Onsdag den 16. maj
Hashklub eller fiskeklub
- Torsdag aften i sidste uge trængte
civilpoliti fra Gladsaxe ind i det, der angiveligt skulle
være en fiskeklub.
- Klubben er indrettet i en gammel
bagerforretning på Solnavej i Søborg, og har ifølge
beboere gennem længere tid været brugt som hashklub.
- Ved aktionen torsdag måtte politiet
tvinge sig adgang ved at smadre en rude, fordi
klubmedlemmerne nægtede at åbne.
- Ved ransagningen blev der fundet små
mængder hash, bidtang med hashrester, vægt og tilrøget
rygeredskab, som det udtrykkes i politirapporten.
- Naboerne til klubben er godt trætte af
trafikken ud og ind af mere eller mindre lyssky personer,
der ikke just render rundt i waders eller på anden måde
ser lystfiskeragtige ud.
-
- Klublokalet og de omgivende lejligheder er
administreret af DAB, Dansk Almennyttigt Boligselskab, og
kontorchef Carsten Nielsen har dette gode råd til
beboerne: "Klag til os, så vil vi gå videre
eventuelt med en boligretssag, der kan ende med en
ophævelse af lejemålet".
- I øvrigt er folketinget ved at ændre
boliglovgivningen, så det bliver lettere at ophæve
lejemål i den type sager.
-
- I Nyhedsmagasinet i morgen taler vi med
kriminalpolitiet om det stigende problem med folk, der
har skræk for at vidne.
- Det er aktuelt dels i førnævnte sag, og
så i den voldssag fra Høje Gladsaxe, som vi omtalte i
går. I begge sager er der tale om vidner, der har meget
lidt lyst til at stille op.
Mobilaflytninger førte politiet på sporet af narkohandel
- Det var aflytninger af mobiltelefoner, der
førte politiet på sporet af narkohandelen på Gladsaxe
Kommunes botilbud for voksne misbrugere, Buddingevej 203.
- Nogle af samtalerne blev afspillet i
retten i Gladsaxe, hvor sagen bliver behandlet i denne
uge, og umiddelbart lyder ordvekslingerne meget
tilforladelige.
- "Sover I," spørger en piger for
eksempel på et af båndene.
- "Nej, det gør vi ikke," svarer
den ene af de to mænd, der er tiltalt for
narkotika-handel.
- "Men jeg er ikke hjemme. Du må komme
ved 14-tiden."
- På et andet bånd spørger den ene
tiltalte om, den anden tiltalte kan mødes.
- "Hvad skal vi lave?" spørger
han.
- "Det sædvanlige," lyder svaret.
-
- I retten i Gladsaxe sagde den 22-årige
mand, der er tiltalt for narkohandel, at samtalerne ikke
drejede sig om narkotika.
- "Jeg ved ikke, hvad det sædvanlige
er, det er så lang tid siden. Måske skulle vi spille
computerspil," sagde han.
- Faktum er, at de to mænd blev grebet på
fersk gerning efter en af aflytningerne. Den ene mand
havde et stort bundt pengesedler gemt i sokken, den
andens kæreste havde gemt heroin i et kinderæg, som hun
havde puttet op i vagina.
- Begge mænd tilstår en del af den
narkotikahandel, de er anklaget for.
-
- Efter planen falder der dom i sagen på
fredag.
Vindueskigger politianmeldt
- En ubehagelig vindueskigger forstyrrer i
øjeblikket nattesøvnen hos beboerne på Nybrogård
kollegiet på Nybrovej.
- Tre nætter i træk har han taget
opstilling foran et af kollegiets vinduer, og sagen er nu
anmeldt til politiet.
- Manden beskrives som værende mellem 35 og
40 år, ca. 170 cm. høj, kraftig og halvskaldet med
krøl i nakken. Han var iført cowboybukser, mørkeblå
fleecejakke og kondisko.
-
- Vindueskiggeri er en overtrædelse af
straffeloven og når politiet får fat på manden, står
han minimum til en klækkelig bødesum, fortæller
politikommissær Jørgen Aasberg.
-
- Gladsaxe politi har telefonnummer 39 69 14
48.
Sundhedsmesse på Kildegården
- Kondicykler, gulvmopper og en kernesund
frokost buffet var bare nogle af ingredienserne, da der i
går, for første gang, var sundhedsmesse på
omsorgscentret Kildegården.
- "Vi vil gerne, at personalet føler
sig mere i centrum, for at klare opgaverne", siger
distriktsleder Anni Funk. "Ud fra den grundtanke har
sikkerhedsudvalget besluttet at prøve at lave en
sundhedsmesse for personalet", siger Anni Funk, der
gerne så, at sundhedsmessen på et senere tidspunkt
kunne blive en messe for de ældre i kommunen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet onsdag)
Hør mere i
lydudgaven af Nyhedsmagasinet