Torsdag den 17. maj



Teaterøkonomi igen på rette kurs

Krisen kradser ikke længere på Gladsaxe Teater.
Efter år med økonomiske vanskeligheder, er teatrets pengemæssige situation igen stabil.
Regnskabet for sæsonen 2000/2001 er gjort op, og de røde tal på bundlinien er igen væk.
"Vi kommer ud med et overskud på halvanden mio. kroner. Og det er jo fordi, vi har spinket og sparret og bl.a. fordi, vi har lavet forestillinger uden for mange medvirkende", siger teaterchef Flemming Enevold.
 
"De to af sæsonens forestillinger har givet overskud, og vi fik overskud for vores kæmpe forestilling Aladdin i dyrehaven. Tilsammen giver det os et overskud på minimum 1,5 mio" siger Flemming Enevold, som i går kunne løfte sløret for den kommende teatersæson, der byder på den største satsning i Gladsaxe Teaters historie.
Teatret har valgt at satse udelukkende på én forestilling på store scene, nemlig Kameliadamen, der får premiere til januar.
 
Der er mere om næste sæson på Gladsaxe Teater i Nyhedsmagasinet fredag.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Sikkert nok at vidne

Selvom folk er vidner til dramatiske voldsepisoder og gentagen narkokriminalitet, så kniber det med at få vidnerne til at stå frem og ved det, de har set.
Aktuelt er der to sager i Gladsaxe, hvor vidnerne tilsyneladende trækker sig af frygt for repressalier.
 
Men der er ingen grund til at være bange, mener vicekriminalinspektør Ole Andreasen fra Gladsaxe politi: "Det er sikkert nok at vidne, og skulle nogen forsøget at true nogen fra at vidne, så kan det give op til fire års fængsel. Omvendt kan det også give fire år, hvis et vidne nægter at vidne med oplysninger, som politiet véd, at vedkommende har".
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Dyrere at renovere Søborg Torv

Renoveringen af Søborg Torv bliver 1,7 millioner kroner dyrere end beregnet.
Det er den kunstneristiske vandudsmykning med et lille bassin, en vandrende og et stillestående vandfald, der flyder ned af nogle trapper, der får budgettet til at løbe over sine bredder.
"Når det skal laves i noget ordentligt granit kommer det til at koste to millioner kroner, og oprindeligt er der kun sat 300.000 kroner af til udsmykning," siger formanden for Teknik- og miljøudvalget, Tove Eckhardt.
 
Mandag vedtog et enigt udvalg at anbefale, at kommunekassen dækker merudgifterne.
"Det vil være synd at bruge nogle dårligere materialer eller at tage vandudsmykningen ud af projektet," siger Tove Eckhardt.
 
I alt er der sat 17,8 millioner kroner af til renoveringen af Søborg Torv, men hvis økonomiudvalget og byrådet accepterer merudgifterne, løber det næsten op i 19,5 millioner kroner.
Der er altså tale om en fordyrelse på omkring ti procent.

Bedre forhold for vandhunde

Perfekt temperet vand, mindre træk og bedre omklædningsfaciliteter.
Så er der godt nyt til vandhunde og brugere af Gladsaxe svømmehal.
Et længe næret ønske fra brugerne af bassinerne går snart i opfyldelse. Om få måneder starter første trin af renoveringen i Gladsaxe Svømmehal.
 
En undersøgelse har vist at der blandt brugerne er generel tilfredshed med hallen, men at der samtidig er ønsker om forbedringer.
Til sommer etableres et nyt indgangsparti i svømmehallens foyer, der skal være med til at mindske trækgenerne i omklædningsrummene. Og indenfor et par år, vil der blive bedre adgangsforhold til hallen.
 
Senere på året kommer der bedre regulering af temperaturerne i bassinvandet, så det hele tiden er perfekt tempereret.
Der bliver installeret en flytbar og handicapvenlig trappe til den lave ende af det store bassin i svømmehallen, ligesom der er sat penge af til flytning af omklædningsrum.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet