Tirsdag den 20. marts



Borgerprotester mod kommuneplan

Utilfredse Søborg-borgere samles i aften for at protestere mod forslaget til en ny kommuneplan, der blandt andet vil gøre det muligt at bygge flere og større butikker i området mellem Vilhelm Bergsøes Allé og Erik Bøghs Allé.
"Kommunen beder os om at give vores mening om centerplanen til kende – lad os give dem et rungende NEJ TAK," skriver nogle af de utilfredse borgere på løbesedler, der er delt rundt i området.
Det er blandt andet frygten for, at der med tiden skal blive givet dispensation til et storcenterlignende byggeri, der får borgerne til at råbe vagt i gevær.
Selve borgermødet om kommuneplanen begynder klokken 19.30 i aften, men der er arrangeret et formøde klokken 18.00 i Borgernes Hus, hvorfra de utilfredse borgere i samlet flok går til borgermødet på rådhuset. Her kan de blandt andre finde støtte hos de konservative, der tidligere har udtrykt skepsis over for for tæt byggeri.
 

 

Undervisningsminister: Intet krav om stemmeret til børn

Tilsyneladende er der håb for de foreninger, der er utilfredse over Gladsaxe Kommunes krav om stemmeret til børn.
Kommunen truer med at smække pengekassen i, hvis alle medlemmer, inklusiv børn, ikke får stemmeret – eller i hvert fald bliver repræsenteret gennem deres forældre.
Men undervisningsminister Margrethe Vestager er ikke enig i Gladsaxe Kommunes fortolkning af den nye folkeoplysningslov.
I et svar til folketingsmedlem Kristian Jensen fra Venstre skriver Margrethe Vestager, at folkeoplysningsudvalget ikke kan kræve, at foreningen skal indføje bestemte regler i vedtægten om for eksempel stemmeret til forældre for børn, som er medlemmer af foreningen.
Der står i folkeoplysningsloven, at foreningerne skal være demokratisk opbygget, men det er altså ikke et specifikt krav, at børn skal have stemmeret.
Henrik Sørensen fra Det Konservative Folkeparti i Gladsaxe vil tage ministerens svar op på næste møde i folkeoplysningsudvalget.
 

 

Søborg-borger vil integrere flygtninge

Omkring 30 danskere har meldt sig som frivillige guider for unge med minoritetsbaggrund. Det er Dansk Flygtningehjælp og LO, der står bag projektet, der går ud på at en dansker skal opmuntre og vejlede en ung med flygtninge- eller indvandrerbaggrund på samme måde, som man vejleder sine egne eller venners børn.
En af de 30 guider er 23-årige Marie Velling fra Søborg, der er uddannet social- og sundhedshjælper og –assistent.
"Jeg mener, vi alle sammen har en pligt til at hjælpe med at integrere flygtninge," siger hun til Nyhedsmagasinet.
Det er lidt specielt, at 23-årige Marie Velling har fået lov til at blive guide for almindeligvis søger Dansk Flygtningehjælp og LO frivillige over 25 år.
Hvis du vil vide mere om projektet kan du ringe til Dansk Flygtningehjælp på tlf. 33 73 50 00 og spørge efter Rie Græsborg. Du kan også klikke dig ind på flygtningehjælpens hjemmeside på www.drc.dk
 

Attac-debat rykker til Gladsaxe

Debatten om globalisering og græsrodsbevægelsen Attac rykker til Gladsaxe.
Onsdag aften har Gladsaxe mod Unionen nemlig arrangeret et debatmøde med en repræsentant fra Attac og Mod-Attac.
Græsrodsbevægelsen Attac er grundlagt i Frankrig og har fire hovedkrav: Indførelse af en skat på valutahandel, afskrivning af de fattigste landes gæld, afskaffelse af skatteparadiser og krav om at pensionskasser skal investere samfundsansvarligt.
Attac har på kort tid fået mange tilhængere i Danmark, men der er også opstået en modbevægelse, Mod-Attac.
Kenneth Haar fra Attac og Michael Christensen fra Mod-Attac debatterer onsdag klokken 19.30 i Borgernes Hus på Søborg Hovedgade 79. Michael Christensen gæster også debatprogrammet Den Varme Stol sammen med en Søren Søndergaard, der sympatiserer med Attac. Det sker onsdag klokken 7.30 og programmet genudsendes klokken 17.30.
(Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)
 

Tre Gladsaxe-borgere på radikal amtsrådsliste

Radikale vælgere får mulighed for at stemme på tre Gladsaxe-borgere, når der den 20. november er valg til amtsrådet.
Det er Alice Moesby, Lis Smidsholm ogArne Hermann, der er placeret som henholdsvis nummer fire, elleve og fireogtyve.
Det Radikale Venstre har sideordnet opstilling, Per Kleis Bønnelycke er spidskandidat.
 

Selvangivelsen for år 2000 er på vej

Selvangivelsen for år 2000 dumper snart ind af brevsprækken til borgerne i Gladsaxe Kommune.
Det oplyser skattechef Henrik Pontoppidan.
De fleste borgere modtager den fortrykte selvangivelse, hvor skattevæsenet allerede har indskrevet oplysninger fra arbejdsgivere, pengeinstitutter og lignende. Det er dog den enkelte borger, der har ansvaret for at selvangivelsen er rigtig, og at der for eksempel bliver tilføjet oplysninger om befordringsfradrag eller underholdsbidrag.
Fristen for at rette eller tilføje oplysninger er den første maj 2001, og det kan både ske via telefon, brev og internet. Borgere, der har modtaget den udvidede selvangivelse, har frist helt til den 1. juli. Til gengæld kan rettelserne ikke ske pr. telefon.
Blandt årets nyhederne er ejendomsværdiskatten, der afløser lejeværdien af egen bolig, og et særligt tillæg til børnebidraget, der ikke kan fratrækkes på selvangivelsen.
Borgere, der har brug for vejledning til at udfylde selvangivelsen, kan hente hjælpeskemaer og vejledninger på bibliotekerne, i Strax´en eller på ligningskontoret. Man kan også finde oplysningerne på www.gladsaxe.dk eller få personlig vejledning i straXen eller på ligningskontoret.
 

 

Anti-dramatik hos Gladsaxe Politi

For ordenspolitiet i Gladsaxe forløb den sidste uge uden den store dramatik – eller måske snarere med anti-dramatik.
Eksempelvis blev der fredag morgen anmeldt mistænkelige forhold ved et hus på Højtoftevej. To personer var set i og ved huset, og en patrulje blev sendt af sted.
Da politifolkene nåede frem, viste det sig at være rengøringsfolk på arbejde.
Samme aften blev en anden patrulje sendt ud til UNO-X på Buddinge Hovedgade, hvor en mand "viftede" med en pistollignende genstand, og derefter kørte væk i taxa. Da politiet fandt frem til hyrevognen, viste pistolmanden sig at være en fuld, 31-årige Gladsaxeborger med en legetøjspistol af plastic.
I den forløbne uge ser det også ud, som om en tyv med samlertendenser har været på spil. I hvert fald blev der om aftenen eller natten mellem fredag og lørdag revet to Mercedes-emblemer af en bil på Frødings Allé og et Skodaemblem af en bil på Gustav Wieds Vej.