Torsdag den 14. juni
Beboerprotester hjalp: Etagebyggeri på Kildebakkegårds
Allé ud af kommuneplan
- Fire timer skulle der gå, før Gladsaxe
byråd i går aftes kunne vedtage Kommuneplan 2001.
- Og debatten blev fulgt med spænding fra
tilhørerpladserne - et halvt hundrede borgere havde
fundet vej til byrådssalen, for at demonstrere deres
utilfredshed med planerne om at hæve
bebyggelsesprocenten fra 35 til 40 på Kildebakkegårds
Allé og opføre etagehuse. Flere af beboerne har gjort
indsigelser mod planerne i den offentlige
høringsperiode.
- Byrådet stemte om, hvorvidt de mange
indsigelser mod tættere bebyggelse på Kildebakkegårds
Alle skulle imødekommes eller ej.
-
- Og afstemningen kunne ikke have været
tættere: 12 for og 12 imod.
- Venstre, konservative, Dansk Folkeparti,
Enhedslisten, de radikale, Irma Henriksen uden for
partierne og Peter Brooker fra SF stemte for at
imødekomme beboernes indsigelser, mens socialdemokratiet
og Tove Eckhardt fra SF stemte imod. Dermed blev der
stemmelighed, og når der ikke er flertal for en
indstilling så bortfalder ændringsforslaget.
-
- Med andre ord, så indgår byggeplanerne
for Kildebakkegårds Allé ikke i den kommuneplan, som
byrådet i går vedtog endeligt med 23 ud af 24 stemmer.
Lars Abel fra de konservative havde meldt afbud til
mødet, og Enhedslistens Emilce Nielsen stemte som den
eneste imod kommuneplanen. "Der var alt for mange
forslag og indsigelser som blev afvist, og derfor kunne
vi ikke stemme for forslaget", sagde Emilce Nielsen
bagefter til Nyhedsmagasinet.
Usikkerhed om forurenede jordvolde
- Det bliver nu Miljøklagenævnet, der skal
tage stilling til, om nogle jordvolde mellem to
bebyggelser på Solnavej i Søborg er mere forurenet end
godt er.
- Gladsaxe kommune mener, med baggrund i en
jordprøve, at forureningsgraden ikke er større, end at
problemet kan klares ved at dække med græs, fliser
eller lignende, der kan forhindre småbørn i at grave i
jorden.
- Beboerne føler sig dog ikke helt trygge,
selvom der kun er tale om en meget lille overskridelse af
grænseværdien.
- De vil derfor nu have Miljøklagenævnet
til at afgøre, om jorden er sund nok til at blive, eller
om den skal køres væk og erstattes af jord af klasse 1,
som er jord, der frit kan anvendes uden restriktioner.
NCC fik ordre på svømmehal
- Det blev entreprenørfirmaet NCC Danmark,
der løb med kontrakten på byggeriet af den ny
svømmehal i Bagsværd.
- Fire anerkendte og svømmehalsvante
firmaer har hver givet deres bud på, hvor meget
svømmehal, der kan fås for 42 mio. kroner, og mest
indhold er der altså i forslaget fra NCC.
- Det var politikerne i kultur-, fritids- og
idrætsudvalget helt enige om.
-
- Udvalgsformand, socialdemokraten Peter
Nielsen, siger om forslaget: "Vi får et godt
byggeri med både varmtvandsbassin, udspring og
rutchebane samt to motionsbaner. Vi vil nu forhandle med
økonomiudvalget om yderligere to motionsbaner."
-
- Forslaget om at udvide til fire baner
behandles på økonomiudvalgets møde den 14. august.
Større valgfrihed på vej til hjemmeplejen
- "Lad støvet ligge og lad os gå en
tur i den strålende sol."
- Sådan får ældre mennesker i Gladsaxe
snart mulighed for at sige, når den kommunale
hjemmehjælper kommer på besøg.
- En ændring i serviceloven giver nemlig
mulighed for at bede hjemmehjælperen bruge tiden til
noget andet end det, den i første omgang var afsat til.
- Det kan for eksempel være en ledsaget tur
eller en omsorgssamtale, hvor man snakker et problem
igennem med hjemmehjælperen.
-
- "Hjemmehjælpsmodtageren skal skrive
under på, at det går ud over det, der ellers er
visiteret til. Men hjemmehjælperen har selvfølgelig
ansvaret for, at det er forsvarligt. Hvis køleskabet er
meget beskidt, og den ældre hellere vil gå en tur, skal
hjemmehjælperen sige, nej, fru Jensen, det må blive en
anden gang," siger socialudvalgsformand Erling
Schrøder til Nyhedsmagasinet.
-
- Der går dog nogen tid før, de nye
muligheder for frit valg træder i kraft.
- Gladsaxe Kommune skal nemlig først
udarbejde de lokale retningslinier, og de vil blive
behandlet senere på året.
Temadag med afhøringer bremsede kriminalitet
- I vinters opdagede Gladsaxe Politi, at en
stor håndfuld unge fra Egegård Skole var involveret i
nogle indbrud og anden mindre kriminalitet.
- Det blev startskuddet til et initiativ,
der gerne skulle bekæmpe kriminalitet blandt de helt
unge under 15 år.
-
- I marts måned blev der afholdt en temadag
på Egegård Skole, hvor børnene hørte om
konsekvenserne af kriminalitet. Samtidig afhørte tre
politifolk unge, der enten selv havde været indblandet i
ulovlighederne eller på anden måde kendte til det.
-
- Temadagen er lige blevet evalueret, og
resultatet er positivt, fortæller kriminalassistent Nils
Crone fra Gladsaxe Politi.
- Børnene er ikke blevet frosset ud, og
hverken politi eller skole har kendskab til, at de har
begået ny kriminalitet.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet)
Normalt antal klager
- Om 14 dage udløber fristen for at klage
over dette års ejendomsvurdering, hvis man som husejer
mener, at vurderingen af en eller anden grund er for høj
netop på ens ejendom.
- I starten af juni havde ligningskontoret,
der er sekretariat for de to vurderingskredse, modtaget
65 klager, men som vicekontorchef Bent Olsen siger:
"Vi mangler endnu alle de professionelle i form af
boligselskaber, ejendomsmæglere og advokater. De plejer
først at komme i løbet af de allersidste dage, inden
fristens udløb 1. juli. Men vi regner ikke med at få
flere end ellers, hvor omkring 2% klager, svarende til et
sted mellem 350 og 400".
-
- Alle klager bliver forelagt
Vurderingsrådet, men kun de begrundede klager kan regne
med at få en reel sagsbehandling ud over den rent
administrative.
Hør flere nyheder i dagens
lydudgave af Nyhedsmagasinet