Tirsdag den 29. maj
Kommuneplan vedtages
- I dag bliver det afgjort, hvordan
Kommuneplan 2001 for Gladsaxe kommer til at se ud. Dermed
afgøres det også, hvilke af de mange indsigelser og
ændringsforslag fra borgere og andre interessenter, der
kommer med i det endelige forslag.
-
- Undervejs i den offentlige høringsperiode
er der allerede sket ændringer omkring den såkaldte
Håndværkerø i Søborg det skete efter massiv
borgerprotest mod centerplanerne og nu ser det ud
til protester mod boligbyggeri ved Gladsaxe kirke også
bærer frugt.
-
- I hvert fald hvis man er modstander af et
sådant byggeri, hvilket 475 naboer og kirken selv er.
Blandt ændringerne til dagens 2. behandling er nemlig at
bibeholde arealet omkring kirken til offentligt formål
og dermed i denne omgang skrinlægge planerne om at
opføre 130 boliger dér.
-
- Ved indsigelsesfristens udløb var der
kommet i alt 75 tilkendegivelser, dækkende små 800
borgere, foreninger, aktieselskaber og partier.
-
- Alle tilkendegivelserne behandles i dag,
når økonomiudvalget diskuterer kommuneplanforslaget.
Miljøvenlig oprensning af stor olieforurening?
- En olieforurening på Transformervej i
Mørkhøj erhvervskvarter har vist sig at være betydelig
større end først ventet.
-
- Sidste efterår blev 1.000 ton forurenet
jord gravet op og kørt væk fra stedet, men det var slet
ikke nok. Forureningen havde bredt sig, og oprensningen
blev indstillet.
-
- Tilbage ligger i dag mindst 500 ton
forurenet jord, og restforureningen har bredt sig til
naboskellet og ind under bygningen. Gladsaxe Kommunes
ejendomsafdeling har nu opstillet tre muligheder for
oprensning af jorden.
-
- De to forslag går i store træk ud
på at transportere mængder af forurenet jord væk fra
grunden, mens
- den tredje og nok mest alternative
løsning går ud på at etablere en
afværgeforanstaltning på stedet med 250 ton Bio-Gel.
Det nedbryder efter sigende organiske forureninger og
efterlader kun vand og bitte små mængder af kultveilte.
Med andre ord, olieforureningen både under og uden for
bygningen bliver fjernet, og endda på miljøvenlig vis.
-
- Bio-Gel har været brugt i England i flere
år, men herhjemme bliver metoden stort set ikke anvendt.
- Ikke engang kommunens rådgiver på
området har erfaringer med Bio-Gel og det er først for
nylig, ejendomsafdelingens miljøkontor er begyndt at
anbefale metoden.
-
- Tiden vil nu vise, om også politikene
anbefaler Bio-Gel. Hvis der etableres
afværgeforanstaltning med Bio-Gel med Transformervej,
kommer regningen til at lyde på rundt regnet 800.000
kroner uden moms.
Gladsaxe Teater i retten
- I dag bliver Gladsaxe Teater slæbt i
landsretten.
-
- Det er en sceneinstruktør, der har lagt
sag an, fordi han ikke har fået betaling for at arbejde
på et manuskript, der aldrig blev til et teaterstykke.
Tvisten går på om, han udførte arbejdet på egen
risiko eller om, teateret skulle betale, hvad enten
stykket blev til noget eller ej.
-
- Sceneinstruktøren får støtte af
Foreningen af Danske Sceneinstruktører, der er gået ind
i sagen.
Politiet måtte tage sig af forvildede campister og en
løbsk hest
- Sidste uge var forholdsvis fredelig for
ordenspolitiet i Gladsaxe, og betjentene måtte blandt
andet rykke ud for at løse en række trafikale
problemer.
-
- Mandag formiddag måtte de ud til det
grønne område mellem Hillerødmotorvejen og tilkørslen
til Motorringvejen, hvor der var slået telt op. Der var
ingen personer på stedet, så betjentene pakkede telt og
soveudstyr sammen og indbragte det som hittegods.
-
- Samme aften måtte endnu en patrulje ud
til Hillerødmotorvejen. Denne gang for at fjerne en
stige.
-
- Torsdag var det en løbsk hest, der gav
trafikproblemer i Gladsaxe. Den store, hvide hest blev
både set ved Gammelgårdsvej, Dildhaven, Klausdalbrovej,
Bagsværd Hovedgade og Buddinge Hovedgade, inden den til
sidst blev fanget på Søborg Hovedgade. Hesten blødte
kraftigt fra benene, og politiet måtte ringe efter en
dyreambulance. Tidligere på dagen havde hesten revet sig
løs fra sin ejer, da hun trak den rundt på en ridebane
ved Tibbevangen.
Miljørollespil i Værebro
- I denne uge er hele Værebro omdannet til
et stort totalteater, hvor udklædte unge spiller med i
rollespillet V-2068. De forestiller sig, at de lever i en
uhyggelig fremtidsverden, hvor de samler
genbrugsmaterialer for at sælge dem og skaffe penge.
-
- Rollespillet er lavet af Daniel Benjamin
Clausen, der er rollespilskoordinator og medlem af
Gladsaxe Eventyr og Rollespils forening, og det er
Beboerrådgivningen, Ejendomskontoret, Byggeren,
Rådgivningen og afdelingsbestyrelsen i Værebro, der i
fællesskab har arrangeret rollespillet.