe Teater
udelukkende på én forestilling, det bliver Alexandre
Dumas´ "Kameliadamen".
Sækkepibe-succes!
- For kun tre måneder siden flyttede amtets
eneste sækkepibeskole ind på Frødings Allé bag ved
Søborg Skole, og allerede nu strømmer eleverne til for
at lære at spille på sækkepibe eller på tromme.
- Det er det lokale sækkepibeorkester med
det internationale navn Copenhagen Caledonia Pipe Band
der har startet skolen, og eleverne er i alderen 10 til
13 år.
-
- Undervisningen foregår lørdag formiddag
fra 11 til 13, og entusiasmen blandt de unge
sækkepibespillere fejler bestemt ikke noget, siger
formanden for Copenhagen Caledonia Pipe Band, Albert
Lykking. Faktisk går det så godt med de unge
musikanter, at man allerede har besluttet at starte endnu
et hold til august.
-
- Samtidig er det lokale sækkepibeorkester,
som noget nyt, med ved Gladsaxe kommunes
sommerferieaktiviteter, hvor børnene udover blive
undervist i sækkepibespil også skal prøve at lave
skotsk mad og selv bygge en tromme eller en sækkepibe.
Planer om hotel i TV-byen
- De fleste har vel prøvet at falde i søvn
til TV´et.
- Men i fremtiden bliver der måske mulighed
for også at falde i søvn i TV-byen.
- Borgmester Ole Andersen har nemlig
foreslået Sjælsøgruppen, der har købt området, at de
bygger et hotel.
- "Og det var de ikke uinteresserede
i," siger borgmester Ole Andersen.
-
- Planerne er stadig meget ukonkrete, og der
er for eksempel ikke sat navn på en kæde eller
lignende.
- "Men jeg kunne forestille mig, at det
skulle være et hotel, hvor der både var mulighed for
overnatning og mødeaktiviteter. Jeg har altid tænkt, at
der var behov for et hotel i Gladsaxe. Vi kan bruge det
selv, og det er der også mange virksomheder i området,
der kan," siger Ole Andersen.
Hør flere nyheder i dagens
lydudgave af Nyhedsmagasinet