Onsdag den 7. Marts


Skimmelsvamp i uheldsramt byggeri

Op mod halvdelen af lejlighederne på Mørkhøjvej 132 til og med 142 kan være ramt af skimmelsvamp.
Det viser en undersøgelse af foreløbig 30 af de i alt 183 lejligheder i bebyggelsen, der ejes af det private boligselskab Danbyg.
 
Svampen er formentlig kommet i udbrud efter brandslukningsarbejdet ved storbranden i samme ejendomme for seks år siden. Desuden kan en del fugt stamme fra utætte tage.
 
Det er specielt stuelejlighederne, det er gået ud over, men også andre etager er ramt af den florerende skimmelsvamp, viser undersøgelser, som også embedslægen er inddraget i.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Behandlingsdom til gerningsmand bag eksplosion

En 71-årig mand blev i retten i Gladsaxe i går dømt til psykiatrisk behandling på et hospital for sindslidende.
Manden har siddet surrogatfængslet på en lukket afdeling på amtssygehuset i Ballerup, siden han forårsagede en eksplosion i sin lejlighed i bebyggelsen Rundgården i Søborg i oktober sidste år.
 
"Der lå et æble under mit fjernsyn, og så blev jeg vred".
Sådan faldt ordene i retten i Gladsaxe tirsdag fra den 71-årige, der som konsekvens af sin vrede den oktobernat satte en spraydåse i ovnen. Ovnen antændte han og kort tid efter eksploderede drivgasserne fra spraydåsen, så dørkarme blev trykket ud og dele af ydervæggen faldt ned.
Eksplosionen og den efterfølgende brand udløste storalarm hos politi og brandvæsen, der sendte fem ambulancer og fire slukningskøretøjer til den tre-etagers bygning.
Da brandfolkene nåede frem, så de manden hænge ud af vinduet fra sin lejlighed. For at slippe væk fra ilden og røgen slap han taget og blev grebet af brandfolk.
Ejendommen blev evakueret, men bortset fra gerningsmanden selv og to betjente, der blev kørt til observation for røgforgiftning, så skete der ingen personskader.
Siden har manden siddet surrogatfængslet på den lukkede afdeling på amtssygehuset i Ballerup, hvor han er blevet tvangsbehandlet med psykofarmaka, altså medicin, der påvirker mandens stemning og adfærd.
 
Ud over vreden over æblet under fjernsynet, så kom der ikke i retten mere frem om den dybere årsag til, at manden ville sprænge lejligheden i luften.
Men det har tidligere været fremme, at han var sagt op af boligselskabet efter længere tids problemer. Dét, sammen med de psykiske årsager, har formentlig været udslagsgivende for gerningen.
 
Den 71-årige og forsvarsadvokaten modtog domsmandsrettens dom, der altså lukker ham inde på en psykiatrisk afdeling, indtil lægerne finder det forsvarligt atter at lade ham komme ud i samfundet.

Demokratiregler stadig uklare

Det er endnu uklart, præcis hvilke krav den nye folkeoplysningslov stiller til demokratiet i foreninger, der gerne vil have del i kommunens støttekroner.
Som vi tidligere har omtalt i Nyhedsmagasinet, har børne- og kulturforvaltningen i Gladsaxe Kommune tolket loven sådan, at børn og unge skal have stemmeret til foreningernes bestyrelser. Stemmeretten kan dog
overdrages til forældrene.
 
En række foreninger er modvillige over for de nye krav, og spørgsmålet blev debatteret livligt på sidste møde i folkeoplysningsudvalget.
Det endte med en afventende holdning, idet undervisningsministeren snart kommer med en specifik vejledning.
Indtil den er klar, bør foreningerne gå ud fra børne- og kulturforvaltningens fortolkning.

Forslag til ny lokalplan før svømmehalsbyggeri i Værebro

Selvom der går en rum tid endnu, før den nye svømmehal i Værebro er klar til at tage imod vandglade gæster, ja så er det måske alligevel muligt, allerede nu at danne sig et indtryk af, hvordan
Værebro-kvarteret omtrent kommer til at se ud, når hallen engang står færdig i al sin pragt.
En ny lokalplan for området er nemlig begyndt at tage form.
Central- og skatteforvaltningen har lavet et forslag, som i de kommende måneder vil blive diskuteret både politisk og i fuld offentlighed.
 
Den ny lokalplan har betydning for to områder.
Det ene er dér hvor Værebro skole, den tilhørende sfo og skolens idrætsfaciliteter ligger, og det andet er det areal, hvor selve svømmehallen kommer til at ligge.
Forslaget til lokalplan lægger ikke op til ændringer på skolens område, men det giver mulighed for at der kan der kan etableres nye, mindre byggerier, der er nødvendige for områdets funktion og drift.
 
Den 42 millioner kroner dyre svømmehal kommer uundgåeligt til at fylde lidt i landskabet i Værebro.
Central- og skatteforvaltningen foreslår et etageareal på højst 4.000 kvadratmeter, og plads til 50 parkeringspladser. Og hvis der skulle blive brug for mere plads til parkering, så burde skolens
p-pladser kunne dække en god del af behovet.
 
Lokalplanforslaget blev vedtaget i går i Økonomiudvalget, og det førstebehandles på næste byrådsmøde.
Og derefter har borgerne tre måneder til at komme med kommentarer til forslaget.

Ny præst i Mørkhøj Kirke

Mørkhøj Kirke har fået en nyuddannet sognepræst.
Han hedder Ib Jørgensen og har arbejdet som socialpædagog sideløbende med teologi-studierne. Han har også taget en uddannelse som folkeskolelærer inden, han blev præst.
Den baggrund vil han blandt andet bruge, når han skal undervise konfirmander og minikonfirmander. Og så ønsker han at Mørkhøj Kirke skal være en åben og rummelig kirke.
"Jeg vil bestræbe mig på at tale i et hverdagssprog, så folk forstår, hvad der bliver sagt," siger han til
Nyhedsmagasinet.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasine onsdag).

Gladsaxe Musikpris 2001

Det er efterhånden blevet en tradition at publikum bydes på en bid brød og ikke mindst mulighed for at hilse på prismodtageren og de øvrige musikere efter koncerten hvor selve prisoverrækelsen finder sted.
Sådan vil det også blive på lørdag i Høje Gladsaxe Skoles Festsal hvor den unge cellist Henrik Dam Thomsen får overrakt Gladsaxe Musikpris 2001 af borgmester Ole Andersen.
Henrik Dam Thomsen, der til daglig spiller i Radiosymfoniorkestret, dyrker også den rytmiske musik i gruppen "Mad Cows Sing".
 
Ved koncerten på lørdag er det Sjællands Symfoniorkester der spiller, og det gør de under ledelse af Giordano Bellincampi, der selv har modtaget Gladsaxe Musikpris i 1998.
På koncertprogrammet står der værker af bl.a. Mozart, Schubert og Max Bruch, men først og fremmest Haydn’s cellokoncert i C dur med Henrik Dam Thomsen som solist.
 
Musikpriskoncerten finder sted på lørdag kl. 16 i Høje Gladsaxe Skoles Festsal. Billetter á 60 kr. kan købes på alle Gladsaxes biblioteker.


Hør flere nyheder i dagens lydudgave af Nyhedsmagasinet