Fredag den 15. juni


Ombygning af station holder beboere søvnløse

Beboerne i området ved Buddinge Station klager over larm i de meget sene nattetimer.
S-togs stationen gennemgår lige nu en større renovering, men larmen fra byggearbejdet på stationen holder beboerne vågne og oppe om natten.
 
"Det er helt uacceptabelt", siger Christian Eifer, miljøkontoret, til Nyhedsmagasinet. Og Gladsaxe kommune og DSB skal nu drøfte, hvordan støj-problemet kan løses.
 
Renoveringen af Buddinge Station er derfor stillet mere eller mindre i bero, indtil parterne når frem til en løsning. Så måske er der udsigt til midlertidig våbenhvile mellem boremaskinerne og de søvnløse borgere - om ikke andet, så indtil tirsdag, hvor der er møde om sagen.
 
Der resterer nemlig stadig en del af byggearbejdet på Buddinge Station, men det værste skulle være overstået, siger strækningschef Bent Mejlvang. Sagen er bare den, at arbejdet kun kan udføres, når togene ikke kører, altså i nattetimerne og uforskammet tidligt om morgenen, så chancerne for at bygge videre uden at være til gene for beboerne er nok beskedne.

Flygtninge giver ekstra boligproblemer

Gladsaxe kommune skal i år tage imod 22 flygtninge – det har Udlændingestyrelsen netop besluttet i forbindelse med fordelingen af i alt 5.000 flygtninge på landsplan. Gentofte er den kommune i Københavns amt, der skal tage flest, nemlig 102. Derefter følger Søllerød med 52, Tårnby med 41, Lyngby-Taarbæk 39, Værløse 33. I hele amtet skal der fordeles 330 flygtninge i år.
 
Gladsaxe er altså ikke den kommune, der skal tage imod flest, men alligevel skaber antallet problemer, ikke mindst indenfor boligområdet, mener socialdemokraten Erling Schrøder, formand for socialudvalget: "Flygtninge er ofte enlige, når de kommer, men derefter hentes børn, kone eller mand op, og så står vi med et stort boligproblem".
 
Gladsaxe kommune mangler endnu at boligplacere ti flygtninge fra kvoten sidste år og skal altså nu ud at finde boliger til 22 nye.

Hemmelige undersøgelser hjælper på miljøet

Hemmelige spildevandsundersøgelser har været et meget givtigt våben i kampen mod industriens hælden løs ud i kloakken af kemikalier og andet stads de seneste år. Det viser Gladsaxe kommunes intensive undersøgelser i Gladsaxe erhvervskvarter, der for seks år siden startede med afsløring af en temmelig stor miljøsynder.
 
I området er der gennem årene både blevet foretaget offentliggjorte spildevandsundersøgelser og så de hemmelige som kontrol på ikke kendte tidspunkter. Det har tvunget virksomhederne til at være påpasselige hele året, og dermed er et væsentligt mål nået.
 
De kommende år ventes undersøgelserne, også de hemmelige, at blive udvidet til de øvrige erhvervskvarterer i Gladsaxe.

Smykketyve efterlyst

Gladsaxe politi efterlyser gerningsmændene til et smykketyveri fra Sølvgården i Buddinge Centret. Tyveriet fandt sted onsdag formiddag, hvor to narkotyper stjal en bakke med 36 prøveringe.
 
Den ene gerningsmand beskrives som værende mellem 19 og 20 år, ca. 175 cm. høj, korthåret og tynd. Han bar et par hvide hip-hop bukser og en mørkeblå trøje, og han talte dansk med accent. Den anden mand beskrives som værende mellem 20 og 25 år, ca. 175 cm. høj, almindelig af bygning, med helt kort hår. Manden havde sår i ansigtet og på hænderne, og han var iført en sort adidas trøje med striber og sorte adidas bukser med knapper i siden. Han virkede påvirket af stoffer eller alkohol, og med sig havde han en sort plasticpose.
 
Et vidne henvendte sig efterfølgende i butikken og fortalte at han havde set to personer rode med nogle smykker på svalegangen på Tinghøjvej 44, 10 sal.
 
Gladsaxe politi har telefonnummer 39 69 14 48.

Busbom igen ude af drift

Og så har vi her til sidst en servicemeddelelse til de mange hundrede bilister, der gerne ser busbommen på Krogshøjvej i Bagsværd sendt med heksen ad Bloksbjerg til, så de uhindret kan køre til og fra industriområdet.
 
Det kan de nemlig godt, for siden mandag, hvor bommen blev udsat for hærværk, har den stået og strittet unyttigt op i vejret. Dermed har bommen kun været i brug i en lille måneds tid, efter den igen blev sat op efter en syv måneders pause, hvor de kommunale vejfolk tænkte over bommens fremtid.
 
Fortiden består af gentagen hærværk, der igen og igen har gjort bommen ubrugelig til formålet, der jo er at hindre andre motoriserede trafikanter end busser adgang.
 
Nu kan vejfolkene, og politikerne i teknik- og miljøudvalget, så begynde at spekulere over, i hvilken retning bommens fremtid skal pege.

Hør flere nyheder i dagens lydudgave af Nyhedsmagasinet